facebooksøg
Boldklubben FREM

Årets sidste gæst er Middelfart

7. november 2018

Kampoptakt

Boldklubben FREM - Middelfart Boldklub
Lørdag den 10. november kl. 14.00
Valby Stadion

FREM led endnu et ærgerligt nederlag i weekenden, da B.93 slog FREM 1-0 på Østerbro Stadion. FREM var bedst indtil scoringen, men havde det svært efterfølgende. På lørdag venter årets sidste hjemmekamp, når topholdet Middelfart kommer på besøg. Husk at købe din billet på forhånd: https://fairbillet.dk/Store/Event/ByCompany/54.

Året går på hæld, og efteråret er over os med løvfald og disede morgener. Snart kommer vinteren, hvor det eneste, der er værre end mørket og kulden, er, at du skal vente længe på at se verdens bedste fodboldklub igen. Men frygt ej. For du har en sidste hjemmekamp, du kan varme dig på, inden divisionen går i vinterhi.

Lørdagens modstander, Middelfart, har været suveræne i denne sæson. De indtager førstepladsen, otte point foran FREM på syvendepladsen. Kun FREM har lukket færre mål ind end Middelfart, der også har scoret masser af mål. Utroligt nok har Middelfart været bedst på udebane, hvor de endnu ikke har tabt. Middelfarts topscorerrolle deles af Casper Johansen og Søren Andreasen, der begge har nettet otte gange.

Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen på Fyn, leverede FREM en flot præstation og vandt 1-0. Beran Camilli scorede et pragtmål direkte på frispark til stor glæde for både spillere og de mange medrejsende tilhængere. Inden kampen havde FREM ikke formået at vinde i Middelfart i tre forsøg. FREM har dog nu vundet de sidste to kampe mod Middelfart med 1-0.

Det gjorde ondt på alle os med et bankende FREM-hjerte, da den tidligere FREM-spiller Emil Dyre Nielsen scorede for B.93 i weekendens 1-0 nederlag på Østerbro Stadion. Emil Dyre var netop kommet ind til sin kamp nummer 250 for B.93, og et minut senere havde han sendt bolden i kassen. Inden scoringen havde FREM et godt tag på kampen, men spillerne havde problemer med at ramme hinanden med den afgørende aflevering. Målet ramte spillerne som en mavepuster, og det kneb med at få spillet til at fungere efterfølgende. FREM sluttede dog kampen af med en kæmpe mulighed til Andreas Horsebøg, og et point til hver havde ikke været ufortjent.

Nederlaget sendte desværre også FREM under stregen i tabellen. Både AB og Hillerød vandt, og det medførte, at de - ligesom B.93 - overhalede FREM i tabellen. Der skal derfor point på kontoen, hvis FREM skal have håb om at overvintre over stregen. FREM kan potentielt set rykke op på fjerdepladsen, hvis de vinder over Middelfart lørdag.

Som FREM-fan er man nødt til nogle gange at huske på, at gode ting tager tid. Henover sommeren har vi set en helt ny sportslig struktur, ny træner, næsten ny spillertrup og en forandret økonomi. Alligevel har vi set spillere og trænere kæmpe røven ud af bukserne hver eneste weekend. Det kan og skal vi være stolte af. De har brug for vores støtte og tillid, så det her projekt kan lykkes på lang sigt. Vi har divisionens bedste og mest talstærke fangrupper, der dukker op, uanset om klubben spiller i Københavnsserien eller i Superligaen. Men Rom blev ikke bygget på én dag. Lad os stå sammen, som vi er så gode til i FREM. Så skal det nok ende lykkeligt.

Lasse Holmgaard: Vanvittigt stolte af, hvad vi har opnået

Træner Lasse Holmgaard er stolt af det indtryk, spillerne viste i lørdagens kamp mod B.93. Han håber og tror på, at de kan slutte godt af på hjemmebane, men uanset hvad der sker i kampen, er han meget tilfreds med, hvad truppen har opnået indtil videre:

"Det er en ung og ny gruppe, der har kendt hinanden i fire måneder. Vi skal slutte godt af sammen og vise det samme udtryk, vi har gjort i hver eneste kamp. Vi kæmper for hver eneste blodsdråbe hver gang, og det er jeg stolt af. Lige meget hvad, er vi sindssygt stolte af, hvad vi har præsteret indtil videre. Den her nye unge gruppe arbejder stenhårdt og viser sindssygt god attitude, som vi kan bygge videre på."

"FREMs plan er, at vi kan bygge et hold op på et år, der efterfølgende kan gøre sig gældende i top-tre. Det tager længere tid end tre måneder, når man bygger et projekt op fra grunden. Vi er meget stolte af det, vi har opnået indtil nu. Det har været vores fokus henover ugen. Det bliver en kamp, hvor vi kommer til at stå stærkt, spille god fodbold og lave nogle gode omstillinger. Det er devisen indtil videre. Vi vil gøre alt for at få de tre point og få sluttet godt af. Det har vi fortjent. Vi har i de sidste par uger spillet én dårlig halvleg, hvor vi bliver straffet hårdt. Men jeg synes, at i de tre andre halvlege, har vi været bedst. Jeg føler, at vi har fortjent noget mere end det, vi har fået i de sidste fjorten dage, og det skal vi ud og jagte. Tophold ligger godt til os, og vi vil gøre alt for at slutte godt af på hjemmebane foran vores fans. Jeg håber og tror, vi kan gøre mange af de samme ting, som i første halvleg mod B.93. Vi vil gøre alt for at få scoret og komme foran. Når vi kommer bagud, så har vi problemer."

"Jeg synes, at B.93-kampen udartede sig til, at vi tog initiativet. Indtil vi laver en personlig fejl, er B.93 rådvilde. Det håber jeg sker igen – hvor vi også får afsluttet vores gode angreb. Tonni var ude mod B.93, og Hamid havde problemer med sit baglår. Det er vores målscorere, vi tager ud af ligningen. Vi har kæmpet hårdt, og vi skal gøre alt for at slutte godt af. Det udtryk vi viser imod B.93, er super sejt. Der er ingen, der falder ud og slår op i banen. Alle fighter til sidste sekund, og vi har også en chance i 94. minut, som Horsebøg kunne have hugget ind. Det er dét, vi kan love vores fans; det viser vi hver gang."

"Når vi ser videre end Middelfart-kampen, så har vi et kæmpe stykke arbejde i de tre-fire måneder, hvor vi kan bygge videre på det arbejde, vi har lavet. Gruppen har også fortjent ikke at være pisket til at vinde hver uge. Den her helt nye flok, det er hårdt for dem med det pres, hvor man er pisket til at vinde på udebane. Vi håber, at vi kan bygge en trup op henover det her år, der kan leve op til de forventninger, der er nu. Den her nye unge gruppe arbejder stenhårdt og viser sindssygt god attitude. Det er noget, vi kan bygge videre på."

"Tonni er blevet opereret i sin finger, så han bliver ikke klar. Desværre. Hamid bliver klar, som det ser ud lige nu."

Årets absolut sidste mulighed for at se dine helte i aktion i 2. Division er på lørdag. Vær med til at sige på gensyn til holdet og hjælp dem til at sikre tre point inden vinterpausen. Vi skal vise vores fynske gæster, at FREM har divisionens bedste opbakning. Så duk op på lørdag og syng så højt, at det stadig runger i ørene på dem på den anden side af nytår.

Husk at købe din billet på forhånd her hos Fairbillet

God kamp!

 

5. Abdoulie Njai

Position: Midtbane, Back
Født: 10-07-1997
25. Alexander Green

Position: Midtbane
Født: 04-05-1992
15. Andreas Horsebøg

Position: Midtbane
Født: 05-08-1998
7. Andreas Theil Lundberg

Position: Forsvar/Midtbane
Født: 22-02-1992
14. Benjamin Warlo

Position: Angriber
Født: 05-05-1992
10. Beran Camili

Position: Midtbane/Angriber
Født: 01-04-1991
18. Deniz Karaca

Position: Forsvar
Født: 15-11-1998
16. Frederik Hansen

Position: Angriber
Født: 27-01-1999
30. Frederik Mehder

Position: Målmand
Født: 20-11-1994
6. Frederik Sundstrup

Position: Forsvar/midtbane
Født: 17-12-1993
99. Gorm Hansen

Position: Angriber
Født: 21-02-2002
23. Gustav Gjøg

Position: Forsvar/midtbane
Født: 06-02-1997
9. Hamid Khalidan

Position: Kant/Angriber
Født: 15-07-1997
19. Hervé Gamys

Position: Midtbane
Født: 11-03-1998
12. Ibrahim Badran

Position: Forsvar/midtbane
Født: 16-02-1994
4. Jonas Nørremark

Position: Forsvar
Født: 12-03-1996
20. Kenneth Thinter

Position: Forsvar/midtbane
Født: 11-09-1988
22. Kristoffer Dirksen

Position: Back
Født: 16-02-1993
13. Mads Severinsen

Position: Forsvarer/MIdtbane
Født: 12-06-1991
1. Marco Brylov

Position: Målmand
Født: 21-11-1995
21. Marius Finsen

Position: Angriber
Født: 15-03-1999
2. Mikkel Andersson

Position: Midtbane
Født: 17-03-1990
17. Simon Skibsted

Position: Angriber
Født: 25-11-1991
11. Tonni Adamsen

Position: Midtbane/angriber
Født: 15-11-1994
8. Victor Christiansson

Position: Midtbane
Født: 18-02-1998
mobil version
desktop version
- copyright [ 2003-2018 ] Dennis Sjøbeck -