facebooksøg
Boldklubben FREM

FREM tilbage i top-6 efter uafgjort mod topholdet

10. november 2018

FREM spillede i årets sidste kamp 0-0 hjemme mod Middelfart, og det ene point var lige nøjagtig nok til, at holdet formentlig kan overvintre i top-6, fordi både B 93 og Hillerød samtidig tabte.

For tredje gang i denne sæson – og for første gang på hjemmebane – sluttede en FREM-kamp målløs, da det fynske tophold kom forbi Valby Stadion. Begge hold havde chancer til at bryde dødvandet, men gode målmandspræstationer sørgede for, at der ikke kom netblafren denne lettere forblæste lørdag i november.

FREM havde kun en enkelt ændring i startopstillingen i forhold til sidste uges kamp mod B 93 (0-1). Mads Severinsen begyndte denne gang på banen, mens Abdoulie Njai måtte tage plads på bænken.

Tonni Adamsen var med andre ord stadig skadet, og der var heller ikke udsigt til spilletid for en anden offensivpsiller, Simon Skibsted, der ellers var blevet indskiftet i sidste uges lokalopgør.

Træner Lasse Holmgaard forsøgte sig igen med en 4-1-4-1 opstilling for at dæmme op for Middelfarts offensiv, der tæller Casper Johansen og Søren Andreasen, som begge har scoret otte gange. Det er dog værd at notere sig, at formationen 4-1-4-1 ikke på noget tidspunkt har givet tre point til FREM.

Det var der heller ikke meget, der tydede på, at den ville gøre i kampens start.

Her var det tydeligt, at det var et tophold, der var på besøg. Middelfart lagde et hårdt tryk på FREM i de første 20 minutter, hvor værterne var sjældne gæster på det blåklædte udeholds banehalvdel.

FREM har ligesom Middelfart imidlertid et stærkt forsvar, og trods overvægten i spil lykkedes det ikke for udeholdet at komme frem til nævneværdige chancer i kampens start.

Tværtimod fik FREM kampens hidtil største chance midtvejs i halvlegen, da Mads Severinsen fra højre side af straffesparksfeltet lagde bolden på tværs til Benjamin Warlo, der i en forholdsvis ugeneret position afsluttede lige på Middelfarts målmand, Casper Radza.

Fem minutter senere var det imidlertid gæsterne, der var tæt på at komme foran.

FREM-backen Gustav Gjøg afleverede lidt hasarderet ind mod midten på egen banehalvdel, hvor Middelfarts Lasse Thomsen opsnappede kuglen og startede et kontraangreb. Middelfart spillede FREM tynde, og det hele endte med en afslutning fra højrekant-spilleren Kim Elgaard Dahl, som FREM-forsvaret fik afværget på selve mållinjen.

Middelfart-spillerne mente, at en markspiller fra FREM havde hånd på bolden i forsvarsaktionen, men det mente dommer Simon Rosenlund nu ikke.

Ti minutter før pausen kom Benjamin Warlo alene igennem i den anden ende, men Casper Radza fik tacklet FREM-angriberen. Selvom FREM-spillerne gerne ville have haft et frispark, forblev Simon Rosenlunds fløjte også her tavs.

Fem minutter senere lykkedes det lidt for let for Middelfart at kombinere sig igennem til en afslutning fra Casper Johansen, men her fik FREM-forsvaret blokeret.

Gæsternes Søren Andreasen nåede også at få en stor chance, men han kom ud af balance ved afslutningen med det resultat, at bolden endte i nettaget.

På den baggrund sluttede første halvleg 0-0, og det var 11. gang i denne sæsons 2. Division, at FREM-spillerne kunne gå til pause med denne stilling. Det var samtidig 14. gang ud af 16 mulige, at FREM ikke scorede i 1. halvleg.

Anden halvleg begyndte med et lille overtag i spil til Middelfart, men ellers var det FREM, som var toneangivende i anden halvlegs første kvarter.

Det bedste forsøg i denne periode kom fra Victor Christiansson, som tog chancen fra 20 meter. Det var et kvalificeret skud fra svenskeren, som voldte Casper Radza lidt problemer, men i to forsøg lykkedes det for Middelfart-keeperen at sikre sig kontrol over kuglen.

Efter små 20 minutters spil appellerede Middelfart igen for straffespark, da venstrebacken Kenneth Thinter pillede bolden fra Kim Elgaard Dahl på kanten af straffesparksfeltet. Tacklingen så nu helt ren ud, og Simon Rosenlund gjorde da heller ikke mine til at blæse i fløjten.

Herefter fulgte en periode med flere udskiftninger, og en af dem var meget tæt på at bære frugt meget hurtigt.

12 minutter før tid fik Middelfart sat gang i et kontraangreb, der sendte den netop indskiftede Esben Petersen alene med FREM-målmand Marco Brylov, som på flot vis sendte bolden til hjørnespark med en fodparade.

Tre minutter før tid var det så Benjamin Warlo, der fik en gylden mulighed for at sikre FREM tre point, men alene med Casper Radza skød han nok en gang lige på modstandernes keeper.

Set over hele kampen virkede Middelfart mere sikre i boldomgangen og en anelse bedre i kombinationsspillet end hjemmeholdet. Men uafgjort var såmænd ikke noget urimeligt resultat.

Alt i alt har det dog været en lidt ærgerlig slutning på efteråret for FREM. Holdet har nu ikke har vundet i fire kampe på stribe, og i disse fire kampe har det kun lavet et enkelt mål – nemlig dét, som Mads Severinsen scorede i forrige hjemmekamp mod Hillerød (1-2).

Derudover bekræftede kampen det indtryk, som man har haft hele efteråret. Nemlig at FREM har en yderst velorganiseret defensiv. Med kun 10 baglænsmål har FREM rækkens bedste forsvar. Kun dagens modstandere fra Middelfart er tæt på med 12 mål imod.

Alle FREMs fem nederlag i 2. Division har desuden blot været med et enkelt mål.

Til gengæld har de tværstribede selv kun scoret 13 mål i 16 kampe, og det er næstfærrest af alle holdene. Den absolutte bundprop fra Marienlyst med fire matchpoint har som de eneste været mere målfattige med 10 mål.

Ingen hold i 2. Division har scoret mere end to mål mod FREM. Det eneste hold, der har fundet vej til målet mere end to gange i samme kamp mod FREM, er Superliga-holdet fra Vejle. Og det var kun, fordi de fik to gange 15 minutter mere at gøre godt med, for den ordinære kamp endte som bekendt 2-2 ved den lejlighed.

Kampen mod Vejle (3-4) og pokalkampen forinden mod Skovshoved (4-1) er samtidig de eneste, hvor FREM har scoret mere end to mål.

Ikke desto mindre kan FREM altså sandsynligvis fejre jul, nytår og fastelavn i den top-6, som senere på foråret skal spille med i oprykningsspillet. Men det er marginalt, for FREM indtager kun sjettepladsen i puljen takket være bedre målscore end Hillerød og B 93.

Desuden er der også den risiko, at HIK vinder med to mål eller mere over AB søndag, og sådan et resultat vil sende FREM tilbage i bund-6.

Julemanden må med andre ord gerne have nogle FREM-scoringer med i sin gavesæk. Så kan det være, at det lykkes for holdet at nå med, hvor det bliver festligt sidst på sæsonen.

 

Matchfacts:

FREM – Middelfart 0-0

Advarsler:

FREM: Mikkel Andersson (8.), Abdoulie Njai (90.)

Middelfart: Kim Elgaard Dahl (89.)

Dommer: Simon Rosenlund

Holdopstillinger:

FREM: Marco Brylov – Gustav Gjøg, Kristoffer Dirksen, Andreas Horsebøg, Kenneth Thinter – Victor Christiansson, Mads Severinsen, Mikkel Andersson, Beran Camili, Hamid Khalidan – Benjamin Warlo

Middelfart: Casper Radza – Malte Schouboe Jürgensen, Niclas Vemmelund, Kristoffer Gjettermann, Peter Jul Nielsen – Kim Elgaard Dahl, Martin Conley, Lasse Thomsen, Sebastian Dalgaard – Søren Andreasen, Casper Johansen

Udskiftninger:

FREM: Abdoulie Njai ind for Mikkel Andersson (58.)

Middelfart: Peter Dahl Kristensen ind for Martin Conley (67.)

FREM: Marius Finsen ind for Beran Camili (74.)

FREM: Hervé Gamys ind for Mads Severinsen (74.)

Middelfart: Esben Petersen ind for Søren Andreasen (76.)

Middelfart: Rasmus Fink Hansen ind for Lasse Thomsen (83.)

For FREM blev Frederik Mehder (målmand), Jonas Nørremark, Gorm Hansen og Ibrahim Badran ikke benyttet.

Tilskuere: 667

5. Abdoulie Njai

Position: Midtbane, Back
Født: 10-07-1997
25. Alexander Green

Position: Midtbane
Født: 04-05-1992
15. Andreas Horsebøg

Position: Midtbane
Født: 05-08-1998
7. Andreas Theil Lundberg

Position: Forsvar/Midtbane
Født: 22-02-1992
14. Benjamin Warlo

Position: Angriber
Født: 05-05-1992
10. Beran Camili

Position: Midtbane/Angriber
Født: 01-04-1991
18. Deniz Karaca

Position: Forsvar
Født: 15-11-1998
16. Frederik Hansen

Position: Angriber
Født: 27-01-1999
30. Frederik Mehder

Position: Målmand
Født: 20-11-1994
6. Frederik Sundstrup

Position: Forsvar/midtbane
Født: 17-12-1993
99. Gorm Hansen

Position: Angriber
Født: 21-02-2002
23. Gustav Gjøg

Position: Forsvar/midtbane
Født: 06-02-1997
9. Hamid Khalidan

Position: Kant/Angriber
Født: 15-07-1997
19. Hervé Gamys

Position: Midtbane
Født: 11-03-1998
12. Ibrahim Badran

Position: Forsvar/midtbane
Født: 16-02-1994
4. Jonas Nørremark

Position: Forsvar
Født: 12-03-1996
20. Kenneth Thinter

Position: Forsvar/midtbane
Født: 11-09-1988
22. Kristoffer Dirksen

Position: Back
Født: 16-02-1993
13. Mads Severinsen

Position: Forsvarer/MIdtbane
Født: 12-06-1991
1. Marco Brylov

Position: Målmand
Født: 21-11-1995
21. Marius Finsen

Position: Angriber
Født: 15-03-1999
2. Mikkel Andersson

Position: Midtbane
Født: 17-03-1990
17. Simon Skibsted

Position: Angriber
Født: 25-11-1991
11. Tonni Adamsen

Position: Midtbane/angriber
Født: 15-11-1994
8. Victor Christiansson

Position: Midtbane
Født: 18-02-1998
mobil version
desktop version
- copyright [ 2003-2018 ] Dennis Sjøbeck -