FREM jagter stadig sæsonens første point, og den jagt kommer til at fortsætte lørdag, hvor modstanderen er IF Lyseng på udebane.
I sidste weekends kamp mod Vanløse kom gæsterne foran efter ti minutters spil, hvor August Andersen sparkede en ripost i kassen.
FREM fik udlignet kort før pausen på et fornemt hovedstødsmål af Rasmus Grønne Jensen, der behandlede et oplæg fra Tobias Noer efter fortjeneste.
I anden halvleg helflugtede Vanløses Marius Qvarnstrøm bolden i mål, efter at FREM-målmand Viktor Anker havde bokset kuglen væk.
Senere lykkedes det for FREM at få udlignet ved Salieu Drammeh, men hans mål blev annulleret p.g.a. offside. I slutfasen blev Rasmus Louie Larsen udvist, så FREM må altså undvære den rutinerede fløjspiller i kampen mod Lyseng.
IF Lyseng er hjemmehørende i Højbjerg, som er den sydligste af de aarhusianske forstæder. Foruden fodbold er håndbold, svømning (herunder udspring) og volleyball (herunder beachvolley) på programmet i idrætsforeningen.
Fodboldafdelingen blev dannet i 1970 som en sammenlægning af Holme og Kragelund. Afdelingen har over 1000 medlemmer, så det er medlemsmæssigt en af de største klubber i Aarhus-området.
Klubben har fostret indtil flere gode spillere. Her på siden kan vi nævne tre.
Jens Jønsson spillede fem år som ungdomsspiller i Lyseng, inden han tog til AGF. I 2016 fik den nu 30-årige midtbanespiller kontrakt med Konyaspor, som han blev tyrkisk pokalvinder med. Senere kom han til Cadiz i Spanien, og han spiller nu for AEK Athen, som han i sidste sæson både vandt det græske mesterskab og den græske pokalturnering med.
Han har spillet fem landskampe, men det virker ikke som om, han er blandt Kasper Hjulmands favoritter.
Jens Jønsson spillede i Lyseng sammen med bl.a. Viktor Fischer, der er barnebarn af Poul Pedersen, som i sin tid var med til at sikre Danmark OL-sølv i 1960 i Rom. Poul Pedersen spillede for AIA.
Viktor Fischer fortsatte efter tiden i Lyseng hos AGF, men det blev FCM, der scorede kassen på ham, da han skiftede til Ajax, som han to gange blev hollandsk mester med. Herfra fortsatte karrieren i engelske Middlesbrough og tyske Mainz 05, inden han tog hjem til FCK, som han vandt DM-guld med en enkelt gang.
Skaderne begyndte at spolere karrieren for kantspilleren, og efter mindre vellykkede ophold i belgiske Royal Antwerp og svenske AIK Stockholm valgte Viktor Fischer i sommer at hænge støvlerne på hylden.
Viktor Fischer ragede uklar med den tidligere landstræner, Åge Hareide, og siden kom han aldrig på landsholdet igen. Det blev til 21 kampe i rødt og hvidt.
Endelig er der Jens Stage, som efter tre år som ungdomsspiller i Lyseng røg videre til først Brabrand og siden AGF, hvor allroundspilleren imponerede Ståle Solbakken, som på daværende tidspunkt både var træner og sportsdirektør i FCK.
Derfor var der heller ingen overraskelse, at Jens Stage endte i FCK, selvom det skete under skrig og skrål fra AGF-fansene. Han vandt et enkelt mesterskab med FCK, inden turen sidste sommer gik til Werder Bremen i Bundesligaen, hvor han primært spiller på midtbanen.
Den nu 26-årige Jens Stage har spillet en enkelt landskamp. Men heller ikke han virker til at være blandt landstrænerens foretrukne.
Når det gælder Lyseng, så var klubben i mange år en serieklub. Men i 2017 rykkede klubben for første gang op i divisionen. Her blev det til en sidsteplads i 2. Division og en returbillet til Danmarksserien.
Men siden 2021 har der været spillet 3. Division på Lyseng Idrætspark.
Det var i sæsonen 2021/22, at FREM for første gang stødte på Lyseng. Og det blev til fire indbyrdes kampe i den sæson.
Bulletinerne lød på forhånd på, at Lyseng spillede ud fra en kompakt defensiv. Ikke et ondt ord om det. For det er fuldt ud lovligt. Det er op til modstanderne at bryde defensiven op.
Det lykkedes i alle fire tilfælde for FREM.
Den første kamp huskes primært, fordi den blev spillet på bane 2 i Valby i et ganske skrækkeligt regnvejr, hvor ALLE blev pladdervåde.
FREM vandt 4-1 efter 2-0 ved pausen. I første halvleg scorede Frederik V. Kristensen på langskud, hvorefter Armend Aslani spillede sig selv fri til scoring med en baglæns dribling.
Mathias Glud Laursen reducerede midtvejs i anden halvleg, men Isak Tånnander og Oliver G. Andersen slog sejren fast for FREM på to riposter.
I returkampen vandt FREM 3-0 efter at være kommet foran efter fem minutters spil på et selvmål efter et hjørnespark.
Jakob Skovgaard Larsen fordoblede føringen med et smukt langskudsmål, som den tidligere springgymnast fejrede med en serie af flik-flak hen ad græsset. Og i anden halvleg slog Lucas Lodberg sejren fast med et drøn af en afslutning.
Begge hold endte i oprykningsspillet, så en måned efter tog FREM tilbage til det sydlige Aarhus.
Her kom Lyseng foran i begyndelsen af anden halvleg ved Thomas Lauritsen. Men tre minutter efter udlignede Frederik V. Kristensen fra kort afstand, og godt ti minutter før tid sørgede Lucas Balck for en sejr på 2-1 til FREM på en ripost.
Den fjerde kamp blev spillet på Valby Stadion. Her sikrede FREM sig definitivt oprykningen til 2. Division. Og det skete med stil, for de tværstribede vandt med tennis-cifrene 6-2.
Målscorere for FREM var to gange Lucas (Lodberg og Balck), to gange Oliver (Møller-Jensen og Andersen) samt to gange Rasmus (Fugl og Grønne). For Lyseng udlignede Thomas Lauritsen til 1-1, mens Jesper Brobergs mål til sidst var et trøstmål.
Facit: FREM har vundet alle fire kampe mod Lyseng med en samlet målscore på 15-4.
Lyseng endte i sidste sæson i nedrykningsspillet i 3. Division, men i alvorlig nedrykningsfare var de nu aldrig.
Dalum IF rykkede ud med et brag, mens AB Tårnby sluttede næstsidst. Lyseng blev nummer 9 ud af de 12 hold efter i alt 11 sejre, otte uafgjorte og 13 nederlag.
I denne sæson har Lyseng lagt fra land med at spille 2-2 mod Ishøj, som var et af topholdene i sidste sæson. Derefter blev det i sidste runde 0-2 ude mod oprykkerne fra Vejgaard, som dermed har maksimumpoint efter de to første spillerunder.
Mens FREM er ude af pokalturneringen efter nederlag på 0-1 mod Næstved i sidste uge, er Lyseng til gengæld stadig med i turneringen.
De vandt i første runde i et lokalopgør med 4-2 over ASA Aarhus, der til dagligt spiller i Jyllandsserien. I næste runde skal Lyseng møde Middelfart fra 2. division.
Anders Fæster lavede i pokalkampen mod ASA et af Lysengs mål, mens der var hattrick fra fløjspilleren Viktor Øhlenschlæger, der tidligere var ungdomsspiller i Horsens.
Ham – og alle de andre – skal FREM nok holde et vågent øje med, når Faruk Iriskic fløjter op til kampen lørdag kl. 13.00 løs på Lyseng Idrætspark.
Du kan komme med FREM Support til kampen, hvis du indbetaler 150 kroner til MobilePay på 320952 og skriver Lyseng og dit mobilnummer ved betalingen. Mødetid er ved klubhuset kl. 07.45.