Boldklubben FREM har indgået en 1-årig aftale med 19-årige Tekin Sinan Abdulovski, der dermed også er en del af førsteholdstruppen i sæsonen 2026/27.

Tekin kom til klubben i sommeren 2025 og fik sin debut den 20. september 2025 ude mod Vejgaard B, da han blev skiftet ind i slutminutterne. Siden har han arbejdet målrettet på at bide sig fast i truppen, og den indsats belønnes nu med en ny aftale.
“Tekin er en ung spiller med en rigtig god indstilling, som har udviklet sig flot, siden han kom til klubben. Vi tror på, at han kan tage endnu et skridt i den kommende sæson, og vi glæder os til at følge ham,” siger Peter Lassen, sportschef i Boldklubben FREM ApS.
Tekin ser selv frem til endnu en sæson i rød-blåt:
“Jeg er utrolig glad for at have forlænget med FREM. Jeg tror på det, vi er i gang med at bygge op, og derfor var det et nemt valg for mig at fortsætte. Jeg glæder mig virkelig til den kommende sæson, hvor jeg er sikker på, at vi kan tage et stort skridt som hold. Samtidig ser jeg frem til at spille foran vores fantastiske fans igen. Vi ses på banen!”
Tekin bærer fortsat rygnummer 28 for de rød-blå.
Velkommen til endnu en sæson i FREM, Tekin!
