FREM er halvvejs med grundspillet i Campo Bet 3. Division, så nu vender kajakken, når turen lørdag går til Hørsholm.
Hvad er der sket siden sidst?
FREM spillede hjemme mod Næsby, og her lykkedes det at vinde med 2-0.
Oussama Djafer-Bey bragte FREM foran tre minutter før pausen, hvor han fra højre side af straffesparksfeltet sendte et skud – eller var det en aflevering? – afsted.
Under alle omstændigheder endte bolden i målet tæt ved modsatte stolpe.
Det var Oussama Djafer-Beys andet mål i denne sæson. Han scorede også i hjemmekampen mod Hørsholm/Usserød (1-1).
Fem minutter før tid blev det 2-0, da Tekin Abdulovski udnyttede en fin frispilning fra Jonathan Pank i venstre side af straffesparksfeltet til at fordoble føringen.
Det var Tekin Abdulovskis første mål i denne sæson, og dermed er FREM oppe på 11 forskellige målscorere til holdets i alt 19 mål.
Tekin Abdulovski scorede senest i hjemmekampen i sidste sæsons kvalifikationsspil mod Holbæk (1-3).
I kampen mod Næsby fik fynboerne to røde kort undervejs, men det kan FREM jo ikke gøre for.
Sejren var den første til FREM i fem divisionskampe – og i seks kampe i alt. Og det var første gang i denne sæson, at FREM holdt målet rent i en divisionskamp.
Det skete senest i sidste sæsons sidste kamp hjemme mod Sundby (0-0). Sidste divisionssejr uden baglænsmål var hjemme mod Vejgaard i april (5-0).

Ja, grundspillet er nu halvvejs. Kan vi gøre lidt status?
Det kan vi godt.
FREM har vundet tre kampe, spillet tre kampe uafgjort og tabt fem. Målscoren er 19-19. Det rækker til en niendeplads i Campo Bet 3. Division.
Der skal sandsynligvis 18 point til i de næste 11 kampe, hvis det skal lykkes at komme i oprykningsspillet. Hvis det ligefrem skal ende med oprykning, skal der mange sejre til i de sidste i alt 21 kampe.
De tre sejre til FREM i de første 11 kampe har alle været med mindst to mål – og de har alle været hentet på hjemmebane.
På udebane er det blevet til beskedne to point i seks kampe. Sammen med Ringsted er det færrest af alle.
Her er det særligt ærgerligt, at alle de fire udebanenederlag til FREM har været med et enkelt mål, som i alle fire tilfælde blev scoret i kampens sidste ti minutter.
I alle udekampene – også de to uafgjorte – er FREM kommet bagud.
Nu ikke så negativ. FREM vandt trods alt over Næsby. Hvad betød sejren for stillingen?
Sejren betød, at FREM kravlede over nedrykningsstregen og overlod pladsen under stregen til Sundby. Amagerkanerne tabte det vigtige bundopgør hjemme mod Ishøj med 2-3.
Ishøj har fået ti point i de sidste fire kampe og puster nu for alvor FREM i nakken.
Nederst i tabellen begynder det at se lidt svært ud for Ringsted, som kun har vundet en kamp indtil videre.
FREM har fire point op til ASA, der ligger på den vigtige sjetteplads, som giver adgang til oprykningsspillet.
Der er samtidig tre point op til lørdagens modstander, Hørsholm/Usserød, så lørdagens kamp er ret vigtig. Med en sejr kommer FREM op i midterfeltet. Nederlag vil betyde fortsat bundkamp.

Hvordan er det gået for Hørsholm/Usserød i denne sæson?
De har fået 15 point takket være fire sejre, tre uafgjorte og fire nederlag.
Hørsholm/Usserød har markeret sig som et ret målfarligt hold. De har scoret i samtlige deres kampe – og i otte ud af deres 11 kampe har de scoret to mål eller flere.
Men når det trods alt ikke er blevet til flere point, hænger det sammen med, at nordsjællænderne også slæber en del mål ind. Den samlede målscore lyder på 24-21.
Af holdets 15 point er de 10 hentet hjemme i Hørsholm Idrætspark.
Hvad så med Pokalen?
I Betano Pokalen nåede Hørsholm/Usserød ligesom FREM til tredje runde.
Først blev det 2-0 ude over den færøske forening, Føroyar, og dernæst 5-2 over Helsingør – ligeledes på udebane.
I tredje runde var der modstand fra den næstbedste række på programmet, da Aarhus Fremad kom på besøg.
Det endte med nederlag – men først efter straffesparkskonkurrence.
Hvordan gik det dem så i deres seneste kamp?
Der var Hørsholm/Usserød i Ringsted, og her vandt de 4-2.
Kampforløbet var lidt usædvanligt, for alle seks mål blev scoret i første halvleg.
Johannes Larsen bragte hjemmeholdet foran efter 10 minutters spil. Men 25 minutter senere var nordsjællænderne foran 4-1 takket være et mål af Khalid al-Ali, to af Georg Kirkeby og et enkelt af Alexander Hvid. Ringsteds Martin Sander reducerede kort før pausen.
Netop Khalid al-Ali og Georg Kirkeby skal FREM nok holde lidt ekstra øje med, for de har begge scoret seks mål i denne sæson. De to spillere har altså tilsammen stået for halvdelen af Hørsholm/Usserøds scoringer.

Hvordan er det tidligere gået for FREM mod Hørsholm/Usserød?
Som nævnt blev det 1-1 i den første kamp mellem de to hold i denne sæson. Og det var de tværstribede, der kom foran, da Oussama Djafer-Bey udnyttede fornemt forarbejde af Malthe Karsberg.
Men lige før pausen udlignede Nicolaj Fihl, efter at det var lykkedes for Hørsholm/Usserød at fange FREM-forsvaret i ubalance.
Hvad så med sidste sæson?
Det første og til dato eneste besøg i Hørsholm Idrætspark endte med en sejr til FREM på 1-0 takket være et mål af Malthe Karsberg.
Fløjspilleren tacklede i begyndelsen af anden halvleg bolden til sig i venstre side og driblede sig derefter igennem til scoring.
Men i returkampen en måned senere fik Hørsholm/Usserød revanche.
Gustav Holm blev her kampens eneste målscorer, da han efter små ti minutters spil kom alene med Tobias Søderstrøm og lobbede bolden over ham, selvom FREM-målmanden fik fingerspidserne på afslutningen.
Det var en kamp, som FREM nok burde have fået mere ud af. Der var mange chancer – men altså ingen mål.

Vi må se, om det ikke kan lykkes at få sæsonens første udebanesejr. Hvordan kommer man til Hørsholm?
FREM Support arrangerer bustur. Prisen er 100 kroner for medlemmer og 150 kroner for ikke-medlemmer.
Man kan tilmelde sig ved at betale på MobilePay på 320952. Skriv Hørsholm og dit mobilnummer i emnefeltet.
Der er mødetid kl. 11.45 i klubhuset.
Vil man tage turen i privatbil, skal man skrive Stadion Allé 11 A, Hørsholm på din gps.
Med offentlige transportmidler er Rungsted Kyst den nærmeste station på kystbanen. Derfra der en lille halv times gåtur.
Hvornår begynder kampen?
Det gør den kl. 14.00, og DBU har denne gang udpeget Søren Knudsen til at passe fløjten. Han dømte senest FREM i premieren ude mod Holbæk (1-2).
Han får hjælp på linjerne af Benjamin Emil Friis, der faktisk dømte det modsatte opgør mod Hørsholm/Usserød, samt Frederik Feldborg, som styrede løjerne i udekampen mod FC Helsingør (0-1).
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfotos: Claus M. Hansen
