Lørdag skal FREM for anden gang i denne sæson spille i Jylland, når det går løs i Aarhus mod oprykkerne fra ASA.

Hvad er der sket siden sidst?

FREM spillede hjemme mod FC Helsingør, og den kamp endte med et mål til begge hold – og dermed også med et matchpoint til begge hold.

På en meget våd efterårsaften bragte Jeppe Simonsen FREM foran efter ti minutters spil af anden halvleg efter et hjørnespark i venstre side. Daniel Warmbach endte med at heade på mål ved højre stolpe, og efter en redning sparkede Jeppe Simonsen riposten i kassen.

Det var Jeppe Simonsens første mål for FREM efter debuten i sidste måned.

Dermed er FREM oppe på 12 forskellige målscorere til holdets 21 divisionsmål.

Fredag aften kom udligningen 12 minutter før tid, da den tidligere FREM-spiller, Marc Winkel, headede bolden i mål fra venstre side af målfeltet efter en aflevering fra modsatte sidelinje.

Det var også Marc Winkel, der scorede det enlige mål, da FREM tabte udekampen mod FC Helsingør. Så han har gjort ondt på sine tidligere holdkammerater.

Det var anden gang i træk og tredje gang i fire kampe, at FREM spillede 1-1.

I alt var det femte gang i denne sæson, at FREM spillede uafgjort. Af de øvrige hold i Campo Bet 3. Division har kun Vanløse flere remis-løsninger (6).

Hvad betød resultatet for stillingen?

FREM er nu oppe på fire kampe i træk uden nederlag. Men uafgjort betyder også to tabte point. Og de to tabte point mod FC Helsingør betød, at FREM røg under nedrykningsstregen, fordi Sundby samtidig lidt overraskende vandt 3-1 over Brønshøj.

FREM har et point op til Ishøj, som ligger over stregen – og to op til Sundby og ASA.

Med andre ord: Kampen mod ASA er vigtig, ikke sandt?

Jo, det er den.

En sejr til FREM vil sende de tværstribede forbi ASA og tættere på midterfeltet. Et nederlag vil betyde, at FREM skal fortsætte med at tage livtag med nedrykningsstregen.

Hvad med ASA? Hvordan har deres sæson været?

ASA står jo for Arbejder Sport Aarhus, og de rykkede i sidste sæson op fra Danmarksserien.

I Campo Bet 3. Division lagde de hårdt ud med syv point i de første tre kampe.

Men på det seneste har det ikke været så godt, hvad ASA har præsteret. De har tabt fire kampe på stribe, og derfor er de dumpet ned på ottendepladsen.

Det er dog værd at notere sig, at alle de fire nederlag har været med et enkelt mål. Så det er altså ikke, fordi aarhusianerne helt har tabt pusten.

Ligesom hos FREM har ASA været klart bedst på hjemmebane.

Ude er det blevet til en enkelt sejr (1-0 i Ishøj) og seks nederlag. Men hjemme i Aarhus har ASA taget fire sejre, spillet en kamp uafgjort (1-1 mod Ringsted) og kun tabt en enkelt (1-2 mod Sundby i forrige runde).

Hvordan gik det så for ASA i deres seneste kamp?

Der var de på besøg i Vanløse, og det opgør endte med et nederlag på 0-1.

Kampens eneste mål blev scoret to minutter inde i anden halvleg, da Vanløse Patrick Allentoft efter et indkast i venstre side på egen banehalvdel løb fra alt og alle og endte med at løfte bolden over Mads Lyder Mortensen i gæsternes mål.

Det hører med til historien om kampen mod Vanløse, at Mads Lyder Mortensen begyndte på bænken. Men han kom på banen, da ASA-målmand Frederik Nørgaard Hald blev udvist allerede efter godt ti minutters spil.

ASA var med andre ord 10 mod 11 i det meste af dysten.

Kampen mod Vanløse var kun den anden kamp i denne sæson, hvor ASA slet ikke scorede. De tabte ved et tidligere besøg i hovedstaden også med 0-1 mod Sundby.

I øvrigt sender det røde kort til Frederik Nørgaard Hald mod Vanløse naturligvis målmanden i karantæne til kampen mod FREM.

Hvordan var det, at det gik, da FREM mødte ASA tidligere på sæsonen?

Her lykkedes det FREM at vinde med 3-1 efter 2-0 ved pausen.

Casper Froulund løftede bolden i mål til 1-0 efter et kvarter, og to minutter senere fordoblede han føringen.

I anden halvleg blev det 3-0, da Tekin Abdulovski spillede bolden skråt bagud til Casper Froulund, som fuldendte sit hattrick.

Senere lykkedes det for Jonas Buch Dahl at reducere til slutfacit på hovedstød.

Det var FREM’s første divisionssejr i denne sæson. Siden er det blevet til to sejre mere i form af 5-2 over Ringsted og 2-0 over Næsby. På udebane har FREM endnu ikke vundet.

Tilsvarende var nederlaget mod FREM det første divisionsnederlag nogensinde for ASA.

De to klubber har aldrig tidligere mødt hinanden.

Men det skal de så nu igen. Hvor spiller ASA, og hvordan kommer man dertil?

Kampen skal spilles på ASA Ground. Og hvis du vil tage turen i privatbil, skal du skrive F. Vestergaards Allé 3, 8000 Aarhus C på gps’en.

ASA Ground er unik på den måde, at det er den eneste turneringsbane i fodbold inden for den aarhusianske ringgade, der omkranser den ældste del af Jyllands største by.

FREM Support arrangerer bustur, og her kan man komme med for 250 kroner (men kun 200 kroner for medlemmer af FREM Support).

Betaling sker med MobilePay til 320952. Skriv ASA Aarhus + dit mobilnummer i emnefeltet.

Mødetid er senest kl. 09.45 i klubhuset. Kampen begynder kl. 15.00.

Hvem er kampens dommer?

Til at passe fløjten og (eventuelt) uddele kort har DBU udpeget Simon Fenger, som FREM ikke tidligere har haft fornøjelsen af.

Han får hjælp på linjerne af Søren Lykke Thomsen og Mads Kildal Christensen, som var dommer, da FREM mødte Sundby på hjemmebane (0-3).

Ellers noget?

Ja, seneste tur i Jylland endte for FREM med et nederlag på 2-3 mod Holstebro.

Men i sidste sæson sluttede de seks kampe i Jylland mod Vejgaard, Odder og Lyseng med fire sejre, en uafgjort og et enkelt nederlag.

De samlede målcifre for de seks kampe i det jyske i sidste sæson var 16-7 i FREM’s favør.

Vi må se, om ikke det kan lykkes for FREM at få sæsonens første udesejr mod ASA.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com

Arkivfotos: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. :+45 40 14 94 69

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 17

Torsdag kl. 10 – 16


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk