FREM tog hjem fra en tur til Falster med en sejr på 2-1 i bagagen efter 1-0 ved pausen. Dermed måtte topholdet Nykøbing FC se sæsonens første nederlag i øjnene.
Malthe Karsberg bragte FREM foran i første halvleg, og Asger Hemmingsen øgede til 2-0 i anden halvleg, inden der kom lidt spænding til sidst takket være et mål af Emmanuel Ogude.
Men FREM holdt hjem og sikrede derved den tredje sejr i fire kampe – og den anden udesejr i træk.
FREM’s træner, Daniel ’Elly’ Pedersen, havde ændret i startopstillingen på to pladser i forhold til sidste rundes hjemmekamp mod IF Lyseng (0-1).
Marco Vinterberg var ikke med i Nykøbing, og Asger Hemmingsen begyndte kampen på bænken. I stedet var der blevet plads til Marc Winkel og Nicholas Sejr fra start.
I selve opstillingen var der to angribere i form af Marc Winkel og Emil Wass. I adskillige af sæsonens kampe har FREM ellers kun spillet med en enkelt spydspids.
På papiret spillede FREM 3-5-2, men på grund af styrken i Nykøbing FC’s offensiv spillede Philip Oslev i det meste af kampen reelt højre back. Og han bliver noteret som sådan i holdopstillingen nederst på denne side.
Opgøret i Nykøbing fandt sted i et glimrende fodboldvejr. Det blæste lidt, men selvom det var så som så med solen, var det forholdsvis lunt for en lørdag midt i oktober.
NFC fik kampens første chance efter små ti minutter, da topscorer Mikkel Dahl sendte et hovedstød over mål efter et indlæg fra Oliver Svendsen.
FREM fik bolden i mål fem minutter senere, da Nicholas Sejr spillede Christopher Remmer fri til scoring. Men dommer Andreas Wittrup annullerede målet for offside. Og det så ud til at være en korrekt beslutning.
I fortsættelsen var det NFC, der var farligst.

Mikkel Dahl headede endnu en gang over mål, og efter en lille halv time fik han kampens hidtil bedste mulighed, da han fra højre side kom alene med Tobias Søderstrøm, og Mikkel Dahl havde medspilleren Ole Jakobsen med sig inde på midten. Den afgørende aflevering fik FREM-keeperen imidlertid pareret på flot vis.
Ti minutter før pausen var det Benjamin Kold, som kom alene med Tobias Søderstrøm efter en frispilning fra den tidligere B 93-spiller, Emmanuel Ogude. Men endnu en gang hev Tobias Søderstrøm en flot parade op.
Tre minutter senere fik NFC en stor hovedstødsmulighed efter hjørne, men her sendte Emmanuel Ogude bolden tæt forbi mål.
Det trak så småt op til et mål. Det mål kom. Men det var i den anden ende!
Fire minutter før pausen fik FREM spillet sig igennem i højre side, bragt forsvaret i ubalance, hvorefter bolden endte hos Malthe Karsberg, som midt for mål sendte kuglen i kassen, efter at den havde taget indersiden af højre stolpe.
Det var Malthe Karsbergs tredje mål i denne sæson. Han scorede senest sejrsmålet mod Hørsholm/Usserød (1-0) for to runder siden.
FREM endte med at vinde halvlegen 1-0, og dermed havde anden halvleg en anden dagsorden, fordi Nykøbing FC jo altså var pisket til at score for at få point ud af forestillingen.
Dét fik ’Elly’ til at ændre lave to udskiftninger og ændre til et femmandsforsvar i forsøget på at tage alle tre point med hjem til Valby.
Anden halvleg begyndte med en chance til hver side.
NFC’s Oliver Angus havde et farligt langskudforsøg, mens Malthe Karsberg minuttet efter kunne være blevet dobbelt målscorer. Men her reddede hjemmeholdets målmand, Jeppe Rasmussen, med en fodparade.
NFC var toneangivende i denne periode, men i den første halvdel af anden halvleg skabte de ikke alverden. Derimod havde FREM’s Nicholas Sejr en mulighed efter et lille kvarters spil, men igen diskede Jeppe Rasmussen op med en fodparade

Midtvejs i halvlegen var det nok en gang NFC’s Emmanuel Ogude, der var på spil med en hovedstødsafslutning, efter at Ole Jakobsen var løbet i bund i venstre side af straffesparksfeltet.
Hårdt presset headede Ogude dog over mål, og med et kvarter tilbage af kampen var det i stedet FREM, som kom på 2-0, takket være en kombination fra to indskiftede spillere.
Det var Justin Shaibu, som opfangede en løs bold og fandt Asger Hemmingsen i højre side af straffesparksfeltet, og han bankede resolut bolden i mål tæt op ad højre stolpe uden chance for Jeppe Rasmussen.
Det var Asger Hemmingsens fjerde mål i denne sæson. Hans seneste mål var det enlige mål i hjemmesejren over Vejgaard i sidste måned.
To minutter senere fik Emmanuel Ogude en kolossal chance for at reducere til 1-2.
Han kom alene med Tobias Søderstrøm, som fik tacklet NFC-angriberen med det resultat, at begge røg til jorden. Akavet og i liggende position lykkedes det dog for Emmanuel Ogude at sende bolden afsted mod det tomme mål – men til venstre for den venstre stolpe!
Der var heldet med FREM, og det var det også ved to chancer mere til Emmanuel Ogude, der først sendte bolden over mål fra en spids vinkel og dernæst headede lige på Tobias Søderstrøm.
Så småt så det dog ud som om, at NFC var ved at løbe sur i det. Men så fik værterne alligevel en livline, da kampen nærmede sig de 90 minutter.
Efter et indlæg fra højre side lykkedes det for Emmanuel Ogude at pande bolden i mål fra kort afstand.
Scoringen gav kampen mere nerve, og et par af NFC’s indskiftere fik stykket en mulighed sammen inde i dommerens tillægstid, hvor Marcus Rasmussen headede på mål, men han blev grebet ud af Tobias Søderstrøm, der viste, at han kan hoppe højt.
Til allersidst fik NFC et frispark tæt på feltet, og med 18 markspillere og en FREM-målmand i samme straffesparksfelt kunne der ske lidt af hvert. Men FREM fik sendt kuglen ud af farezonen, og sekundet efter fløjtede Andreas Wittrup opgøret af.
Man kan sagtens argumentere for, at FREM-sejren var en smule heldig, for NFC havde altså adskillige store muligheder. Men den slags går lige op over en lang sæson, og FREM kan også sagtens pege på uheld tidligere i sæsonen – især mod FA 2000 (1-2) og mod Brønshøj (0-1).
Nu blev det til tre point i Nykøbing, og dermed rykkede FREM op på sjettepladsen i CampoBet 3. Division efter halvdelen af grundspillet, mens NFC stadig fører rækken med fire point ned til Næsby.
I næste runde skal FREM spille hjemme mod Hørsholm/Usserød lørdag d. 18/10 kl. 14.00.
Matchfacts
Nykøbing FC – FREM 1-2 (0-1)
Mål
0-1 Malthe Karsberg (41.)
0-2 Asger Hemmingsen (75.)
1-2 Emmanuel Ogude (89.
Holdopstillinger
Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen – Mikkel Nielsen, Kasper Jensen, Oskar Gärtig, Oliver Svendsen – Oliver Angus, Oskar Balsløv – Benjamin Kold, Mikkel Dahl, Ole Jakobsen – Emmanuel Ogude
FREM: Tobias Søderstrøm – Philip Oslev, Christopher Remmer, Emil Schou Jørgensen, Gustav Overgaard Hansen – Nicholas Sejr, Casper Froulund, Daniel Warmbach, Malthe Karsberg – Marc Winkel, Emil Wass
Udskiftninger
FREM: Justin Shaibu ind for Emil Wass (46.)
FREM: Marco Kruse ind for Marc Winkel (46.)
FREM: Asger Hemmingsen ind for Nicholas Sejr (64.)
Nykøbing FC: William Hansen ind for Oliver Svendsen (76.)
Nykøbing FC: Rasmus Berner ind for Benjamin Kold (76.)
Nykøbing FC: Laurits Jensen ind for Oskar Balsløv (76.)
Nykøbing FC: Marcus Rasmussen ind for Ole Jakobsen (82.)
FREM: Tekin Abdulovski ind for Malthe Karsberg (87.)
For FREM blev Jonathan Canto, Mikkel Eslund og Lucas Dinesen Wernblad (målmand) ikke benyttet.
Advarsler
Nykøbing FC: Oliver Angus (90+4.)
FREM: Ingen
Dommer: Andreas Wittrup
Tilskuere: 702
Tekst: Niels O. Hansen
Arkivfoto: Claus M. Hansen
