FREM var 11 mod 10 i næsten hele kampen, men først i fjerdesidste minut lykkedes det at score det forløsende mål mod Brabrand, der sikrede en sejr på 2-1. – og en fortsat status som ubesejret.

Der skulle en linjedommer-konference til for at afgøre, om Brabrands målmand var bagerste mand (Foto: Preben Pathuel)

Matthias Andersen bragte FREM foran efter et frispark, der havde kostet rødt kort til Brabrands målmand. Men gæsterne fik alligevel udlignet, inden hjemmeholdet takket være et hovedstødsmål af Rasmus Grønne Jensen fortjent tog alle tre point.

Det begynder at blive svært at bevare pessimismen, når det gælder FREM.

Det første nederlag i denne sæsons 2. Division pulje 1 – også benævnt vestkredsen – lader vente på sig, og noget tyder på, at holdet har bidt sig fast i toppen af rækken.

Lørdag var modstanderen Brabrand, der i sommer vandt 2-1 i oprykingsspillet, da de senest var på besøg hos FREM. Men det kom til at gå en hel del anderledes denne regnfulde og småkolde eftermiddag i oktober.

FREM-træner René Henriksen havde ændret på en enkelt plads i formationen i forhold til sidste uges kamp ude mod B 93 (1-0).

Der lægges skumle planer, som heldigvis ender med et frisparksmål af Matthias Andersen (18) (Foto: Preben Pathuel)

Matthias Andersen var tilbage i startopstillingen, mens Alexander Holst Christiansen var gledet ud.

Samme Matthias Andersen skulle meget hurtigt få en nøglerolle i lørdagens kamp.

I de første fem minutter følte de to hold hinanden lidt på tænderne, men så skete der noget, der fik stor indflydelse på både kampens forløb og dens resultat.

Efter en opspilsfejl af Brabrand modtog Andreas Hansen en lang fremlægning. FREM-fløjen kom alene med Brabrands målmand, Christoffer Kørschen, der rushede ud af sit mål. Det lykkedes for Andreas Hansen at runde keeperen, der imidlertid trak i nødbremsen og nedlagde ham.

I første omgang takserede dommer Simon Duerlund Rasmussen forseelsen til et gult kort til store protester fra FREMs spillere og trænerbænk.

Det var også meget svært at argumentere for, at det ikke var en oplagt målchance, Christoffer Kørschen havde taget fra Andreas Hansen. Og efter at have konfereret med linjedommeren ændrede dommeren da også farven på kortet fra gult til rødt.

Nu var Brabrands trænere og spilere stiktossede, fordi de mente, at Andreas Hansens dribling var ud mod hjørneflaget, og at der i øvrigt var opbakning på vej til den afdriblede målmand. Men lige lidt hjalp det. Holdet fra det vestlige Aarhus måtte forberede sig på at spille i undertal i de resterende 85 minutter – plus det løse.

Brabrands spillerbus blev i den grad parkeret foran målet (Foto: Preben Pathuel)

Man må som bekendt ikke spille uden målmand, så Brabrands træner, Tom Søjberg, valgte at ændre formationen fra 4-4-2 til 4-4-1 ved dels at flytte Anton Søjberg fra angrebet til midtbanen, dels at lade Malthe Boesen agere ensom ulv i front – og dels at udskifte midtbanespilleren Jesper Brøndum Henriksen med målmanden Jakob Bossow.

Den 17-årige keeper kunne begynde kampen med at pille bolden ud af sit eget mål.

Foruden det røde kort til Christoffer Kørschen fik FREM i sagens natur også frispark på kanten af straffesparksfeltet, og det udnyttede Matthias Andersen til på fornem vis at curle bolden op i målets højre hjørne, hvor Jakob Bossow ganske enkelt ikke kunne nå op.

Der kunne man tale om dobbelt straf til Brabrand. Bagud 0-1 – og med udsigt til at spille 10 mod 11 i næsten en hel kamp.

Den slags opgør bliver sjældent særligt velspillede, for holdet i undertal må nødvendigvis anlægge en meget defensiv taktik, og holdet i overtal kan derfor sagtens få problemer med at udnytte den numeriske overvægt. Lad os bare slå fast, at denne kamp bestemt ikke var en undtagelse fra den regel.

FREM kunne nu meget vel være kommet på 2-0 få minutter efter føringsmål, da Matthias Andersen igen tog et frispark.

Denne gang slog han fra højre side et indlæg til fjerneste stolpe, hvor Paul Ngongo Iversen hoppede højt og headede bolden ganske få centimeter til venstre for målet.

Efter et kvarters spil viste Jakob Bossow usikkerhed, da han ikke kunne holde fast i bolden efter et indlæg fra FREMs venstre side af Armend Aslani, men Brabrand-målmanden fik dog frispark ved den lejlighed.

Derefter virkede det som om, Brabrand så småt havde sundet sig oven på FREMs drømmestart, og de kom bedre med i spillet.

De havde på dette tidspunkt intet skabt, men efter 20 minutters spil var det alligevel de orangeblusede gæster, der fik scoret.

Målet kom lidt ud af ingenting, men det skal nu ikke tage noget fra Brabrands Kasper Nygaard Andersen, der skød på mål fra kanten af straffesparksfeltet – lidt i højre side.

Med et yderst velplaceret, fladt skud sendte han bolden i mål tæt ved venstre stolpe uden chance for Tobias Brogaard Larsen i FREMs mål.

Som sagerne stod, måtte Brabrand være tilfredse, hvis de kunne få 1-1 til at holde hjem. Og det kom resten af kampen til at bære præg af.

FREM var i den grad spildominerende, men det kneb ofte med at skabe gennembrud og chancer mod et udehold i forsvarsposition.

Fire minutter efter Brabrands udligning var FREM dog utrolig tætte på at komme foran igen.

Efter et hjørnespark i højre side nåede Jacob Pind højest og headede bolden over Jakob Bossow – kun for at se en Brabrand-spiller sparke bolden ud af farezonen på selve mållinjen.

Manden med masken – Rasmus Grønne Jensen – sørgede for en FREM-sejr kort før tid (Foto: Preben Pathuel)

I resten af første halvleg tilfaldt de to bedste muligheder Lucas Balck i minutterne før pausen.

I det første tilfælde fik han imidlertid ikke noget godt træf på kuglen, da den blev lagt til rette for ham inde i straffesparksfeltet efter et hjørnespark. Og i det andet tilfælde headede han bolden tæt forbi venstre stolpe.

FREM fik også det problem i slutningen af første halvleg, at Emil Schou Jørgensen måtte udgå med en skade. Han blev erstattet af Elias Gärtig, der gjorde det glimrende, men dermed fik René Henriksen begrænset sine muligheder for at skifte ud senere i kampen en anelse.

I anden halvleg gik Brabrands taktik helt tydeligt ud på at slå kampens rytme i stykker. Og som sagerne stod, kunne man dårligt fortænke dem i det. Og man må sige, at taktikken langt hen ad vejen lykkedes.

Faktisk fik Brabrand den første store chance i anden halvleg, da den hurtige højre back, Casper Lykke Jensen – der generelt voldte FREM kvaler – satte sig igennem og fik fyret kanonen af inde i straffesparksfeltet. Det lykkedes dog for Tobias Brogaard Larsen at få pareret hans forsøg.

Efter godt ti minutter foretog René Henriksen så en interessant dobbelt-udskiftning.

Mikkel Andersson var inden kampen blevet hyldet for sin kamp nummer 250. Men han havde fejret det ved at få et gult kort i begyndelsen af anden halvleg, og det så bestemt ud som om, at kortet i løbet af de efterfølgende ti minutter havde ændret farve til orange.

Han røg på bænken sammen med Armend Aslani, og på banen kom Tonni Adamsen og Daniel Anusic.

Ligesom resten af FREM-mandskabet havde de også en tilbøjelighed til at løbe sur i den aarhusianske defensiv, selvom Tonni Adamsen trods alt kunne notere sig for et absolut velkvalificeret langskudsforsøg 12 minutter før tid.

Der var både saft og kraft i skuddet fra 25 meters afstand, men det var både en smule for højt og lidt for langt til venstre.

Spillerne lod sig hylde af tilskuerne i silende regn (Foto: Preben Pathuel)

Elias Gärtig kunne også notere sig for et hovedstødsforsøg midtvejs i halvlegen efter et frisparksindlæg, og ligeledes indskfitede Dominik Kis var minuttet efter Tonni Adamsens langskud tæt på at bringe FREM foran, da han skød på mål fra kanten af feltet. Her måtte Jakob Bossow præstere en glimrende redning for at slå kuglen til hjørnespark.

På hjørnesparket fik samme Dominik Kis headet på mål, men her kunne Jakob Bossow gribe kuglen uden de store problemer.

Kunne det blive ved med at gå godt for udeholdet, der virkelig fightede godt for sagen? Nej, skulle det vise sig.

FREM kom i kampens afsluttende minutter i gang med en serie af hjørnespark, som de tværstribede i de fleste tilfælde lagde tæt på mål.

Det skete også i kampens fjerdesidste minut, og her steg Rasmus Grønne Jensen (med sort hjelmfarve!) til vejrs, hvorefter han med stor kraft pandede bolden til det forløsende mål ved at placere den tæt på venstre stolpe – uden for Jakob Bossows rækkevidde.

Brabrand måtte nu forsøge at omstille sig til en offensiv i et forsøg på at komme tilbage på omgangshøjde i kampen.

Tættest på kom gæsterne i dommerens tillægstid, da Frederik Selch Poulsen skød på mål og måtte se Tobias Brogaard Larsen redde til et hjørnespark, som endte med, at FREM-keeperen kunne bokse bolden ud af straffesparksfeltet.

Herefter var der ikke tid til ret meget mere, førend Simon Duerlund Rasmussen blæste i fløjten for sidste gang til stor jubel for spillere, trænere og ikke mindst fansene hos FREM.

Sejren var ligesom ugen forinden hårdt tilkæmpet, men den betyder, at FREM holder fast i andenpladsen i 2. Division på bedre målforskel end B 93, der vandt 2-1 ude over Middelfart.

Samtidig kom FREM lidt tættere på Jammerbugt. Vendelboerne satte point til ved at spille 1-1 ude mod VSK Aarhus, men de må stadig siges at være gået i udbrud med et forspring på fire point ned til den københavnske duo.

Nok så vigtigt er det, at FREM nu har opbygget et forspring på seks point ned til den syvendeplads, der betyder en plads i den nye 3. division til næste sæson.

Som sædvanlig sørgede Mikkel Andersson for stemning i omklædningsrummet efter kampen (Foto: Preben Pathuel)

Næste kamp er for FREMs vedkommende også en hjemmekamp. På lørdag kommer Thisted på besøg.

Matchfacts

FREM – Brabrand 2-1 (1-1)

Mål:
1-0 Matthias Andersen (9.)
1-1 Kasper Nygaard Andersen (21.)
2-1 Rasmus Grønne Jensen (86.)

Advarsler:

FREM: Mikkel Andersson (47.)
Brabrand: Anton Søjberg (52.), Frederik Selch Poulsen (60.), Mahamadouba Conte (89.)

Udvisninger:

FREM: Ingen
Brabrand: Christoffer Kørschen (6.)

Holdopstillinger:

FREM: Tobias Brogaard Larsen – Frederik Sundstrup, Rasmus Grønne Jensen, Emil Schou Jørgensen, Matthias Andersen – Andreas Hansen, Jacob Pind, Mikkel Andersson, Armend Aslani – Lucas Balck, Paul Ngongo Iversen

Brabrand: Christoffer Kørschen – Casper Lykke Jensen, Thomas Viggers, Mahamadouba Conte, Frederik Jørgensen – Kasper Nygaard Andersen, Jesper Brøndum Henriksen, Jacob Linnet, Frederik Selch Poulsen – Anton Søjberg, Malthe Boesen

Udskiftninger:

Brabrand: Jakob Bossow (målmand) ind for Jesper Brøndum Henriksen (8.)

FREM: Elias Gärtig ind for Emil Schou Jørgensen (40.)

Brabrand: Daniel Lundholm ind for Thomas Viggers (46.)

FREM: Tonni Adamsen ind for Mikkel Andersson (56.)

FREM: Daniel Anusic ind for Armend Aslani (56.)

Brabrand: Henrik Borup ind for Kasper Nygaard Andersen (71.)

FREM: Dominik Kis ind for Andreas Hansen (74.)

Brabrand: Rasmus Hoelgaard ind for Anton Søjberg (85.)

Brabrand: Benjamin Kring Suner ind for Malthe Boesen (85.)

For FREM blev Magnus Juul Davidsen, Emil Bjørn og Rasmus Wedege (målmand) ikke benyttet.

Dommer: Simon Duerlund Rasmussen

Tilskuere: 401

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden kan sætte
Vi vil kæmpe vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd


Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk