Takket være et smukt frisparksmål af Tonni Adamsen i første halvleg og et hovedstødsmål af Paul Ngongo Iversen i anden halvleg vandt FREM 2-0 over Middelfart og kom op i den sjove halvdel af 2. Division.

Både i divisionskampen mod Aarhus Fremad og pokalkampen mod Brønshøj var FREM foran – men smed sejren væk til sidst. I lørdagens kamp lykkedes det for FREM at holde fast og sikre sig tre værdifulde point mod en svær modstander.

Middelfart var inden sæsonen tippet som en af kandidaterne til oprykning til Nordic Bet Ligaen, men det ser det ikke ud til, at holdet helt har styrke til. Inden lørdagens kamp havde det vestfynske hold lagt fra land med to nederlag. Og inden kampen havde FREM størst glæde af at kigge i statistik-bøgerne.

De bøger fortalte, at FREM vandt det seneste opgør mod Middelfart med 4-2. Det blev spillet i juni i Oprykningsslutspillet, og kampen var indtil denne lørdag samtidig den seneste fodboldkamp, FREM havde vundet.

Statistikbøgerne fortalte også, at FREM var ubesejrede i de seneste fem opgør mod de himmelblå tropper. Det tal kunne altså efter dagens opgør forhøjes til seks.

René Henriksen var igen tvunget til at blande kortene fra start (Foto: Preben Pathuel)

FREM-træner René Henriksen havde inden kampen ændret på fire pladser i forhold til sidste uges udekamp mod FC Sydvest (0-0).

Frederik Sundstrup havde karantæne efter sit røde kort i Tønder, mens Lucas Balck, Andreas Lundberg og Rasmus Grønne Jensen ikke var med i startopstillingen. De to førstnævnte var dog på bænken. Med fra start var til gengæld Emil Bjørn, Matthias Andersen, Mikkel Andersson og Paul Ngongo Iversen.

Middelfart begyndte opgøret bedst ved at lægge et vist tryk på FREM-forsvaret, og den frygtede Casper Johansen fik tidligt i kampen fyret et skud af efter hjørnespark, men hans forsøg endte nu noget over mål.

Kort efter havde FREM visse problemer i venstre forsvarsside, hvor fynboerne driblede rundt. Det lykkedes til sidst at få lagt bolden skråt tilbage til Esben Petersen, som tog chancen fra kanten af feltet. Hans forsøg var tættere på end holdkammeratens – men stadig over mål.

I stedet kom FREM bedre med i finregnen og den stærke blæst, som prægede lørdagens opgør.

Efter 11 minutters spil havde FREM en situation, hvor Middelfart egentlig fik stillet sig fornuftigt an i forsvaret, og hvor FREM måtte løbe tilbage med bolden. Men det lykkedes at finde Paul Ngongo Iversen med en lang stikning i venstre side, og han lagde bolden skråt tilbage til Jacob Pind, der havde tid og plads til at skyde på mål fra små 20 meters afstand. Middelfarts målmand, Casper Radza, klarede dog det kvalificerede forsøg.

Tonni Adamsen kom på tavlen med et fremragende frispark (Foto: Preben Pathuel)

Men tre minutter senere kunne gæsternes keeper ikke stille noget op.

I første omgang modtog Paul Ngongo Iversen bolden 20 meter fra mål og med to fynboer i ryggen. FREM-angriberen holdt dog fast i kuglen, og så endte det med, at en af de blåklædte begik frispark.

Jacob Pind og Tonni Adamsen stod klar til at fyre af, og det blev en opgave for Tonni Adamsen, der løb til bolden, hvorefter han takket være sin fornemme sparketeknik skruede bolden uden om forsvarsmuren og helt op i højre hjørne, hvor Casper Radza ganske enkelt ikke kunne nå op.

Målet mindede lidt om det mål, som Tonni Adamsen scorede i foråret 2019 i udekampen mod Avarta, som FREM vandt 3-1. Men ved kampen i Rødovre var frisparket dog taget noget længere væk fra målet.

Det skal nu ikke tage noget fra Tonni Adamsens mål denne lørdag, som ganske givet bliver en af kandidaterne til denne sæsons mål i FREM. Men det kan jo være, at der kommer gode modkandidater senere!

Middelfart forsøgte at komme igen, og Casper Johansen havde fynboernes første forsøg inden for rammen efter 20 minutters spil, da han skød direkte på mål på et hjørnespark fra venstre side. FREMs målmand, Tobias Brogaard Larsen, var dog helt på omgangshøjde med situationen.

To minutter senere var der nok en gang optræk til problemer med Casper Johansen, da udeholdet igen kom igennem i højre side og lagde bolden ind i straffesparksfeltet til den målfarlige mand. Denne gang fik FREM-forsvaret tacklet ham i skudøjeblikket, og bagefter fik holdet – med lidt besvær – sendt bolden ud af farezonen.

Også Middelfarts venstrekant, Emil Lyng, ville være med, og han modtog en lang fremlægning, som han dog ikke kunne komme til at afslutte på i første omgang. Han tog i stedet et træk ned mod mållinjen, og derved blev vinklen for spids for ham, og afslutningen kunne Tobias Brogaard Larsen tage sig af.

Efter at have overlevet denne periode stod der FREM på resten af første halvleg.

Efter en halv time fik FREM et nyt direkte frispark på et farligt sted, og denne gang tog Alexander Holst Christiansen sig af det. Hans forsøg var betydeligt fladere, men det havde retning mod målet – uden at det dog voldte Casper Radza nævneværdige kvaler.

Jacob Pind kom frem til flere skudchancer, men ingen scoringer denne gang (Foto: Preben Pathuel)

Fem minutter senere var FREM tæt på at kunne lukrere på en opspilsfejl hos Middelfart, som skabte en to-mod-to situation. Jacob Pind forsøgte at finde Tonni Adamsen, men hans fremlægning var ikke helt hård og præcis nok, og derfor kunne Middelfart slippe med skrækken.

Tonni Adamsen nåede dog at skabe flere problemer for gæsternes defensiv, da han seks minutter før pausen satte sig igennem i venstre side af straffesparksfeltet. Paul Ngongo Iversen forsøgte sit bedste for at nå frem for at hjælpe ham, men han var for langt fra sin holdkammerat, og det tvang Tonni Adamsen til at forsøge selv, selvom han var omgivet af tre-fire modstandere.

Han endte med et skudforsøg, der strøg på tværs af Middelfarts mål og til indkast i modsatte side.

FREM havde mere godt spil i denne periode, men i første halvlegs næstsidste minut lykkedes det faktisk for Casper Johansen at få bolden i mål. Dommer Simon Duerlund Rasmussen underkendte dog scoringen pga. offside, og der var ingen protester, så den kendelse var ganske givet helt korrekt.

Derfor endte første halvleg med en føring på 1-0 til FREM, selvom Middelfart nok alt i alt havde haft et lille overtag i kampen – men ingen åbne målchancer.

René Henriksen udskiftede i pausen Alexander Holst Christiansen med Andreas Hansen, og kort inde i anden halvleg måtte FREM lade målscoreren Tonni Adamsen udskifte med Dominik Kis.

Hjemmeholdets anfører havde ikke været i fysisk kontakt med nogen, men han havde tydeligvis smerter i benet. Man må ikke håbe, det er alvorligt fat med ham, for han vil være svær at undvære i de kommende kampe.

Kort forinden havde Casper Johansen faktisk haft en rigtig stor chance for gæsterne, da han kom på skudhold i højre side af straffesparksfeltet, men ved den lejlighed reddede Tobias Brogaard Larsen med en fornem fodparade.

Øjeblikket hvor Paul Ngongo Iversen gør det til 2-0 på hovedstød efter hjørne (Foto: Preben Pathuel)

I stedet blev der mål i den anden ende efter fem minutters spil af anden halvleg.

Paul Ngongo Iversen havde et par gange i første halvleg givet prøver på sine evner til at hoppe højt, hvor han havde vundet hovedstødsdueller, selvom modstandernes forsvarsspillere tilsyneladende var bedre placeret.

I dette tilfælde steg han højt til vejrs efter et herligt hjørnesparksindlæg fra Jacob Pind i FREMs venstre side. Det lå i målfeltet, hvor Paul Ngongo Iversen sprang højest og pandede bolden forbi Casper Radza og ind i netmaskerne.

Tre minutter senere kunne Jacob Pind have bragt FREM på 3-0, da Paul Ngongo Iversen satte sig igennem i højre side og lagde bolden skråt tilbage til midtbanespilleren, der i fri position imidlertid ikke fik noget særlig godt træf på kuglen.

Fem minutter senere var Jacob Pind igen i fokus, da han modtog en lang stikning fra Dominik Kis i venstre side af straffesparksfeltet. FREM forlangte straffespark, da Jacob Pind røg omkuld, men Simon Duerlund Rasmussen vinkede afværgende. Og det er som bekendt ham, der bestemmer.

Tættere på målscoring var Dominik Kis midtvejs i anden halvleg hvor han helflugtede på mål i venstre side af straffesparksfeltet efter et frisparksindlæg fra Matthias Andersen. Bolden var over mål, men det var kun ganske få centimeter, og havde den siddet bare en anelse længere nede, havde Casper Radza ikke kunnet gøre noget.

Middelfart forsøgte at vende slagets gang med en dobbelt-udskiftning, og de fik skabt et overtag, men den næste store chance tilfaldt nu også FREM.

Det var Andreas Hansen, der et kvarter før tid slap fri i højre side. Han kom alene med Casper Radza, der imidlertid gik godt ud af sit mål og fik blokeret afslutningen fra den unge FREM-spiller.

Tobias Brogaard spillede en stor kamp og blev fortjent valgt til Kampens Spiller. Michael Andersen overrakte det synlige bevis (Foto: Preben Pathuel)

Resten af kampen blev præget af en del udskiftninger og et par gule kort.

Middelfart havde ganske vist en serie af hjørnespark i slutningen af kampen, men de truede ikke for alvor FREMs mål, og derfor var sejren heller ikke i fare.

Tættest på en reducering var fynboerne ti minutter før tid, hvor indskiftede Nicolai Frederiksen fik en god chance i højre side af straffesparksfeltet. Han måtte imidlertid strække sig for at nå frem til bolden, og derfor fik han ikke noget godt træf på kuglen, der endte i sidenettet.

FREM kørte de tre point i hus,  og det var første gang siden november sidste år, at FREM vandt uden mål imod. Dengang blev det 2-0 hjemme over Holbæk.

I denne sæsons to første kampe blev det 2-2 mod Aarhus Fremad efter to-målsføring til de sidste minutter, og mod Brønshøj fik ’Hvepsene’ to mål på straffespark i dommerens tillægstid, så 1-0 blev det 1-2. 

Men FREM fulgte som tidligere nævnt op med 0-0 mod Sydvest, og denne lørdag holdt de tværstribede altså nullet for anden gang i træk, og dermed er holdet fremdeles ubesejrede i denne sæsons 2. Division. Og de tre point betød optur til rækkens sjetteplads.

Det kan der dog blive lavet om på søndag, hvis Brabrand vinder udekampen mod Holstebro.

Netop Holstebro er FREMs næste modstander. De kommer på besøg i Valby lørdag den 19. september kl. 15.00

Et længe ventet vinderbillede (Foto: Preben Pathuel)

Matchfacts

FREM – Middelfart 2-0 (1-0)

Mål:

1-0 Tonni Adamsen (14.)
2-0 Paul Ngongo Iversen (50.)

Advarsler:

FREM: Tonni Adamsen (33.), Emil Schou Jørgensen (62.)
Middelfart: Lasse Thomsen (81.), Nikolaj Leth (85.)

Holdopstillinger:

FREM: Tobias Brogaard Larsen – Emil Bjørn, Elias Gärtig, Emil Schou Jørgensen, Matthias Andersen – Jacob Pind, Mikkel Andersson – Armend Aslani, Tonni Adamsen, Alexander Holst Christiansen – Paul Ngongo Iversen

Middelfart: Casper Radza – Nikolaj Hagelskjær, Nikolaj Leth, Oliver Schkolnik, Jonas Skytte – Lasse Thomsen, Esben Petersen – Peter Dahl Kristensen, Casper Johansen, Emil Lyng – Frederik Høgh

Udskiftninger:

FREM: Andreas Hansen ind for Alexander Holst Christiansen (46.)

FREM: Dominik Kis ind for Tonni Adamsen (49.)

Middelfart Martin Conley ind for Casper Johansen (66.)

Middelfart: Nicolai Frederiksen ind for Esben Petersen (66.)

FREM: Andreas Lundberg ind for Mikkel Andersson (71.)

Middelfart: Kristian Weber ind for Emil Lyng (77.)

FREM: Opeoluwa Olaloko (debutant) ind for Paul Ngongo Iversen (83.)

FREM: Magnus Juul Davidsen ind for Armend Aslani (83.)

For FREM blev Lucas Balck og Rasmus Wedege (målmand) ikke benyttet

Dommer: Simon Duerlund Rasmussen

Tilskuere: 392

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk