“D. 15. juni kommer jeg til at spille min sidste kamp for Boldklubben FREM.”

Sådan lød ordene fra vores anfører, Rasmus Louie Larsen, efter 4-2-sejren mod Ishøj IF d. 1. april, til stor overraskelse for alle fans, der var samlet foran FREMs klubhus for at fejre oprykningen til 2. division.

Rasmus Louie Larsen uddyber her sin beslutning:

– Mit liv har lært mig, at jeg skal huske at nyde det. For at nyde det nu, har jeg brug for balance, og derfor lytte til mig selv og min krop. Jeg vil sænke tempoet og prioritere tid til mig selv og mine nærmeste. I dag nyder jeg momenterne, men som en helhed har både krop og sind brug for at skære noget fra. Derfor har jeg besluttet at spille min sidste kamp d. 15. juni kl. 14.00 i Valby Idrætspark.

– Det er den bedste beslutning for mig, ligesom det var at blive en del af Boldklubben FREM i 2013. En klub, der for altid vil have en kæmpe plads i min sjæl, fyldt med god læring og lykkelige minder for livet. Spillere, stab, fans og alle omkring klubben har blandt andet givet mig en følelse af tryghed og anerkendelse. Jeg er jer evigt taknemmelig for at have gjort min tid i klubben uforglemmelig. Den følelse kan ikke beskrives med ord – den skal opleves.

– Det har været ubeskriveligt at repræsentere Boldklubben FREM, endda også som anfører, noget jeg kan se tilbage på med stolthed. Jeg vil nyde mine sidste kampe som aktiv fodboldspiller, og jeg håber at se så mange som muligt til vores sidste hjemmekamp i denne sæson og min sidste kamp. Det vil betyde utrolig meget for mig at afslutte min aktive fodboldkarriere sammen med dette fantastiske fællesskab.

– Altid for æren, aldrig for magten.

Rasmus Louie Larsen

Beran Camili fra Sportsudvalget i FREM fortæller om Louies stop:

– Vi tager afsked med en spiller, som har haft kæmpe betydning på banen af to omgange, men mindst lige så meget udenfor banen, hvor han er vellidt blandt alle. Louie er en ægte Fremmer, som altid har givet sig 100 procent, og som slutter sin tid på den helt perfekte måde, hvor han kan løfte oprykningspokalen som anfører.

– Hans engagement, passion og kampgejst har gjort ham til en kæmpe kraft på holdet, som vi kommer til at savne. Vi takker ham for alle de fantastiske øjeblikke, han har givet os, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.

Rasmus Louie Larsen kom til Boldklubben FREM fra AB i 2013 og fik debut d. 17. april 2013 mod Lolland Falster Alliancen. I 2016/17 blev han kåret til Årets spiller i Boldklubben FREM, men skiftede til lokalrivalerne Hvidovre IF i sommeren 2018. I sommeren 2022 gik turen tilbage til Sydhavnen, og det blev altså til to yderligere sæsoner i den tværstribede trøje.

Kampe158
Vundne64
Uafgjorte39
Mål13
Gule kort29
Røde kort5

Læs mere om Rasmus Louie Larsens karriere her: http://fodboldstatistik.com/#/player/75

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk