Naturligvis blev Jacob Pind dagens FREMMER i årets sidste kamp. Det var nemlig også Jacob Pinds sidste kamp, fordi FREM-anføreren i en alder af 25 har annonceret, at han stopper sin karriere.

Efter to og et halvt år som spiller i FREM sluttede det hele med en storsejr på 5-0 mod Jacob Pinds gamle klub, Slagelse.

Hverken sejren eller dens størrelse var der nogen, der kunne sige noget til. Den var både fortjent og ganske passende efter en kamp, hvor FREM virkelig rullede sig ud – og hvor holdet også havde muligheden for at gøre det.

Holdets træner, René Henriksen, havde foretaget to ændringer i forhold til det mandskab, der i sidste uge spillede 2-2 i Karlslunde.

Den ene ændring var dog tvunget, fordi Emil Schou Jørgensen har fået karantæne efter sit røde kort i Karlslunde. I stedet begyndte Kristoffer Dirksen i midterforsvaret sammen med Rasmus Grønne Jensen.

Derudover havde René Henriksen igen fundet plads til Oliver Møller-Jensen på venstrekanten, og oprindeligt var det åbenbart meningen, at angriberen Christian Helev skulle tage plads på bænken.

Men Christian Helev var med fra kampens start, hvor Jakob Skovgaard Larsen til gengæld manglede. Balancespilleren var blevet skadet i kampen i Karlslunde, og han var åbenbart alligevel ikke i stand til at spille mod Slagelse.

Det betød, at Jacob Pind i stedet kom til at udgøre bindeleddet mellem forsvar og midtbane, mens Oliver Andersen begyndte kampen på den centrale midtbane sammen med Frederik V. Kristensen.

Frederik V. Kristensen har i dette efterår vist høj klasse og lover godt for FREMtiden – Foto Preben Pathuel

Opgøret begyndte ret lige. De to hold skulle helt tydeligt lige se hinanden an. Men ret hurtigt blev det alligevel FREM, der blev mest nærgående.

I første omgang skete det i det ottende minut takket være et forsøg fra Isak Tånnander, der med et fladt skud fra kanten af feltet testede Slagelses målmand, Sebastian Olsen, der dog kunne redde uden større problemer.

Der var lidt flere problemer for vestsjællænderne minuttet efter, hvor en hjørnesparksbold dumpede ned i målfeltet, men Sebastian Olsen fik i sidste ende grebet ind.

Slagelse-keeperen fik også presset Isak Tånnander til at sende bolden over mål efter et lille kvarters spil, hvor han ellers havde modtaget en skøn bold fra Christian Bramsborg, der fra højre side havde løftet kuglen over Slagelse-forsvaret med det resultat, at FREM-topscoreren fik en god skudmulighed i straffesparksfeltet.

De samme to spillere kombinerede fikst på højrekanten fire minutter senere, hvor Isak Tånnander endte med at spille Christian Bramsborg fri med hælen. Backen tog et træk, hvorefter han sendte bolden få centimeter forbi venstre stolpe.

Minuttet lykkedes det faktisk for Oliver Andersen at få bolden i mål, men kampens dommer, Anders Randrup, annullerede den scoring p.g.a. offside.

Slagelse var sjældne gæster på FREMs banehalvdel i denne periode, men midtvejs i første halvleg lykkedes det for udeholdets Jean-Claude Bozga at komme på skudhold, da den tidligere HB Køge-spiller forsøgte sig med en optimistisk helflugter, efter at FREM-forsvaret i første omgang havde afvist et frisparksindlæg.

FREMs Rasmus Grønne Jensen ville også være med i skydeteltet, så han tog chancen fra små 30 meters afstand, men han måtte se sit forsøg ende lidt for langt til venstre.

Ingen grund til at Oliver Møller-Jensen ser lidt trist ud, han har bestemt overrasket og gjort det godt, selvom det blev til en stor afbrænder i dag – Foto Preben Pathuel

Oliver Møller-Jensen fik efter 25 minutters spil den hidtil bedste mulighed for at bringe FREM foran, da han satte sig igennem på venstrekanten og kom alene med Sebastian Olsen, der imidlertid diskede op med en flot parade.

Men to minutter senere gik den ikke længere for Slagelse.

Efter at det var lykkedes at afvise et hjørnespark fra FREM, kneb det noget mere med det næste hjørnespark. Det udnyttede den fremskudte Kristoffer Dirksen, der sendte bolden forbi Sebastian Olsen og ind i netmaskerne fra kanten af målfeltet.

Det var anden kamp i træk, Kristoffer Dirksen scorede. I kampen mod Karlslunde havde midterforsvareren scoret til 1-1 – ligeledes efter hjørnespark.

To minutter senere troede hele Valby Stadion, at det var blevet 2-0, da Christian Helev kom alene med Sebastian Olsen. I stedet for at skyde selv sendte angriberen en høj bold på tværs til den ligeledes helt frie Oliver Møller-Jensen i straffesparksfeltets venstre side.

Han stangede bolden i mål, men Anders Randrup valgte at underkende scoringen p.g.a. offside. Han vurderede altså, at Christian Helev i situationen ikke havde spillet bolden på tværs – men en anelse frem ad banen.

I stedet kunne Frederik V. Kristensen meget vel være kommet på scoringslisten efter en halv time, hvor Slagelse fik ekspederet hans hovedstødsafslutning væk på selve mållinjen. Under det efterfølgende flipper-spil i feltet appellerede FREM for straffespark, men situationen endte med frispark til Slagelse.

Kort efter fik de sortklædte vestsjællændere deres bedste mulighed i første halvleg.

Her trak Marius Kryger Lindh på tværs i FREMs straffesparksfelt fra venstre mod højre. Han endte med at sende en flad afslutning afsted, hvor bolden havde retning mod venstre side af målet, men FREM-keeper Rasmus Wedege fik strakt sig og sikrede sig på denne måde kontrol over læderet.

I stedet blev det 2-0 til FREM ti minutter før pausen.

Her strøg Isak Tånnander afsted i højre side, og det lykkedes for ham at komme i bund, hvorefter han sendte bolden skråt bagud til Christian Helev, der placerede bolden i højre side af Slagelses mål – uden chance for Sebastian Olsen.

Det var Christian Helevs tredje divisionsmål i denne sæson, men det skulle vise sig, at han ikke var færdig med at score denne lørdag.

Det blev til 2 mål og et gult kort til Christian Helev – Foto Preben Pathuel

Inden pausen nåede Frederik V. Kristensen dog at lave et velkvalificeret forsøg på at øge føringen til tre mål, da han sendte en flad afslutning afsted, som Sebastian Olsen fik fat i helt ude ved venstre stolpe.

FREMs Oliver Andersen og Slagelses Anders Heber Kaiser havde desuden et par forsøg i den optimistiske kategori, inden Anders Randrup kunne fløjte til pause med den for FREM behagelige tomålsføring.

Fire minutter inde i anden halvleg fik Slagelse en mulighed, der måske kunne have givet lidt spænding om udfaldet.

Her fik angriberen Nikolaj Østergaard lidt plads at løbe på fra sin placering midt på banen ud i venstre side. Her kom han i duel med Rasmus Wedege i en lidt spids vinkel. Han skød på mål, men FREM-keeperen reddede, og riposten til den indskiftede Mathias Bjaldby (med sort hjelmfarve) lå tæt på mål, og den fik Rasmus Wedege også blokeret.

I stedet var Oliver Møller-Jensen få minutter senere nærgående med et langskudsforsøg, der dog blev en anelse for højt og en anelse for langt til højre.

Slagelse havde i denne fase af kampen store problemer med at få bolden ud af egen forsvarszone, og det blev fatalt efter 12 minutter af anden halvleg.

Isak Tånnander (liggende) scorer på en ripost fra måske kampens bedste spiller Oliver G. Andersen (10) – Foto Preben Pathuel

Her udnyttede Oliver Andersen flot, at han havde plads i højre side af straffesparksfeltet til at skyde på mål, og selvom Sebastian Olsen halvklarede forsøget, så hjalp det ikke udeholdet, for bolden røg lige ud til Isak Tånnander, der sagde tak ved at sende den forbi alt og alle til 3-0.

Og godt et minut senere skulle der igen lægges til henne på lystavlen.

Her havde Slagelse problemer med at få bolden ud af målfeltet, og det udnyttede Christian Helev til at score sit andet og FREMs fjerde mål i kampen, som dermed definitivt var afgjort.

FREM var imidlertid ikke færdige, og midtvejs i anden halvleg scorede Isak Tånnander et lidt pudsigt mål efter et hjørnespark i venstre side. De fleste på Valby Stadion regnede med, at Anders Randrup havde fløjtet for offside, men dommeren endte med at anerkende scoringen, som betød, at FREMs topscorer nu også er topscorer i 3. Division med 13 træffere.

Isak er nu delt topscorer i 3. Division – Foto Preben Pathuel

Det var anden gang i denne sæson, at FREM scorede fem mål. Det skete også i hjemmekampen mod Karlslunde (5-0).

Det var samtidig fjerde gang i denne sæson, at Isak Tånnander scorede to mål i samme kamp. Det gjorde han også i ovennævnte kamp mod Karlslunde samt i udekampen mod Næsby (2-0) og hjemmekampen mod KFUM Roskilde (3-2).

Stemningen blandt FREMs fans var virkelig god efter lørdagens festfyrværkeri af et målorgie. Men spillemæssigt blev resten af opgøret en lidt flad affære, hvor ingen af holdene var voldsomt interesserede i at investere alt for mange kræfter i at lave flere mål.

Tættest på scoring var FREM tre minutter før tid, hvor indskiftede Andreas Winther Mortensen slog et udmærket indlæg fra venstre side, som ligeledes indskiftede Rasmus Fugl lige nøjagtig ikke kunne nå frem til at pande i mål.

Så 5-0 blev kampens resultat, og dermed kan der gøres status efter et efterår, der slutter med, at FREM kan overvintre på en andenplads i 3. Division – syv point efter FC Roskilde, men fire point og en betragtelig bedre målscore end IF Lyseng på tredjepladsen.

Der mangler fem runder af grundspillet, og der er ti point samt fire hold imellem FREM og den streg, der deler holdene. FREM skal med andre ord på det nærmeste tabe resten af grundspilskampene for ikke at komme i oprykningsspilet. Og selv da er det særdeles usandsynligt, at så mange hold vil kunne indhente FREM på kun fem kampe.

FREM har i efteråret vist sig som et målfarligt hold, da det er lykkedes at score mod samtlige modstandere. Og kun i den forblæste udekamp mod FC Roskilde (0-3) kom René Henriksens tropper slet ikke på måltavlen.

Det blev til hele 3 unge debutanter i sidste kamp: Dogus Demirovski, Don Darryl og Andreas Winther Mortensen – Foto Preben Pathuel

Samtidig er holdet svært at slå. Ud over ovennævnte kamp er det kun blevet til et enkelt nederlag – nemlig hjemme mod Vanløse (2-3).

Svagheden har så afgjort ligget i, at det har været svært for FREM at lukke kampene. Otte ud af de 17 kampe er vundet – men kun to af dem med et enkelt mål. Det er 3-2 sejren hjemme mod KFUM Roskilde samt udekampen mod VSK Aarhus (2-1).

Syv kampe er endt uafgjort, og flere af dem er endt remis efter sene mål til modstanderne.

Man skal dog tænke på, at et point er bedre end nul point. Og modstanderne i disse kampe får jo altså kun ét point for uafgjort – og ikke de tre point, som de ville have fået, hvis det havde været et sejrsmål, de havde scoret til sidst.

Noget kunne desuden tyde på, at problemet er ved at være fortid. De sidste syv kampe har FREM været ubesejret. Og af de syv kampe er de fem vundet.

Der er derfor grund til optimisme inden forårets første kamp, som er en udekamp mod Dalum – også selvom den bliver uden Jacob Pind, der så afgjort bliver et stort tab.

Men holdet skal jo ikke kun spille kampene med ti mand. Så mon ikke FREM som minimum taler med om oprykningen, når regnebrættet skal gøres op til juni?

Holdet har i hvert fald givet sig selv gode betingelser!

Årets sidste vinderfoto – foto Preben Pathuel

Matchfacts

FREM – Slagelse 5-0 (2-0)

Mål
1-0 Kristoffer Dirksen (27.)
2-0 Christian Helev (35.)
3-0 Isak Tånnander (57.)
4-0 Christian Helev (59.)
5-0 Isak Tånnander (67.)

Advarsler

FREM: Christian Helev (33.)
Slagelse: Marc Nielsen (84.), Mikkel Petersen (89.)

Holdopstillinger

FREM: Rasmus Wedege – Christian Bramsborg, Rasmus Grønne Jensen, Kristoffer Dirksen, Matthias Andersen – Jacob Pind – Isak Tånnander, Frederik V. Kristensen, Oliver Andersen, Oliver Møller-Jensen – Christian Helev

Slagelse: Sebastian Olsen – Marc Nielsen, Noah Larsen, Jean-Claude Bozga, Jonas Moos Pedersen – Marius Kryger Lindh, Anders Heber Kaiser, Rasmus Søe Andersen, Rasmus Grosen – Jacob Mathias Christensen, Nikolaj Østergaard

Udskiftninger

Slagelse: Mathias Bjaldby ind for Noah Larsen (46.)

Slagelse: Mikkel Petersen ind for Nikolaj Østergaard (61.)

Slagelse: Jens-Victor Madsen ind for Jacob Mathias Christensen (61.)

Slagelse: Mads Littrup ind for Marius Kryger Lindh (61.)

FREM: Dogus Demirovski ind for Oliver Møller-Jensen (69.)

FREM: Rasmus Fugl ind for Christian Helev (69.)

FREM: Andreas Winther Mortensen ind for Isak Tånnander (83.)

FREM: Don Darryl ind for Jacob Pind (89.)

FREM: Philip Herslov ind for Oliver Andersen (89.)

For FREM blev Vitus Sindahl (målmand) ikke benyttet

Dommer: Anders Randrup

Tilskuere: 712

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.