Af BK Frem Support

Ovenpå en uge med hårde træningspas, fokus på kost, form og taktiske detaljer samt en intens træningskamp mod Holbæk, som endte som en målløs pointdeler, blev det tid til at parkere støvlerne.

“Dagens Fremmer” fra BK Frem Support og Boldklubben FREM ApS havde teamet op og i fællesskab givet det økonomiske rygstød, som sikrede, at spillere og stab blev forkælet med en ekstra lækker og festlig afslutningsmiddag på opholdets sidste aften – et stærkt bevis på, hvad fællesskabet i Boldklubben FREM kan!

På restaurant Sahin Et Mangal stod menuen på et overflødighedshorn af lokale specialiteter i form af mixed grill og et hav af friske salater og tilbehør. Middagen blev rundet af med den obligatoriske tyrkiske kaffe og dessert. Efter maden fortsatte den gode stemning, og der blev grinet og hygget på kryds og tværs.

Som det ultimative punktum på en fantastisk aften kastede spillerne sig ud i den lokale tradition med tyrkisk fællesdans!

Stemningen var i top fra starten, men – og der er et kæmpe MEN – vi må dog erkende, at spillerne heldigvis er markant skarpere med støvlerne på end til tyrkisk dans.

I vores klub er det som bekendt ikke nok at kunne spille bold; man skal også kunne synge, og gerne højt!

Da truppen til den kommende sæson tæller en hel del nye ansigter, er træningslejren også blevet brugt på noget mindst lige så vigtigt som taktik og fysik – nemlig klubsangen! Vores erfarne spillere har taget teten og lært de nye teksten, så de kan få den ind under huden, inden vi igen, traditionen tro, skal kåre dagens bedste spiller med fidusbamsen.

Vi har indhentet en udtalelse fra Anfører Emil Schou:

“Det har været den perfekte afslutning på en stærk træningslejr. Lækker mad, dans og stemning i den helt rette FREM-ånd. Vi har selvfølgelig også sunget klubsangen; de nye skal jo kunne den, når de en dag står med bamsen. At pengene samtidig går til en fælles aften for hele holdet og staben, understreger netop, at selvom én spiller bliver hyldet, så er det holdets arbejde, der ligger bag. Bamsen er ikke kun en sjov og fed tradition; den symboliserer noget større og bringer os tættere sammen!”

Sidst men ikke mindst: Fra Dagens Fremmer skal der lyde en kæmpe TAK og klapsalve til alle jer, der donerer en 10’er eller mere.

Det er jeres fortjeneste, at vi kan være med til at give holdet dette pusterum midt i de hårde forberedelser!

Det var en aften, hvor spillerne og staben blev fejret – en aften, hvor de ALLE for EN var Dagens FREMMER!

Vi glæder os til at se jer på lægterne igen, når vi starter sæsonen op med fornyet energi, og vi håber på jeres fortsatte flotte opbakning, så vi kan blive ved med at skabe disse unikke minder for holdet.

Første kamp er på hjemmebane mod Nykøbing FC lørdag d. 7. marts kl. 14.00.

Inden da kan du dog være med til en helt særlig aften, når Boldklubben FREM ApS og Vores Liga onsdag d. 4. marts inviterer til live-podcast og opvarmning til sæsonstarten i FREMs klubhus.

Du tilmelder dig ved at købe en billet via boldbillet, den koster 100 kroner og inkluderer en let anretning samt en drikkevare.

Aftenen er sponsoreret af GF Forsikring Hovedstaden, og overskuddet går ubeskåret til Boldklubben FREM ApS’ fantastiske frivillige.

Forårskram fra BK Frem Support

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. :+45 40 14 94 69

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 17

Torsdag kl. 10 – 16


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk