B.93 vandt det klassiske københavner-derby med 1-0 på et mål kort før pausen, og dermed skal FREM formentlig have en sejr på udebane mod Middelfart i sidste runde for at komme i næste sæsons 2. Division.

FREM skabte generelt for lidt til at kunne true B.93, og derfor var det ikke ganske ufortjent, at ’Den Hvide Dame’ kunne tage hjem med alle tre point takket være det mål, som Østerbro-holdets Hamid El Idrissi scorede to minutter før pausefløjt – med hjælp fra FREMs Christian Bramsborg.

På forhånd stod det klart, at FREM havde mest på spil i kampen.

Jammerbugt havde aftenen forinden takket være 0-0 hjemme mod Brabrand definitivt sikret sig førstepladsen, der betyder oprykning til Nordic Bet Ligaen. Dermed stod det også klart, at B.93 kommer med i den nye landsdækkende 2. Division takket være deres andenplads i rækken.

Andreas Lundberg spillede sidste hjemmekamp og modtog blomster inden kampen fra både klubben og supporterne (Foto: Preben Pathuel)

FREM kæmper derimod med en hel stribe klubber om placeringerne fra 5-8. Nummer 5 og 6 kommer i 2. Division, mens nummer 7 og 8 kommer i 3. Division. Navnene på de nye rækker blev fastlagt i den forløbne uge.

I forhold til sidste uges kamp mod Brabrand (1-1) havde FREM-træner René Henriksen foretaget tre ændringer.

Matthias Andersen var gledet ud af truppen, mens Oliver Basse samt Danel Anusic var røget på bænken. I stedet var der blevet plads til Jacob Pind, som var ramt af karantæne til kampen mod Brabrand. Derudover var Frederik Sundstrup og André Riel tilbage i startopstillingen.

Desuden havde René Henriksen ændret system, så holdet stillede op i en 4-1-4-1 formation med Andreas Lundberg som bølgebryder imellem forsvaret og midtbanen.

Selvom B.93 som nævnt ikke havde det store at spille for, var det nu ikke til at se på deres indsats. Og allerede i andet minut fik FREM at føle, at de ikke ville komme let til point.

Her afsluttede Souheib Dhaflaoui et nipser-angreb fra gæsternes side med en kvalificeret flad afslutning, der tvang Andreas Larsen ud i en redning. Men FREM-målmanden havde fuldstændig styr på situationen.

Samme Souheib Dhaflaoui var kampen igennem en evig kilde til uro for FREM-forsvaret med snævre træk og lyst til at skyde på mål.

Efter hans tidlige skud fulgte en periode i kampen, hvor de to hold følte hinanden lidt på tænderne, uden at det lykkedes for nogle af dem at skabe det helt store. B.93 var generelt dominerende, men FREM-forsvaret havde egentlig ret godt styr på deres modstandere i kampens indledende fase.

Træner René Henriksen ser med rette bekymret ud (Foto: Preben Pathuel)

FREM kom nu så småt med i kampen, og efter et kvarter var det ved at blive farligt, da FREM fik presset B.93-forsvaret til en hasarderet tilbagelægning til målmand Aris Vaporakis. Med lidt besvær lykkedes det dog for gæsterne at få bolden væk fra farezonen i den situation.

Herefter måtte holdene have en lille vand-pause på denne årets første dag med rigtigt sommervejr. Og derefter var der frispark til FREM i venstre side. Bolden endte i panden på Paul Ngongo Iversen, men han var for presset til, at hovedstøds-afslutningen kunne få kvalitet nok til at true B.93-keeper Vaporakis.

Lucas Balck forsøgte sig kort efter fra kanten af feltet med et skud, der både savnede lidt retning og lidt fart. Og midtvejs i første halvleg valgte André Riel at skyde direkte på mål på et frispark i venstre side, hvor det ikke lykkedes for ham at dirigere bolden helt ind til målet.

I stedet var B.93 tæt på at bringe sig foran efter en lille halv time.

Her broderede udeholdet sig lidt for let igennem i deres højre side, og Andreas Larsen måtte gå ud af sit mål. Ham fik gæsterne passeret, men netop som det så ud til, at de ville komme foran, fik Andreas Lundberg – der spillede afskedskamp på hjemmebanen – ekspederet kuglen væk på selve mållinjen.

Fem minutter senere var den gal i samme side, da Oliver Carrara snød FREMs offside-fælde. Den tidligere Avarta-spiller sprintede mod mål, men det lykkedes for de tværstribedes forsvar at lave så godt et tilbageløb, at han blev presset til at sende sit skud i sidenettet.

Derefter fik FREM de to bedste muligheder i hele kampen inden for et minut.

Først lykkedes det at få sammensat et godt angreb i højre side, der sluttede med, at Lucas Balck lagde bolden skråt bagud til Andreas Smed, der stod godt placeret midt i feltet. Det lykkedes imidlertid lige nøjagtig for B.93 at få blokeret hans skud til et hjørnespark, der endte med en afslutning, der tvang Aris Vaporakis ud i fuld længde for at forhindre FREM i at komme foran.

På den baggrund så det ud som om, de to hold kunne gå til pausen med stillingen 0-0. Men B.93 ville det anderledes.

To minutter før pausen fik gæsterne hjørnespark i højre side. I første omgang så det ud til, at FREM fik afværget faren. Men det lykkedes ikke at få sparket ordentligt væk, og i stedet fik forsvareren Hamid El Idrissi fat i bolden. Han skød på mål og ramte FREMs Christian Bramsborg med det resultat, at Andreas Larsen intet kunne stille op mod skuddet.

Målet blev af dommeren noteret som et selvmål.

Hele 1076 var på plads på lægterne – og dermed var der udsolgt (Foto: Preben Pathuel)

Det var første gang, FREM kom bagud på hjemmebane siden nederlaget på kunststofbanen mod Dalum i den første hjemmekamp i 2021 (0-2). Det var indtil denne lørdag også den eneste kamp på hjemmebane, som FREM tabte i hele sæsonen.

Målet var en kold spand vand at få i hovedet inden pausen, og på forhånd stod det klart, at det godt kunne blive svært at vende slagets gang.

Dels er der ikke scoret mere end et mål i kampene imellem de to klubber i de seneste tre år. Dels har B.93 et rigtig godt forsvar. Kun i én 2. Divisions-kamp i foråret har modstanderne lavet mere end et mål mod dem. Det var i deres hjemmesejr over Holbæk (6-2).

Men forsøget skulle jo gøres, og efter syv minutters spil var chancen til stede, da Paul Ngongo Iversen strøg afsted i højre side på et kontraløb, hvor FREM var tre mod to. FREM-topscoreren kunne have skudt selv, og det burde han nok have gjort. Nu valgte han i stedet at lægge bolden på tværs med det resultat, at chancen løb ud i sandet.

Det var meget karakteristisk for FREM i denne halvleg. Enten løb holdet i offside, eller også lavede de en fejlaflevering, der forhindrede angrebet i at blive til en målchance.

Tættest på var værterne egentlig efter et kvarters spil med et kontraangreb, hvor indlægget til Paul Ngongo Iversen blev for højt, og hvor B.93 måtte give et hjørnespark, der efterfølgende endte med et skudforsøg fra Jacob Pind. FREM-anføreren sendte bolden en anelse over målet.

René Henriksens tropper havde også tilløb til en god chance midtvejs i anden halvleg, da André Riel satte fart på midt på banen. Men han fik taget et træk for meget, og så fik B.93 blokeret den mulighed.

Paul Ngongo Iversen gjorde sig uheldigt bemærket med en udvisning (Foto: Preben Pathuel)

Udeholdet havde derimod flere bud på at komme på 2-0.

Souheib Dhaflaoui var som nævnt skydelysten, og både FREMs forsvarere og Andreas Larsen havde deres kvaler med hans forsøg. Men tættest på kom de hvidblusede små 20 minutter før tid efter et hjørnespark, der endte i panden på forsvareren Søren Koefoed Sørensen, som i fri position dirigerede sit hovedstød få centimeter forbi højre stolpe.

Fem minutter senere sket der så noget, der i høj grad fik indflydelse på kampen.

Efter en nærkamp mellem FREMs Paul Ngongo Iversen og B.93-indskifteren Abdullah Iqbal faldt udeholdets spiller til jorden og måtte til behandling. Dommer Benjamin Willaume-Jantzen takserede efter flere minutters spilstop episoden til udvisning til FREM-angriberen.

Det var tredje gang på et år, Paul Ngongo Iversen fik det røde kort. Det skete også i sidste sæsons kamp mod Aarhus Fremad (0-7) og i dette forårs udekamp mod Thisted (1-1).

FREM havde som nævnt ikke skabt ret meget i anden halvleg, og det blev ikke nemmere af, at holdet var i undertal.

På trods af flere store muligheder kampen igennem endte det i skuffelse for FREM-spillerne (Foto: Preben Pathuel)

Det lykkedes ganske vist for Andreas Agermose Hansen at få bolden forbi Aris Vaporakis og i mål fem minutter før tid. Men her var der forinden fløjtet for offside. Og det var der ikke store protester over.

Tættest på i slutfasen var faktisk B.93s unge Jeppe Erenbjerg, hvis skudforsøg strøg tæt over FREMs mål.

End ikke en ultimativ offensiv i tillægstiden, hvor forsvareren Emil Schou Jørgensen søgte med frem, gav en chance. Og det var meget symptomatisk for en mindre heldig indsats, at et afsluttende indkast tæt på udeholdets straffesparksfelt endte med at gå direkte ud til målspark til gæsterne.

Derfor måtte FREM notere sæsonens første (og sidste) nederlag på Valby Stadion.

Middelfart vandt samtidig 2-1 ude over Aarhus Fremad, og med forbehold for resultatet i søndagens kamp mellem Thisted og VSK Aarhus tyder alt nu på, at FREM skal vinde den sidste kamp i Middelfart for at komme med i den nye 2. Division.

Kampens Spiller blev Andreas Lundberg, og flasken blev overrakt af overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen (Foto: Preben Pathuel)

Matchfacts

FREM – B.93 0-1 (0-1)

Mål:

0-1 Christian Bramsborg (selvmål, 43.)

Advarsler:

FREM: Andreas Lundberg (50.)
B.93: Niels Morberg (84.), Mican Atici (90.)

Udvisning:

FREM: Paul Ngongo Iversen (77.)

Holdopstillinger:

FREM: Andreas Larsen – Christian Bramsborg, Rasmus Grønne Jensen, Emil Schou Jørgensen, Frederik Sundstrup – Andreas Lundberg – Lucas Balck, André Riel, Jacob Pind, Andreas Smed – Paul Ngongo Iversen

B.93: Aris Vaporakis – Simon Sylvest Wæver, Søren Koefoed Sørensen, Hamid El Idrissi, Benjamin Lund – Niels Morberg, Mikkel Mouritz Jensen, Lauge Persson, Souheib Dhaflaoui – Jeppe Erenbjerg, Oliver Carrara

Udskiftninger:

FREM: Emil Bjørn ind for Christian Bramsborg (55.)

FREM: Daniel Anusic ind for Andreas Lundberg (55.)

B.93: Abdullah Iqbal ind for Lauge Persson (65.)

B.93: Milan Justin Silva Rasmussen ind for Oliver Carrara (65.)

FREM: Andreas Agermose Hansen ind for Andreas Smed (65.)

B.93: Rasmus Brodersen ind for Benjamin Lund (73.)

B.93: Mican Atici ind for Simon Sylvest Wæver (82.)

For FREM blev Magnus Juul Davidsen, Elias Gärtig, Oliver Basse og Rasmus Wedege (målmand) ikke benyttet

Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen

Tilskuere: 1.076 (udsolgt efter corona-regler)

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.