Efter tre nederlag på stribe kom FREM lørdag eftermiddag tilbage på sejrsporet, da det blev 3-1 hjemme over Lyseng, som dermed rykker ned i Danmarksserien.
Marc Winkel sørgede for føring til FREM, som alligevel måtte gå til pause med stillingen 1-1. Men i anden halvleg sikrede mål af Malthe Karsberg og Asger Hemmingsen de tre point til de tværstribede.
FREM kom til kampen på bagkant af tre nederlag på stribe, og i forhold til sidste rundes udekamp mod Sundby (1-2) havde træner Marc Thevis foretaget tre ændringer i startopstillingen.
Oussama Djafer-Bey, Noah Danboe Poulsen og Jonathan Pank Iversen var alle gledet ud. I stedet var der gjort plads til Thor Høholt, Marc Winkel og Rasmus Fink Hansen.
Lyseng kom til Valby Stadion med bevidstheden om, at de skulle vinde kampen, hvis de skulle have bare en mikroskopisk chance for ikke at rykke ned i Danmarksserien.
Og det var holdet fra det sydlige Aarhus, der fik den første mulighed for at score i kampen, der foregik i gråvejr og småkulde – rent bortset fra, at regnen i et kvarter i første halvleg også væltede ned i stride strømme.
Lysengs første mulighed kom efter seks minutters spil, da FREM begik et frispark tæt på eget felt.
Forsvarsspilleren Johan Killerich skød direkte på mål, og det gjorde han så godt, at han tvang en flot redning ud af FREM’s målmand, Tobias Søderstrøm.
Men allerede i samme minut svarede FREM igen.
Her lykkedes det at spille angriberen Justin Shaibu fri i venstre side, og fra kanten af straffesparskfeltet skød han forbi den fremstormende Lyseng-keeper, Niclas Banck-Skødt – og højre stolpe.
Og FREM fortsatte.
Justin Shaibu fik endnu en chance – denne gang en løs chance efter opspil i højre side. Og to minutter senere var det Daniel Warmbach, der skød på mål efter et glimrende FREM-angreb. Her måtte Niclas Banck-Skødt give hjørnespark på det velplacerede skud, men der kom der ikke det store ud af hjørnesparket.
Midtvejs i første halvleg kom belønningen så.
Lyseng fik begået et frispark mod Justin Shaibu i højre side – tæt på straffesparksfeltet. Marc Winkel tog sig af det, løftede bolden over forsvarsmuren, og tilskuerne kunne fornemme hele vejen, at bolden havde kurs direkte mod det korte hjørne.
Det var Marc Winkels andet mål i denne sæson. Han scorede også målet til 2-1 til FREM, da det blev 6-2 over netop Lyseng på udebane tidligere i slutspillet.
Efter føringsmålet kom Lyseng bedre med, og de endte alt i alt med at vinde statistikken over hjørnespark i første halvleg med 6-2.
”Hjørnesparket sponseres af Fælleskassen,” nåede stadionspeakeren lige at sige i højttaleren 12 minutter før pausen, inden en hjørnesparksbold fra Lysengs venstre side nåede hen til forsvarsspilleren Philip Blichfeldt, som henne ved højre stolpe hoppede højest og headede kuglen i nettet.
Det var anden gang i denne sæson, at begge hold scorede i første halvleg på Valby Stadion. Det skete også mod Nykøbing FC (1-1).
Til gengæld var det første gang overhovedet i denne sæson, at udeholdet fik udlignet en føring til FREM på Valby Stadion. Men man kan indvende, at den statistik ikke siger så forfærdeligt meget, for modstanderne har scoret det første mål i ni ud af 14 hjemmekampe – og vundet de otte.
I lørdagens kamp mod Lyseng havde FREM en god mulighed nogle minutter efter målet til 1-1.
Asger Hemmingsen efter et glimrende skød på mål fra kanten af straffesparksfeltet, men hans forsøg var lidt for langt til venstre.
Der var også fare på færde i den anden ende efter endnu et hjørnespark i gæsternes venstre side.
Her opstod der klumpspil, og FREM havde umanerligt svært ved at få bolden ud af farezonen. Det lykkedes dog til sidst, og i stedet var det Justin Shaibu, der fik halvlegens sidste mulighed, da han skød på mål fra venstre side. Afslutningen var dog ikke farlig nok til at true Niclas Banck-Skødt.
Til gengæld var det Lyseng, der kom bedst ud til anden halvleg. Og det udmøntede sig i et par gevaldige chancer.
Først svigtede FREM’s opdækning med det resultat, at Tobias Søderstrøm måtte gå ud af sit mål i en en-mod-en situation mod angriberen Nikoilaj Sønderby. Den situation kom FREM-kepperen sejrrigt ud af, men Alan Sediq kunne have sparket riposten ind, hvis det ikke havde været for et par FREM-blokeringer.
Til sidst fik Tobias Søderstrøm nået tilbage til mållinjen og grebet bolden.
Efter ti minutters spil var det midtbanespilleren Malthe Friis-Christensen, som fra venstrekanten lavede en skudfinte og tog et par gode træk ind i banen, inden han kom på skudhold og sendte bolden forbi Tobias Søderstrøm og også tæt forbi højre stolpe, hvor en medspiller ikke kunne nå frem til at prikke den ind.
Efter forskrækkelsen fik FREM bedre fat. Og det udmøntede sig i en scoring midtvejs i anden halvleg.
Her svigtede offside-fælden hos Lyseng med det resultat, at Rasmus Fink Hansen kom i løb i højre side af straffesparksfeltet. Vinklen blev lidt spids, og selvom midtbanespilleren kunne have forsøgt sig selv, valgte han klogeligt at spille ind mod midten til Malthe Karsberg, som i fri position kunne bringe FREM i front på ny.
Det var Malthe Karsbergs fjerde mål i denne sæson – og det første i slutspillet.
Malthe Karsberg var også nær blevet oplægger til endnu et mål, da FREM små 20 minutter slog til i et kontraangreb, men den indskiftede Jonathan Pank Iversen kunne ikke få kontrol over kuglen i den situation.
I stedet fik Lyseng en mulighed for en livgivende udligning, da Malthe Friis-Christensen afsluttede et godt angreb i gæsternes venstre side med en flad afslutning, der nærmest var med hælen. Her tvang han en god redning ud af Tobias Søderstrøm.
Men herefter slog FREM til igen.
På et kontraangreb var det indskiftede Tekin Abdulovski, som i venstre side af straffesparksfeltet kom forbi sin oppasser og fik fyret af. Niclas Banck-Skødt reddede i første omgang, men Asger Hemmingsen headede riposten ind til 3-1.
Det var Asger Hemmingsens sjette mål i denne sæson – men det første i slutspillet. Asger Hemmingsens seneste mål var sejrsmålet mod topholdet Nykøbing FC på udebane i efteråret (2-1).
Hans mål denne lørdag tog lidt af gnisten af opgøret, for Lyseng var herefter i den situation, at de skulle score tre gange for at bevare håbet om at klare frisag i bunden.
Fra et FREM-perspektiv var det glædeligt, at der til sidst blev comeback til Emil Schou Jørgensen, der har været ude med en skade hele foråret.
Den bedste mulighed i slutfasen tilfaldt FREM, men forsøget fra Malthe Karsberg var denne gang for forkølet til, at det kunne true Niclas Banck-Skødt.
Med sejren røg Lyseng altså definitivt ned i Danmarksserien efter fire år som divisionsklub.
Da både Vejgaard og Odder tabte andetsteds, har FREM til gengæld nu henholdsvis otte og ni point ned til konkurrenterne.
I næste kamp går det løs hjemme mod Holbæk, der har gjort rent bord i kvalifikationsspillet.
Matchfacts
FREM – Lyseng 3-1 (1-1)
Mål
1-0 Marc Winkel (25.)
1-1 Philip Blichfeldt (33.)
2-1 Malthe Karsberg (66.)
3-1 Asger Hemmingsen (79.)
Holdopstillinger
FREM: Tobias Søderstrøm – Christoffer Remmer, Thor Høholt, Casper Froulund, Philip Oslev – Daniel Warmbach, Rasmus Fink Hansen – Marc Winkel, Asger Hemmingsen, Malthe Karsberg – Justin Shaibu
Lyseng: Niclas Banck-Skødt – Jesper Broberg, Johan Kiilerich, Philip Blichfeldt, Magnus Wilkens – Alfa Kutanga Muloko, Malthe Friis-Christensen, Mads Schmidt Hansen – Phun Mang, Alan Sediq – Nikolaj Sønderby
Udskiftninger
Lyseng: Blend Istrefi ind for Alan Sediq (58.)
Lyseng: Marcus Tøfting ind for Nikolaj Sønderby (58.)
FREM: Tekin Abdulovski ind for Justin Shaibu (68.)
FREM: Jonathan Pank Iversen ind for Rasmus Fink Hansen (68.)
Lyseng: Arthur Brøgger Thygesen ind for Magnus Wilkens (80.)
FREM: Emil Schou Jørgensen ind for Thor Høholt (84.)
FREM: Noah Danboe Poulsen ind for Marc Winkel (84.)
FREM: Andreas Vilberg ind for Asger Hemmingsen (88.)
For FREM blev Alex Batista Lindstrøm, Niclas Coort og Lucas Wernblad (målmand) ikke benyttet.
Advarsler: Ingen
Dommer: Mads Kildal Christensen
Tilskuere: 663
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Fotos: Claus M. Hansen













































