Hørsholm/Usserød vandt 1-0 på et tidligt mål i lørdagens kamp på Valby Stadion, som FREM havde chancer nok til at få point i.
For fjerde gang i de seneste fem hjemmekampe måtte FREM se sig slået med et enkelt mål. Og nok en gang viste det sig umuligt for holdet at få udlignet, når modstanderen har scoret først. Det er endnu ikke lykkedes i denne sæson, og det er bl.a. derfor, holdet nu er tættere på nedrykning end oprykning.
Efter sidste weekends sejr på Falster over førerholdet Nykøbing FC (2-1) havde cheftræner Daniel ’Elly’ Pedersen ændret på en enkelt plads i startopstillingen til kampen mod Hørsholm/Usserød.
Det var Justin Shaibu, der denne gang begyndte kampen på banen, mens Marc Winkel ikke var med.
Formationen var tilbage i 3-4-2-1, som FREM har spillet med adskillige gange i dette efterår. Justin Shaibu var ene spydspids med støtte fra Emil Wass og Nicholas Sejr.
Selve kampen begyndte meget lige, for de to hold skulle lige se hinanden lidt an. FREM havde i kampens start tilløb til en enkelt chance fra højre side, men der blev ikke det store ud af den situation.
Det gjorde der så til gengæld i den anden ende efter små ti minutter.
Det var gæsternes Anas Al-Hummadi, der opfangede bolden midt på FREMs banehalvdel. Han foretog et rapt fodskifte, satte fart på og spillede bolden til højre til en fri Gustav Holm, som løb mod målet. FREM’s målmand, Tobias Søderstrøm, gik godt ud af sit mål, og han fik også fingerspidserne på afslutningen – et lob – men han kunne ikke forhindre bolden i at trille ind i netmaskerne.
Fem minutter senere kunne det meget vel være blevet 2-0, da samme Gustav Holm igen var på spil og fik en friløber. Denne gang reddede Tobias Søderstrøm holdet med en fodparade.
Men efterhånden fik FREM arbejdet sig ind i kampen – og tilspillet sig et overtag.
Dét gav bonus i form af den første store chance til FREM efter 20 minutter, da Philip Oslev brød igennem på højrekanten og løftede bolden over alt og alle og hen til modsatte stolpe, hvor Emil Wass i glidende position lige nøjagtig ikke kunne få et ordentligt træf på kuglen.
Ti minutter senere fik FREM bragt ubalance i forsvaret, men selvom Justin Shaibu kunne have afsluttet selv midt for mål, valgte han at lægge bolden til højre mod Philip Oslev – og derefter gik chancen tabt.
Til gengæld fik samme Justin Shaibu en gigantisk chance for at udligne, da der manglede ti minutter af første halvleg.
Her sendte Malthe Karsberg et godt indlæg ind fra venstre side, som fandt frem til en helt fri Justin Shaibu, som fra få meters afstand imidlertid sendte bolden forbi højre stolpe.
Samme Malthe Karsberg gav den igen som kuglestøber tre minutter senere, hvor det var Nicholas Sejr, der fik en god hovedstødschance midt for mål. Men han sendte sit forsøg over overliggeren.
Fem minutter før pausen tog Casper Froulund chancen med et glimrende skudforsøg, hvor han tvang Hørsholm-Usserøds målmand, Oliver Stenderup, ud i en redning, som endte med at blive til en ripost, som der dog ikke var en FREM-spiller i nærheden af til at sparke i kassen.
Hørsholm-Usserøds bedste forsøg i denne periode var et par behjertede langskud fra Emil Walløe og målscoreren Gustav Holm.
Lige inden pausen lykkedes det faktisk for nordsjællænderne igen at sende kuglen i kassen, men dommer Mikkel Dalgaard annullerede målet p.g.a. offside. Det så ud til at være en korrekt dom.
I pausen valgte ’Elly’ at pille Emil Wass ud til fordel for Asger Hemmingsen, og det var meget tæt på at give pote allerede i anden halvlegs andet minut.
Her fik Justin Shaibu en god bold i dybden, som han endte med at lægge af til venstre til Asger Hemmingsen, som skød på mål, men som måtte se Oliver Stenderup redde forsøget.
Det samme måtte samme Asger Hemmingsen efter ti minutters spil, hvor han – selvom han var omgivet af tre-fire modstandere – fik sendt en ganske kvalificeret afslutning afsted, som Hørsholm-Usserød keeperen imidlertid fik strakt sig ud i fuld længde og reddet.
Nicholas Sejr havde i fortsættelsen også et par udmærkede forsøg – først et frispark, som Oliver Stenderup reddede uden større besvær, og dernæst et glimrende skud, som keeperen dog også tog sig af.
Hørsholm/Usserød var sjældne gæster på FREM’s banehalvdel i anden halvleg, men et par chancer skal dog nævnes.
Efter et lille kvarter lykkedes det for Alexander Hvid at bryde igennem i gæsternes venstre side, men han fik ikke retning nok på sin afslutning.
Det så farligere ud et kvarter før tid, da den indskiftede Khalid Al-Ali modtog en skøn aflevering i dybden og egentlig havde frit løb mod FREM’s mål. Det lykkedes dog for FREM-forsvaret at få løbet tilbage og afværget til hjørnespark ved den anledning.
Derudover stod der FREM på det meste.
Justin Shaibu havde 12 minutter før tid et skudforsøg, som Oliver Stenderup parerede til hjørnespark. Og i to tilfælde opstod der efter dødbolde et kæmpe klumpspil i gæsternes straffesparksfelt, hvor bolden hoppede og dansede imellem med- og modspillere. I begge tilfælde endte det hele med, at Oliver Stenderup greb ind og reddede situationen for Hørsholm/Usserød.
Mod slutningen kom der lidt dramatik, da gæsternes Oliver Veggerby måtte have bandage på efter en hovedskade. Og kort efter kom kampens sidste store chance.
Den tilfaldt FREM’s indskiftede Andreas Hermansen, som fik skudt på mål, hvorefter Oliver Stenderup – igen – fik pareret til et hjørnespark, som der ikke kom det store ud af.
På denne måde lykkedes det for Hørsholm/Usserød at forsvare den spinkle føring hjem, og dermed overhalede nordsjællænderne FREM i tabellen.
Den næste kamp for FREM er også på hjemmebane. Det er lørdag d. 25. oktober, og her kommer Holbæk på besøg.
Matchfacts
FREM – Hørsholm/Usserød 0-1 (0-1)
Mål
0-1 Gustav Holm (9.)
Holdopstillinger
FREM: Tobias Søderstrøm – Christopher Remmer, Emil Schou Jørgensen, Gustav Overgaard Hansen – Philip Oslev, Daniel Warmbach, Casper Froulund, Malthe Karsberg – Nicholas Sejr, Emil Wass – Justin Shaibu
Hørsholm/Usserød: Oliver Stenderup – Gabriel Petersen, Oliver Veggerby, Alexander Kieffer, Karl-Emil Østergaard Andersen – Casper Ulrich Strømmen – Anas Al-Hummadi, Louie Tinggaard Helmi, Emil Walløe – Gustav Holm, Alexander Hvid
Udskiftninger
FREM: Asger Hemmingsen ind for Emil Wass (46.)
FREM: Andreas Hermansen ind for Casper Froulund (61.)
Hørsholm/Usserød: Khalid Al-Ali ind for Anas Al-Hummadi (65.)
Hørsholm/Usserød: Robin Årup Jørgensen ind for Karl-Emil Østergaard Andersen (65.)
Hørsholm/Usserød: Mikkel Rosenlund ind for Louie Tinggaard Helmi (65,)
FREM: Mikkel Eslund ind for Philip Oslev (74.)
FREM: Marco Kruse ind for Nicholas Sejr (79.)
Hørsholm/Usserød: Sofus Reimers Søndergaard ind for Alexander Hvid (84.)
Hørsholm/Usserød: Noah Koch Fazal ind for Emil Walløe (90.)
For FREM blev Alex Batista Lindstrøm, Tekin Abdulovski og Lucas Dinesen Wernblad (målmand) ikke benyttet
Advarsler
FREM: Andreas Hermansen (63.)
Hørsholm/Usserød: Louie Tinggaard Helmi (45. +2.), Karl-Emil Østergaard Andersen (62.), Robin Årup Jørgensen (84.)
Dommer: Mikkel Dalgaard
Tilskuere: 1.118
Tekst: Niels O. Hansen
Foto: Claus M. Hansen




















