Vi er glade for at kunne byde velkommen til vores nyeste spiller, Jonathan Canto, som fremover skal tørne ud for Boldklubben FREM. Den 24-årige midtbanespiller har allerede oplevet meget i sin karriere, og nu glæder vi os til at se hans tekniske færdigheder og gode overblik i den tværstribede trøje.
Spændende karriereforløb
Jonathan har en ungdomsbagrund i FC København og skiftede fra FC København U19 til HB Køge. Herefter fulgte en periode i Hellerup, inden turen gik til tyske KFC Uerdingen – tidligere kendt som Bayer Uerdingen, hvor Brian Laudrup og Jan Bartram har spillet.
Efterfølgende stod FC Roskilde for tur, inden Jonathan endnu en gang skiftede til udlandet, denne gang til italienske Jonica FC.
Herefter har Jonathan været en tur i Mexico med ophold i Artesanos og Dorodas de Sinaloa.
En teknisk dygtig midtbanespiller
Med sine erfaringer fra både dansk og udenlandsk fodbold kommer Jonathan med en solid ballast. Han beskrives som en teknisk dygtig midtbanespiller med et godt blik for spillet – en type spiller, der kan styrke vores offensiv og give holdet nye muligheder i opspillet.

Sportsudvalgets udtaler om Jonathan:
“Vi har ledt efter en defensiv midtbanespiller for at sikre bredden på den position.
Med Canto får vi en spiller, der dækker et stort areal, går hårdt ind i duellerne og samtidig har et skarpt blik for spillet.”
Jonathan udtaler følgende:
“Jeg er utroligt glad for at være skiftet til FREM, da det er en fantastisk traditionsrig klub med masser af sjæl på stadion.
Samtidig har jeg fået et rigtig godt indtryk af både trænerstaben og lederne, og omklædningsrummet virker yderst harmonisk. Der er en stærk tro på, at vi kan vinde en masse kampe og spille med, hvor det for alvor er sjovt – med mindst en placering i top 6 som målsætning.”
Vi glæder os til at se Jonathan i aktion og håber, at alle omkring Boldklubben FREM vil tage godt imod ham. Følg med på vores sociale medier for at få mere at vide om vores nye spiller og for at holde dig opdateret på sæsonens kampe.