Som i de fleste fodboldklubber er der løbende udfordringer og justeringer, og Boldklubben FREM er ingen undtagelse.
Jannick Pedersen, som siden sommer har varetaget rollen som ungdomsudviklingstræner, har på baggrund af ændrede arbejdsmæssige vilkår valgt at opsige sin stilling. Til gengæld har Jannick sagt ja til rollen som rekrutteringsansvarlig, som er mindre tidskrævende.
Vi er meget glade for, at Jannick fortsat er en del af klubben i en rolle, der passer bedre ind i hans privatliv, og at vi fortsat kan drage nytte af hans store kompetencer og engagement i Boldklubben FREM.
Ny talentchef
Den ledige stilling som ungdomsudviklingstræner har givet anledning til en rokade i den sportslige ledelse med fokus på at samle de bedst mulige kompetencer.
I den forbindelse kan vi med stor glæde præsentere Benny Juul Davidsen som ny talentchef i Boldklubben FREM. Benny behøver næppe den store introduktion, da han gennem årtier har udført et dedikeret og værdifuldt arbejde for klubben.
Benny udtaler:
“Jeg er meget glad for at være tilbage og glæder mig til at komme i gang med arbejdet, som handler om at videreføre og udvikle børne- og ungdomsfodbolden i vores klub.”
Ny ungdomsudviklingstræner
Som følge af denne ændring træder Philip Frikke-Schmidt ind i rollen som ungdomsudviklingstræner, som Jannick efterlader.
Philip udtaler:
“Som talentchef er jeg ikke blot ansvarlig for spillernes og trænernes udvikling, men – i tråd med ledelsens ambitioner – hele klubbens udvikling. Efter et par gode snakke med Benny indså jeg hurtigt, at det ville være en kæmpe gave at få ham med på rejsen.”
“At det betyder, at jeg selv skal tage et skridt ned ad trappestigen, betyder i den sammenhæng intet. Ingen er over klubben. I Benny får vi en person, der kender klubben og rollen, og som tilfører enorm sportslig kapacitet til at løfte Boldklubben FREMs sportslige ambitioner.”
“Jeg glæder mig samtidig rigtig meget til igen at komme tæt på U13–U15 Academy-holdene og hverdagen på banen, som jeg tidligere har nydt at være en del af.”
Sportslig ledelse: fælles retning og stærke værdier
Sportslig ansvarlig Anders Broløs udtaler:
“Selvom det er ærgerligt, at vi mister en smule kontinuitet i processen med udviklingen af det sportslige område i forbindelse med Jannicks opsigelse, gør det mig glad, at vi har mennesker, der er indstillet på at yde et stærkt stykke arbejde for Boldklubben FREM.”
“Jannick træder ind i en rolle, han tidsmæssigt kan honorere, og som Phillip siger: Det er ikke rollen, der er vigtig, men klubben. At Benny er tilbage, viser samtidig, at der findes ægte Fremmere med de rigtige værdier, som altid er villige til at steppe op for klubben.”
“Vi står som sportslig ledelse i en tid med mange udfordringer, men vi kommer styrket ud af en udfordring, som er blevet løst i fællesskab.”
Benny Juul Davidsen har sin første officielle arbejdsdag i Boldklubben FREM i morgen.
