Hvad er der sket siden sidst?
FREM var en tur på Fyns land, hvor det blev til det første turneringsnederlag i 2025, da Middelfart vandt 1-0.
Kampens eneste mål blev scoret fem minutter før pausen af Jacob Linnet på hovedstød efter hjørnespark.
I forrige runde spillede FREM som bekendt 0-0 i Thisted. Det var første gang i denne sæson, at FREM ikke scorede i to kampe i træk.

Hvad betyder resultatet for FREM i tabellen?
Det betyder, at FREM er dumpet ned på ottendepladsen i 2. Division.
Tre af de nærmeste konkurrenter, Næstved, Skive og HIK vandt alle, mens AB fik det ene point takket være 3-3 i Helsingør.
AB indtager netop nu den sjetteplads, der som den sidste giver adgang til oprykningsspillet. De er et point foran FREM, og det samme er HIK på syvendepladsen.
Alt tyder altså på, at missionen i FREMs to sidste kampe i grundspillet kommer til at lyde på at indhente AB og HIK.
Det er et ædrueligt bud, at FREM skal vinde begge de sidste kampe for, at det skal lykkes.
Der er dog positive nyheder for FREM, for Ishøj og Thisted tabte begge i weekenden, så der er stadig hul ned til bundregionen i 2. Division.
Hvordan har Fremad Amagers sæson været?

Den har været god, for holdet indtager rækkens førsteplads.
Fremad Amager lagde helt forrygende fra land, for det lykkedes at vinde ni ud af de første 11 divisionskampe.
Siden er kurven dog fladet lidt ud, og her i 2025 har resultaterne været en smule ujævne.
Det er blevet til en sejr, en uafgjort og to nederlag, og dermed er forspringet til Aarhus Fremad på andenpladsen nu nede på et enkelt point.
Der er dog stadig fem point ned til Middelfart på tredjepladsen i 2. Division.
Senest tabte Fremad Amager hjemme til HIK med 2-3.
HIK vandt første halvleg 1-0 på et straffespark, som Donavan Bagou omsatte til målscoring.
I anden halvleg fordoblede samme Donavan Bagou føringen efter otte minutters spil. Men allerede minuttet efter reducerede færingen Andrass Johansen til 1-2 efter en god et-to kombination med anfører Kasper Andersen.
Fremad Amagers topscorer, Kristoffer Boateng (ni mål i alt), sørgede midtvejs i anden halvleg for balance i regnskabet, da han eksekverede et straffespark, som var begået mod Kenneth Zohore.
Men Donavan Bagou fuldendte sit hattrick, da der manglede et kvarter og sikrede dermed HIK de tre point.

Hvordan gik det sidst, FREM mødte dem?
Her blev det 1-1 i august i Sundby Idrætspark, og det var altså en af de to kampe ud af de første 11 i denne sæson, som Fremad Amager IKKE vandt.
Lorent Callaku bragte FREM foran i første halvleg på et skud fra kanten af feltet, efter at han havde modtaget en aflevering fra Christoffer Remmer.
Ti minutter før tid blev det 1-1 på et mål af Hans Høllsberg, der prikkede bolden i nettet fra kanten af målfeltet.
Den seneste hjemmekamp mod Fremad Amager skal vi tilbage til 2015 for at finde. Dengang vandt FREM med 2-0 takket være to mål i anden halvleg, som Beran Camili og Emil Dyre Nielsen satte ind.
Hvad siger statistikken ellers?
Den er rigtig positiv for FREM.
De to klubber er rendt i hinanden 83 gange, og FREM har vundet 44 af opgørene. Fremad Amager har vundet 22 gange, så 17 kampe er altså sluttet uden vinder.
Målscoren er så fin som 231-141 i FREMs favør. Men det hører retfærdigvis med til historien, at Fremad Amager i gamle dage fik nogle grumme klø, når de mødte FREM. 8-0, 11-2 og 15-1 blev det bl.a. til FREM i 1920’erne.
Til den samlede statistik kan vi så passende tilføje den ene kamp, som FREM nåede at spille mod FC Amager (fælles førstehold mellem Fremad Amager, Kastrup, Dragør og Kløvermarken) i 2008. Den kamp sluttede 2-2.
Hvem er dommer?
Det er nok en gang dommeren med det lange navn, Oliver Alexander Stegemüller Fogh Simbold, der skal passe fløjten.
Til at hjælpe sig har han Martin Egtved Munch Jørgensen og Nicki Nordlund Hansen på linjerne.

Hvornår begynder kampen?
Det gør den lørdag kl. 14.00, og DU skal da med, for der kommer nok mange fans fra begge hold, som kan gøre dagen festlig. Pas på! Der er erotisk messe i Valby-Hallen ved siden af. Det kan give problemer med parkering (bl.a. 😉)
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com