FREM vandt lørdag over Lyseng, og allerede i den kommende weekend kan klubben (måske) redde sig en sæson mere i Campo Bet 3. Division med en sejr over Holbæk.
Hvad er der sket siden sidst?
Ja, som nævnt vandt FREM over Lyseng, og det var med cifrene 3-1.
Marc Winkel bragte FREM foran midtvejs i første halvleg på et glimrende frisparksmål, hvor han bankede bolden direkte op i det korte målhjørne. Men otte minutter senere udlignede Philip Blichfeldt på hovedstød efter hjørnespark.
Lyseng blev det første udehold, der udlignede en føring til FREM på Valby Stadion i denne sæson. Men FREM endte altså alligevel med at tage alle tre point.
I anden halvleg bragte Malthe Karsberg FREM på 2-1 efter oplæg fra Rasmus Fink Hansen. Godt ti minutter før tid lukkede og slukkede Asger Hemmingsen til 3-1, da han headede en ripost i mål efter et skudforsøg fra Tekin Abdulovski.
Mod slutningen af kampen kom der i øvrigt comeback til FREM-anfører Emil Schou Jørgensen, der har været ude hele foråret med en skade.
Sejren til FREM kom på bagkant af tre nederlag i træk. Men holdet har trods alt fået ni point i de seks kampe i Kvalifikationsspillet.
Mens det i grundspillet kneb lidt med målscoringen (22 mål i 22 kampe), er der kommet langt mere gang i netmaskerne her i slutspillet.
Det er lykkedes for FREM at score i alle slutspillets seks kampe – 17 mål i alt.
Til gengæld er det i hele foråret kun lykkedes at holde modstanderne fra fadet en enkelt gang, Det var i sejren på hjemmebane i Kvalifikationsspillet mod Vejgaard (5-0).

Hvad betød sejren i lørdags over Lyseng for stillingen?
I første omgang betød resultatet, at Lyseng røg ned i Danmarksserien. De er 17 point efter FREM og Sundby, og der er kun fire kampe tilbage.
For FREM betød sejren, at holdet fik mere luft til de kedelige pladser.
Der er nu otte point ned til Vejgaard, som tabte 0-1 til Sundby. Der er yderligere et point ned til Odder, som tabte 2-4 til Holbæk.
Og FREM kan altså være sikre allerede efter weekendens kampe?
Ja, hvis det lykkes at vinde hjemme over Holbæk. Men det forudsætter også, at den indbyrdes kamp mellem Odder og Vejgaard fredag aften er endt uafgjort.

Lad os kigge på det, vi kan gøre noget ved. Hvordan er det gået for Holbæk?
Her i foråret fik Holbæk seks minuspoint på grund af en skattesag. Og havde det ikke været for de minuspoint, ville nordvestsjællænderne slet ikke have været med i Kvalifikationsspillet.
I kvalifikationsspillet har de vist sig som det klart bedste hold med seks sejre og en samlet målscore på 18-6.
Det seneste nederlag til Holbæk ligger tilbage til næstsidste runde af grundspillet i starten af april, hvor divisionens tophold, Nykøbing FC, vandt med 5-1.
Holbæk er takket være stimen på syv sejre i træk sikre på ikke at rykke ned, selvom der mangler fire runder.
Holbæk har igennem hele turneringen markeret sig som et meget målfarligt hold.
Det er lykkedes at score 61 mål i 28 kampe. Topscorere er Ahmed Hassan og Morten Voldby Olsen med hver 12 fuldtræffere.

Nu vandt Holbæk jo så 4-2 over Odder i sidste kamp. Hvordan gik det til?
Odder kom faktisk foran i den kamp efter godt et kvarters spil på et drøn af Frederik Nedergaard. Men Morten Voldby Olsen lagde op til først Ahmed Hassan og dernæst Karim el-Haddouchi, som sørgede for 2-1 til hjemmeholdet ved pausen.
I anden halvleg udlignede Jakob Hansen for Odder efter mindre heldigt Holbæk-opspil. Men to mål af Morten Voldby Olsen sikrede den sjællandske sejr.
Hvordan er det gået FREM i kampene mod Holbæk tidligere i denne sæson?
Ikke så godt. Det er blevet til tre nederlag til FREM i de tre kampe mod Holbæk indtil videre.
I den første kamp kom FREM bagud 0-2 i første halvleg på nogle sene mål af Mark Garly Pedersen og Alexander Knaack.
I anden halvleg sørgede Ahmed Hassan med et frisparksmål for slutresultatet 3-0.
Denne kamp er den eneste i denne sæson, hvor FREM har tabt begge halvlege.
I returkampen på Valby Stadion vandt Holbæk 1-0 på et mål af Karim el-Haddouchi i første halvleg i en situation, hvor FREM havde svært ved at få en hjørnesparks-bold ud af farezonen.
I den første kamp mod Holbæk i Kvalifikationsspillet lykkedes det trods alt for FREM at score.
Thor Høholt headede tidligt i kampen en hjørnesparksbold i mål. Men Ahmed Hassan scorede igen mod FREM på et frispark – denne gang et fladt et af slagsen, som gik under FREM-keeper Tobias Søderstrøm.
I anden halvleg scorede den tidligere FREM-spiller, August Andersen, til 2-1 til Holbæk i en situation, hvor FREM appellerede for offside.

Mod slutningen af kampen udnyttede Holbæk, at de var en spiller mere på banen på grund af rødt kort til Daniel Warmbach.
I begge tilfælde spillede værterne FREM tynde. Og i begge tilfælde scorede Morten Voldby Olsen, da han kom alene med Tobias Søderstrøm.
Men FREM plejer da at have et meget godt tag på Holbæk, ikke sandt?
Jo, historisk er det FREM, der har klaret sig bedst i de opgør.
I alt har Holbæk stået på den anden side af midterlinjen 31 gange. FREM har vundet 19 gange, mens Holbæk har ni sejre. Tre kampe er med andre ord endt uafgjort – alle tilbage i halvfjerdserne.
Den samlede målscore lyder på 57-37 i FREM’s favør.
Er der for resten ikke noget med, at FREM slipper for at passe på Ahmed Hassan på lørdag?
Jo, angriberen havde annonceret inden kampen mod Odder, at den ville blive hans afskedskamp. Han vil hellere prioritere sit nye firma.
Men han sluttede altså karrieren af med at score endnu en kasse.
Og Holbæk stiller jo nok op med 11 mand mod FREM alligevel.

Det må man regne med. Er kampen klokken 14.00, som den plejer?
Ja, dommer Julie Alsbro Thomsen fløjter op kl. 14.00. Til at hjælpe sig på sidelinjerne får hun Midjan Hadzidulbic og Magnus Tækker Lærke.
Efter denne hjemmekamp venter der to kampe i Jylland på FREM.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfotos: Claus M. Hansen
