Pokal-eventyret fortsætter for FREM, når det tirsdag går løs med ottendedelsfinalen i Oddset Pokalen på hjemmebane mod Kolding IF.

De tværstribede var i aktion fredag aften i Helsingør, og det var en kamp, der sluttede 1-1.

Mathias Christensen bragte hjemmeholdet foran efter ti minutters spil i anden halvleg, hvor han fra midterlinjen løftede bolden over alt og alle og udnyttede, at FREMs målmand, Viktor Anker, stod et godt stykke ude af sit mål.

Salieu Drammeh udlignede for FREM på et straffespark i dommerens tillægstid. Og sandelig om ikke FREM fik endnu et straffespark, men her reddede Hjalte Petersen i FC Helsingørs mål.

Det uafgjorte resultat betyder, at FREM stadig ligger i midten af 2. division.

Tirsdagens modstander fra Kolding ligger også i midten af rækken – men det er altså 1. division.

Selve byen Kolding er Danmarks ottendestørste. Og byen er den største, der endnu aldrig har haft et Superliga-hold, siden Superligaen blev dannet i 1991.

Til gengæld har Kolding IF været i den bedste række, mens den endnu hed 1. division. Det var i 1982 og i 1983.

Det blev til en respektabel niendeplads ud af 16 hold det første år. Men året efter sluttede koldingenserne sidst.

Siden da har klubben cyklet noget op og ned i divisionssystemet.

I 2023 rykkede Kolding IF op i 1. division efter at have vundet 2. division.

I sidste sæson kneb klubben sig lige nøjagtig med i oprykningsspillet i 1. division. Men ligesom FREM havde Kolding i starten af 2024 en lang serie, hvor holdet slet ikke tabte.

Kolding tabte to kampe til sidst, men det blev alligevel til en samlet tredjeplads i 1. division. Sønderjyske og AaB tog oprykningspladserne.

I denne sæson ligger klubben foreløbig på femtepladsen. Senest vandt de 1-0 ude over HB Køge takket være et sejrsmål af den tidligere HB Køge-spiller, Casper Jørgensen, som små 20 minutter før tid sendte bolden i kassen på oplæg fra Sami Jalal.

Når det gælder pokalturneringen, har Kolding IF aldrig været i finalen. Det er fire gange blevet til en plads i kvartfinalen.

Det skete i 1984 og 1985, hvor Lyngby i begge tilfælde stod i vejen.

I 2019 var FC Midtjylland modstanderen i kvartfinalen, og det blev til midtjysk sejr på 2-0.

Tre år senere skulle Kolding møde lokalrivalerne fra Vejle over to kampe.

Vejle vandt 5-1 hjemme, og dermed var kampen reelt afgjort. Kolding vandt dog returkampen med 2-1.

Men Kolding IF har alligevel sin helt egen plads i pokalturneringens historie!

I første runde i 2023/24 lykkedes det nemlig at vinde turneringens hidtil største sejr, da det på udebane blev til en sejr på 19-1(!) over FC Avrasya fra Serie 2. Sejren kom endda i hus, efter at Odense-klubben havde ført 1-0. Men føringen holdt altså ikke så længe.

FREMs bedste præstationer i pokalturneringen er to finalesejre  – i 1956 over AB og i 1978 over Esbjerg. Desuden har FREM tabt tre finaler – mod KB i 1969, mod B 1909 i 1971 og mod Vejle i 1981.

I denne sæson har begge klubber spillet tre kampe inden ottendedelsfinalen.

FREM var i første runde en tur i Bagsværd, hvor det blev til en sejr på 6-1 over Sjællandsserieholdet.

Kolding vandt også med tenniscifre – 6-0 – da de var i Varde, som til dagligt spiller i Jyllandsserien.

I anden runde mødte FREM på hjemmebane Superliga-holdet fra Lyngby, og her blev det til en flot og meriterende sejr på 4-1.

Kolding tog endnu en svingom med et Jyllandsserie-hold i form af Sædding/Guldager. Her sluttede kampen også med cifrene 4-1.

I tredje runde tog FREM den korte tur til Brønshøj og vandt 3-0.

Kolding IF måtte ud på en længere tur, for her var 1. divisionskollegerne fra Hvidovre modstanderen.

Den ordinære kamp sluttede 1-1, men seks minutter før tid i den forlængede spilletid sikrede Kolding det videre avancement takket være et mål af Casper Holmelund.

Det hold – FREM eller Kolding – der går videre tirsdag aften, kommer i kvartfinalen, hvor der spilles bedst af to kampe.

Flere prominente klubber er slået ud af turneringen. Det gælder foruden Lyngby også Vejle, Randers FC og FC Nordsjælland. Men der er i skrivende stund stadig spændende modstandere tilbage – bl.a. FCK, Brøndby, mestrene fra FC Midtjylland og de forsvarende pokalvindere fra Silkeborg.

Men først gælder det altså Kolding, og her har FREM en blandet statistik.

Mod Kolding IF har FREM syv sejre, en uafgjort og fire nederlag.

Mod Kolding FC (førsteholdssamarbejde mellem Kolding IF og Kolding B fra 2001-11) fik FREM to sejre, tre uafgjorte og seks nederlag.

Et førsteholdssamarbejde med Vejle BK – benævnt VBK – varede fra 2011 til 2013. Men VBK nåede aldrig at komme på programmet for FREM.

Facit er 23 kampe med 9 sejre til FREM, 4 uafgjorte og 10 nederlag. Den samlede målscore er 42-42.

Det skal blive interessant at se, hvem der kommer foran i den indbyrdes statistik efter tirsdagens kamp. Men mest interessant bliver det naturligvis at se, hvem der går videre i turneringen.

Der er lagt op til et intenst opgør med mange tilskuere. Kolding IF sender foruden supportergruppen også flere ungdomshold til Valby som tilskuere. Så der kommer formentlig 300 Kolding-fans på lægterne. Men der vil være mange flere, der holder med FREM!

Til at styre slagets gang har DBU udpeget Svend Funder. Han fløjter op kl.18.00, og der skal spilles, indtil der er fundet en vinder – om nødvendigt efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com

Arkivfoto: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk