Der var pokalkamp onsdag, men allerede lørdag går det løs igen for FREM, når Thisted tager ud på den 419 kilometer lange rute til hovedstaden.

Thisted FC er stiftet i 1989, men moderklubben Thisted IF er helt tilbage fra 1904.

Godt 100 år senere – i 2005 – rykkede Thisted for første gang op i divisionen, og allerede året efter stod den på 1. division (næstbedste række).

Her stødte FREM og Thisted på hinanden for første gang, og det blev en rigtig underholdende affære, som FREM på hjemmebane vandt 3-2.

Daniel Kristensen bragte gæsterne foran på et straffespark, men Wassim El Banna sørgede med to mål for, at FREM kunne gå til pausen med et forspring på et mål.

Lad os håbe at Isak er klar til lørdagens kamp – Foto Preben Pathuel

Bo Thomsen udlignede i anden halvleg, men fem minutter før tid scorede Tommy Olsen, og på den måde fik FREM fik alle tre point.

FREM vandt også returkampen i den sæson (2-0), men siden er det aldrig lykkedes for FREM at vinde over Thisted.

I de seneste ni dyster er det endt med Thisted-sejr seks gange, mens de tre øvrige kampe er endt uafgjort. Målscoren er 21-14 i Thisteds favør.

Det meste af tiden som divisionsklub har Thisted været i 2. division. Men de har også haft i alt fem sæsoner i 1. division.

Tættest på oprykning til det forjættede land – Superligaen – var Thisted i 2017-18 sæsonen Og så alligevel ikke.

Vejle førte efter efterårets kampe med Thisted på andenpladsen. Men thyboerne kan også godt huske, hvordan det gik i foråret. Ikke en eneste sejr blev det til. Og så sank de naturligvis ned i midterfeltet.

Thisteds største navn igennem tiderne må ubetinget være Jesper Grønkjær.

Han nåede aldrig så vidt som til at spille på Thisteds bedste seniorhold, for som førsteårs-yngling skiftede han til AaB.

Siden blev det til en meget flot karriere i hollandske Ajax, i Chelsea og Birmingham i England, i Atlético Madrid i Spanien og i VfB Stuttgart i Tyskland, inden han kom hjem til FCK, hvor han markerede sig som en af de bedste fløjspillere i Superligaens historie.

På landsholdet blev det til 80 landskampe. Jesper Grønkjær var med ved to VM-slutrunder og to EM-slutrunder med kvartfinalepladsen ved EM i 2004 som bedste resultat.

Han er nu blevet 45 år, og han er naturligvis ikke med, når det går løs mod FREM, som har haft en hektisk uge med kampe mod både AB og FCN.

Aleksandar Lazareviz bliver næppe klar til lørdag- Foto Preben Pathuel

Mod AB havde FREM en dårlig dag og endte med at tabe med de knusende cifre 0-6. Mod Superligaens førerhold gik det noget bedre, og det blev kun til et nederlag på 0-1.

Daniel Svensson scorede kampens eneste mål efter godt et kvarters spil, hvor han blev spillet fri på tværs af straffesparksfeltet. Han dukkede op i venstre side af målfeltet og sendte bolden ind i målets korte hjørne.

Det var et absolut hæderligt resultat kun at tabe med 0-1 – også selvom FCN ikke kom i allerstærkeste formation. Det kan FREM jo ikke gøre for 😉

Nu venter Thisted, der ligesom FREM er kommet halvskidt fra start i denne sæson.

De to første kampe gav nederlag på 0-4 mod både Aarhus Fremad på hjemmebane og Kolding IF på udebane. Men siden er det gået noget bedre.

Først vandt Thisted 2-1 ude over Skive, hvorefter det blev 1-1 hjemme mod FC Roskilde, som FREM jo kender som et glimrende mandskab.

Valdemar Schousboe bragte roskildenserne foran efter få minutters spil, men mod slutningen af første halvleg blev det 1-1 i en situation, der vist bedst kan beskrives som flipper-spil i straffesparksfeltet.

Det var svært at se, hvem der rørte bolden sidst, men Valdemar Montell fra FC Roskilde endte med at blive noteret for et selvmål.

Rasmus Grønne og Lucas Lindholm Corner i indfight nu er de pludselig holdkammerater – Foto Preben Pathuel

Thisted var også i pokalopgør i midtugen, hvor det lykkedes at nedkæmpe Hedensted fra Danmarksserien med 2-1.

Hedensted vandt ellers første halvleg 1-0, men et straffesparksmål af bolivianeren Antonio Bustamante og en scoring fra Emil Lagergaard 12 minutter før tid betød avancement til tredje runde for Thisted.

Thyboernes uafgjorte divisionskamp mod Roskilde betyder, at de har fire point for fire kampe ligesom FREM.

Men det skal med i billedet, at der jo nu kun er et hold, som rykker ned, fordi Jammerbugt FC er gået konkurs.

De bliver anbragt på bundlinjen og taber resten af kampene 0-3 på skrivebordet. Det gode er, at de tre kampe, som Jammerbugt nåede at spille, alle blev tabt (0-1 til Kolding, 1-4 til HIK og 0-2 til FREM). Dermed bliver op- og nedrykning altså ikke afgjort på, at et hold satte point til mod Jammerbugt i en af de få kampe, holdet nåede at spille.

Rækken er dog stadig meget tæt. Der er seks point mellem nummer et, B 93, og nummer 11, som er Thisted. Så meget kan stadig ske. Ingen er gået i udbrud, og ingen er hægtet af.

Men det betyder til gengæld også, at kampen mellem FREM og Thisted er vigtig.

En sejr til FREM vil løfte holdet op i det lune midterfelt. Et nederlag vil betyde bund-placering og et skidt udgangspunkt inden de næste kampe.

Så er der naturligvis den mulighed, at kampen ender uafgjort.

Forhåbentlig bliver det til FREM jubel Scener på lørdag – Foto Preben Pathuel

Sådan er det gået i begge de sidste kampe mellem de to klubber.

I 2020/21 (overgangssæsonen) sluttede begge kampene imellem de to klubber remis.

I Valby headede Emil Schou Jørgensen FREM foran efter en times spil, men ivorianeren Dieudonne Yao udlignede i dommerens tillægstid.

I returkampen var det Lucas Balck, som bragte FREM foran. Men igen lykkedes det for Thisted at få udlignet langt inde i dommerens tillægstid – denne gang ved Mathias Myrthue.

Det tegner med ord jævnbyrdigt. Og alt i alt er der lagt op til en rigtig spændende dyst, når det går løs. Og det gør det lørdag kl. 14.00 på Valby Stadion.

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk