Hvad er der sket siden sidst?

FREM spillede hjemme mod Næsby, og det blev for anden kamp i træk til et nederlag på 1-2.

I første halvleg kom FREM tidligt bagud, da Næsby udnyttede, at FREM ikke kunne lede en lang fremlægning ud til målspark. Julius Fechtenburg var skarpretteren.

Efter en halv times spil scorede Oliver Koertz til 2-0 til de fynske gæster efter et kontraangreb.

I anden halvleg lykkedes det for Marco Vinterberg at reducere til dét, som også blev kampens slutresultat.

Næsby-spillerne mente, at de havde afværget scoringen på selve målstregen, men dommeren var enig med sin assistent på linjen, der havde vinket bolden inde.

Rent statistisk har FREM nu scoret i fire divisionskampe i træk. Til gengæld er det ikke så heldigt, at modstanderne har scoret i 13 ud af de seneste 14 divisionskampe (undtagelsen var sejren hjemme over HIK på 3-0 i sidste sæsons slutspil).

Hvad betyder nederlaget for FREM i forhold til stillingen?

FREM har nu tre point efter en sejr og to nederlag i de første tre kampe.

Det rækker til en placering som nummer otte.

Næsby er gået i et lille udbrud i toppen af rækken, for de har maksimumpoint ni. I bunden finder vi Lyseng og Brønshøj, der endnu ikke har fået point.

Men en fodboldsæson er jo ikke en sprintertur. Den er snarere at sammenligne med et maratonløb. Så meget kan nå at ske.

Nu skal FREM så til Jylland for første gang i denne sæson. Hvor mange Jyllands-ture er der egentlig?

Der er kun tre i grundspillet. Der er Vejgaard, der er Lyseng, og så er der Odder, som er weekendens modstander.

Hvad er Odder for en størrelse?

Som by er Odder for stor til at være en landsby, men en stor by er det ikke. Der bor 13.000 sjæle i byen, der ligger imellem Horsens og Aarhus. En tredje naboby er Skanderborg.

Rent sportsmæssigt er Odder ikke en by, der er kendt for fodbold.

Byens bedste håndboldhold (herrer) har til gengæld haft en enkelt sæson i landets bedste række (2014/15). Derudover er Odder en stor cykel-by. Den mest kendte i cykling kunne godt være Kim Andersen. Han er tidligere cykelrytter (kørte bl.a. i den gule trøje i Tour de France i firserne). Nu er han sportsdirektør for Lidl-Trek, der bl.a. har Mads Pedersen i stalden.

Men nu er det jo ikke cykelbold det her. Hvad med byens fodboldklub?

Odder IGF er stiftet tilbage i 1899, så det er en af de ældre klubber i CampoBet 3. Division.

Klubben rykkede første gang op fra Danmarksserien i 2013 og var med i den nederste division i seks år, inden elevatoren gik nedad.

I 2024 rykkede Odder op igen. Og i sidste sæson blev østjyderne nummer fire i grundspillet i 3. Division.

Rent statistisk hang det sammen med en god evne til at undgå at tabe.

Odder tabte kun fire kampe ud af 22 mulige i grundspillet. Det var færrest af alle i rækken. Til gengæld spillede de ni kampe uafgjort. Og det var flere end alle de andre hold.

I slutspillet blev det dog kun til to sejre ud af ti mulige, og derfor sluttede Odder et godt stykke efter de to aarhusianske oprykkere, VSK og Brabrand.

Til gengæld var der gang i sagerne i deres kampe. Odder scorede selv i ni ud af ti kampe. Modstanderne scorede også i ni ud af ti kampe.

Fem af kampene i slutspillet endte uafgjort, så alt i alt endte Odder med 14 remis-løsninger i 32 kampe.

Det var flest af alle i hele det danske divisionssystem i sidste sæson. Brøndby og Lyngby i Superligaen og Helsingør i 2. division delte andenpladsen i den lille konkurrence med 12 uafgjorte hver.

Det mest mærkværdige ved Odders statistik er næsten, at ikke en eneste af de 14 uafgjorte kampe sluttede 0-0. De sluttede alle 1-1 eller 2-2.

Hvordan er det så gået Odder i denne sæson?

Ja, der har de sjovt nok ikke spillet uafgjort endnu 😉

Odder lagde ud med nederlag på 2-3 hjemme mod Næsby, hvorefter det blev 0-3 på Amager mod Sundby, som FREM jo havde vundet over med 3-2 i runden forinden.

Men i den seneste kamp kom Odder på tavlen med tre point takket være en sejr på 2-0 hjemme over Lyseng.

Odder kom foran, da der manglede et kvarter af den kamp. Det skete på et straffespark, som blev begået mod Nikolaj Sauer.

Det var Andreas Laursen, som omsatte det store tilbud til mål.

Fem minutter før tid slog Nikolaj Sauer sejren fast efter oplæg fra Frederik Pedersen.

Desuden er Odder i modsætning til FREM videre i Oddset Pokalen, for i første runde lykkedes det at vinde 4-2 i Holstebro efter forlænget spilletid.

Nu venter Lyseng i anden runde.

Hvem er Odders træner?

Det er Jakob Eichner. Han er 34 år, og han kom til klubben sammen med assistenten Martin Mikkelsen i sommeren 2023.

De førte altså holdet til oprykning i første hug.

Jakob Eichner har tidligere bl.a. trænet Aarhus Fremads andethold.

Hvem er holdets anfører?

Det er Nikolaj Schmidt Nielsen. Han er 34 år og midterforsvarer. Han er en rigtig klubmand, for han har spillet for førsteholdet siden 2012.

Vandt FREM ikke sidst, klubben mødte Odder?

Jo, det er rigtigt.

FREM vandt 3-1 i 2019 i en kamp i nedrykningsspillet i den daværende 2. Division.

Kampen havde ingen betydning for FREM, som for længst var sikret mod nedrykning til Danmarksserien.

Odder kom meget hurtigt foran i kampen takket være et hovedstødsmål fra netop Nikolaj Schmidt Nielsen.

FREM udlignede i starten af anden halvleg takket være et mål af holdets nuværende fysioterapeut, Benjamin Warlo, efter oplæg af Daniel Anusic.

Samme Benjamin Warlo bragte tre minutter før tid FREM foran efter et hjørnespark, mens den nuværende cheftræner, Daniel ’Elly’ Pedersen, slog sejren fast på et godt hug efter en hovedstøds-assist af Magnus Juul Davidsen.

For Odder bidrog nederlaget til den senere nedrykning i den sæson.

Hvad siger statistikken ellers?

Den siger, at sejren i 2019 er FREM’s hidtil eneste mod Odder.

De to andre kampe mod østjyderne blev spillet to år tidligere, hvor Odder vandt 2-0 på Valby Stadion og dernæst 2-1 hjemme.

Hvornår skal kampen mod Odder spilles?

Det skal den lørdag kl. 13.00, og FREM Support har desværre måttet aflyse busturen, fordi der ikke var tilmelding nok.

Du skal skrive Spektrum Odder, Parkvej 5 på gps’en, hvis du vil tage turen i privatbil. Det er et skønt beliggende stadion, og der er lovet fint sommervejr.

Til at lede slagets gang har DBU udpeget Mikkel Thomsen. Han får hjælp på linjerne af Jon Marni Johannesen og Anders Hald Christiansen.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre / fodboldtatistik.com

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 18

Torsdag kl. 10 – 18


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk