FREM har et hårdt kampprogram her i starten af sæsonen, for allerede tirsdag går det løs i Betano Pokalen, hvor FREM har vundet sig en tur til Ringsted.

Hvad er der sket siden sidst?

FREM spillede ude mod Holbæk i Campo Bet 3. Division, og det blev til et nederlag på 1-2.

Holbæk kom hurtigt foran 1-0 på et straffespark, som Mark Garly omsatte til mål.

Modstanderne fik senest straffespark mod FREM, da Lukas Schmidt bragte Vejgaard foran 1-0 i tredjesidste spillerunde i sidste sæsons Kvalifikationsspil. Den kamp tabte FREM med 0-2.

I lørdagens kamp i Holbæk udlignede Malthe Karsberg efter ti minutters spil af anden halvleg, da han opfangede en lang stikning. Her udnyttede han et hul i Holbæks forsvar og sendte bolden forbi hjemmeholdets målmand, Benjamin Høier Olsen.

Men to minutter før tid scorede Nicki Bentsen på hovedstød til slutresultatet i en situation, hvor FREM’s Casper Froulund var på vej ind på banen efter at have været ude med en skade.

Det var femte gang i træk, at FREM tabte til Holbæk, og det var femte turneringskamp i træk i Campo Bet 3. Division, at FREM ikke vandt.

Seneste sejr var i midten af maj, hvor FREM hjemme vandt 3-1 over Lyseng.

På udebane har FREM ikke vundet siden den første kamp i slutspillet i april. Dengang gik det også ud over Lyseng (6-2).

Men nu gælder det så Betano Pokalen. Fortæl lidt om den!

Meget gerne.

FREM har ret stolte traditioner i turneringen.

Klubben har været i finalen fem gange.

Det blev til nederlag i 1969 mod KB (0-3), i 1971 mod B 1909 (0-1) og mod Vejle i 1981 (1-2).

I de to andre finaler med FREM er det altså endt med sejr til de tværstribede.

Tilbage i 1956 – turneringens andet år – vandt FREM 1-0 over AB i finalen. Olaf Henriksen scorede kampens eneste mål ved den lejlighed.

I 1978 var det Esbjerg, som stod på den anden side af midterlinjen i turneringens længste finale.

Hvordan det?

Dengang spillede man ikke med forlænget spilletid. I tilfælde af uafgjort måtte klubberne på den igen. Og en gang til, inden der eventuelt skulle forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence til i den tredje finale.

Og det var lige, hvad der skete mod Esbjerg.

De to første finaler sluttede 1-1, og det gjorde den tredje også.

Til sidst vandt FREM 5-4 i straffesparkskonkurrencen. Frank Faber scorede det afgørende mål, som sikrede klubben den anden pokaltitel.

Det kastede en tur i Europa Cup’en af sig, hvor FREM mødte franske Nancy-Lorraine.

FREM vandt 2-0 hjemme, men eventyret sluttede efter 0-4 i Frankrig.

Men det er jo længe siden. Hvordan er det så gået i nyere tid?

Her er sejren over Lyngbys Superliga-hold i 2024 nok det bedste minde.

Jonathan Amon bragte Lyngby foran, men FREM vandt 4-1 efter to mål af både Zamir Aliji og Salieu Drammeh.

Det var i anden runde af turneringen, og FREM slog også efterfølgende Brønshøj med 3-0. I fjerde runde – ottendedelsfinalen – gik det galt hjemme mod Kolding IF fra den næstbedste række (0-2).

Af andre mindeværdige kampe i nyere tid kan nævnes kampen mod Vejles daværende Superligahold i 2018 (3-4 efter forlænget spilletid) og mod AGF i 2021 (0-3).

I første runde i år gælder det jo så Ringsted. Hvad er de for en størrelse?

Ringsted IF er stiftet i 1903. De vandt i sidste sæson Danmarksseriens østkreds.

Danmarksserien er i dag bygget op på den måde, at der er to puljer i øst og to puljer i vest. Top-5 i de to kredse i øst møder så hinanden til sidst om en oprykningsplads.

I grundspillet vandt Ringsted deres pulje med et forspring på fem point til Gørslev. I slutspillet tog Ringsted førstepladsen foran Glostrup FK, som derfor måtte i kvalifikationskampe mod nummer to fra oprykningsspillet i vest, ASA, som aarhusianerne vandt.

Men Ringsted vender altså i denne sæson tilbage til divisionerne, som den midtsjællandske klub forlod i 1994 efter fem år – alle i den nederste division. Den bedste placering var dengang en tredjeplads.

Har Ringsted haft kendte spillere?

Vi skal hige og søge lidt for at finde fodboldspillere med baggrund i Ringsted.

Men der er backen Kristian Pedersen, som spillede i Superligaen i FC Fredericia i sidste sæson. Han spiller nu med klubben i 1. division.

Han spillede som ung senior for Ringsted, inden han fortsatte karrieren i HB Køge og siden for Birmingham, Swansea og Sheffield W. i den næstbedste engelske række (The Championship). Han nåede også at spille seks kampe for FC Köln i Tyskland.

Går vi lidt længere tilbage, er der den tidligere landsholdsmålmand, Jesper Christiansen (bl.a. FCK). Han spilede ungdomsfodbold i Ringsted. Det samme gjorde den tidligere Lyngby-spiller, Ulrich Vinzents.

I sportssammenhæng er Ringsted nok mest kendt for håndbold, hvor TMS Ringsted i en årrække har været elevatorhold mellem de to bedste rækker for herrer.

I den kommende sæson er TMS Ringsted ene om at repræsentere Sjælland i den øverste række, som derudover består af GOG fra Fyn og 12 jyske klubber.

Den bedst kendte håndboldspiller fra Ringsted kunne godt være Anders Oechsler. Han er to meter høj, og han var i sin tid en hårdtskydende bagspiller. Men han kom først på landsholdet, efter at han havde forladt Ringsted.

Han spillede bl.a. for KIF Kolding, Team Tvis Holstebro og for Grosswallstadt og Minden i Tyskland.

Nu er dette her jo så fodbold. Har FREM mødt Ringsted før?

Ja. To gange.

Det var i Danmarksserien efter FREM’s første konkurs i 1995.

FREM vandt hjemme med 3-0. Udekampen vandt Ringsted med 3-1, men omstændighederne omkring kampen var specielle, for FREM sluttede kampen med otte mand på banen efter tre røde kort.

FREM endte nu med at rykke op alligevel dengang.

Hvordan har Ringsted så lagt fra land i år?

De spillede i 1. runde i Campo Bet 3. Division på udebane mod en anden oprykker – føromtalte ASA.

Kampen sluttede 1-1, efter at Andreas Lauridsen havde bragt ASA foran i anden halvleg. August Lærkebjerg udlignede for Ringsted, da der manglede et lille kvarter.

Hvem er deres træner?

Det er Ronnie Bendtsen. Han er 42 år, og han spillede ungdomsfodbold i bl.a. Ringsted.

Siden var venstrebacken i HB Køge, Næstved, FC Vestsjælland og FC Roskilde.

Ronnie Bendtsen har været cheftræner i Ringsted siden 2021, så han var altså med til at føre klubben tilbage til divisionerne.

Har Ringsted så spillere, som FREM-fansene kender?

Ja, der er i hvert fald Andreas Hermansen, som i sidste sæson først var spiller og dernæst assistenttræner i FREM.

Hans bror, Tobias Hermansen, er også i Ringsted-truppen.

Okay, hvem er dommer i kampen?

Det er Midjan Hadzidulbic, som også passede fløjten, da FREM i sidste sæson forsøgte sig i DBU Pokalen.

Dengang sluttede kampen 0-0 ude mod Ledøje/Smørum, der endte med at vinde straffesparkskonkurrencen.

Til at hjælpe sig får Midjan Hadzidulbic denne tirsdag Andreas Bøgebjerg Holt og Jonathan Garcia Nilton med hver deres flag.

Hvor og hvornår spilles kampen?

Pokalslaget begynder på Ringsted Stadion kl. 18.00. Adressen er Anlægsvej 15, 4100 Ringsted.

Kampen skal afgøres tirsdag – om nødvendigt efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Der er ikke bustur med supporterne. Hvis man vil tage turen med offentlige transportmidler, er der cirka to kilometers gåtur fra Ringsted Station til Ringsted Stadion.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com

Arkivfotos: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. :+45 40 14 94 69

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 17

Torsdag kl. 10 – 16


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk