Det føles nærmest som om, det var i sidste århundrede. Men nu er vinteren officielt forbi. Dermed er fodboldpausen også overstået, og FREM skal atter i aktion.
Efterårssæsonen begyndte rigtig godt for de tværstribede med 10 point for de første fire kampe. Men derefter skulle FREM bruge 12 kampe for at samle de næste 10 point sammen. Så udgangspunktet inden forårssæsonen er en placering lige under den streg, der om seks runder skiller de 12 hold ad i et opryknings- og et nedrykningsspil.
Og det bliver ikke nødvendigvis helt nemt for FREM at komme med i oprykningsspillet.
Ud af de seks kampe skal FREM spille de første fire og den sidste på udebane. Det gode er, at der ikke har været den helt store forskel på FREM hjemme og ude indtil videre. Så helt umulig er opgaven slet, slet ikke.
Den første af disse udekampe er mod AB.

AB står jo for Akademisk Boldklub, og klubben er stiftet i 1889. AB er dermed kun tre år yngre end FREM.
I de første mange år holdt klubben til på Nørre Allé tæt på Fælledparken. Men siden begyndelsen af tresserne har hovedkvarteret været på Skovdiget i Bagsværd.
AB har vundet ni danske mesterskaber – tre flere end FREM. Desuden har klubben vundet pokalturneringen en enkelt gang. Her har FREM dobbelt så mange triumfer.
Den sidste storhedstid havde AB fra oprykningen til Superligaen i 1996. Klubben røg ud i 2004 – i øvrigt sammen med FREM. Siden har ingen af klubberne været oppe på dansk fodbolds øverste niveau.
Her i 2024/25 har AB’s sæson indtil videre mindet en smule om FREMs.
AB kom fornuftigt fra start med 10 point i de første fem kampe. Derefter fulgte imidlertid ni divisionskampe og en pokalkamp uden en eneste sejr.
Men AB sluttede efteråret ret godt af med en sejr på 2-0 hjemme over rækkens førerhold, Fremad Amager, samt en sejr på 4-2 i Thisted.
Dermed har AB et point mere end FREM inden forårets seks sidste runder i grundspillet. Men også AB er i skrivende stund under den streg, der deler rækken.
Det bliver med andre ord rigtigt vigtigt at få point ud af kampen for FREM.
AB har i vinterpausen spillet syv træningskampe. Af dem har akademikerne vundet seks, og de har spillet en enkelt træningskamp uafgjort – en nullert mod HB Køge fra 1. division.

Man skal generelt ikke lægge alt for meget i resultater af træningskampe. De giver ingen point, trænerne eksperimenterer ofte en del, og der er som regel rigtig mange udskiftninger i de kampe.
Men for moralen er det trods alt nok bedre at vinde seks træningskampe ud af syv mulige, end det er at tabe dem!
Den gode vinteroptakt vil nok glæde AB’s træner, som er islændingen Joey Gudjonsson.
Han har været i klubben siden i sommer, mens FREM i vinterpausen har skiftet fra Henrik Gundersen til den tidligere FREM-angriber, Daniel ’Elly’ Pedersen. Han har en fortid i netop AB, så han vil nok være meget tændt på at vinde netop denne første turneringskamp.
AB er den klub, som FREM har mødt næstflest gange – nemlig 206. Kun B 93 har været på menukortet flere gange (209).
FREM har vundet 83 gange, 29 kampe er endt remis, mens AB har vundet 94 gange. Den samlede målscore lyder på 457-442 i AB-favør.
De to klubber spillede senest mod hinanden for et halvt år siden på Valby Stadion i en kamp, som AB vandt med 1-0.

I en spillemæssigt meget lige forestilling blev det afgørende, at den canadiske højrefløj, O’Vonte Mullings, otte minutter før pausen udnyttede en fejl i FREMs forsvar til at trille bolden i mål.
Imod slutningen af kampen blev FREM i øvrigt reduceret til ti mand, da anfører Emil Schou Jørgensen fik sit andet gule kort – og dermed rødt.
Vi må se, om det ikke kan lykkes for FREM at få revanche.
Det revancheforsøg foregår lørdag kl. 14.00 på Gladsaxe Stadion. Buslinjerne 4A, 30E, 68 og 164 går næsten lige til døren.
Med S-tog er Kildebakke Station den nærmeste. Herfra er der en gåtur på omkring en kilometer til stadion.
Til at passe fløjten har DBU udpeget Nicki Nordlund Hansen
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Foto: Claus Mørch Hansen