Så gør FREM klar til årets sidste udekamp, hvor turen går så langt væk som til Skive.
Sidste uge bød på pokalnederlag til Kolding (0-2), og dernæst blev det 1-1 hjemme mod HIK.
I lørdagens kamp bragte Noah Engell Christensen Hellerup-klubben foran i begyndelsen af anden halvleg, da han omsatte en forholdsvis stor chance midt for mål til scoring. Men FREM reddede det ene point, da Benjamin Warlo i dommerens tillægstid scorede fra kort afstand.
Dermed er FREM lige nøjagtig stadig med i top-6, der jo til sin tid kommer i oprykningsspillet.

Men det skal indrømmes, at det hele er meget tæt i midterfeltet i denne sæsons 2. Division. Fra HIK og FREM på fjerde- og femtepladsen til Ishøj på tiendepladsen er der kun tre point.
Skive er en af klubberne i rækkens midterfelt, så bl.a. derfor skal kampen meget gerne give point for FREM.
Det kan der også godt være en mulighed for, hvis man kigger på statstikken. FREM har stadigvæk kun tabt en enkelt turneringskamp på udebane i hele 2024 (1-2 mod Aarhus Fremad).
Det ville være en fornem statistik at holde året ud.
Modstanderne fra Skive kom blandet fra start i denne sæsons 2. division. Men så fik skibonitterne en rigtig god periode, hvor de vandt fire kampe på stribe.
På det seneste er det dog ikke gået så godt, for Skives seneste seks divisionskampe har kun givet tre point takket være tre uafgjorte kampe.
Senest blev det 0-3 ude mod Thisted i en forestilling, der var nogenlunde lige så ensidig, som cifrene antyder.

Derfor ligger Skive nu på ottendepladsen. Men de har trods alt kun et point færre end FREM, så de kan sagtens nå højere op i tabellen.
Mens Skive har haft en formnedgang i 2. Division, har klubben ligesom FREM haft stor succes i Oddset Pokalen.
På stribe har holdet vundet over Aalborg Chang (3-0), Give Fremad (5-0) og FC Helsingør (ligeledes 5-0).
Disse linjer skrives inden torsdag, hvor Skive skal spille ottendedelsfinale hjemme på Hancock Arena mod AGF fra toppen af Superligaen.
Der er to kvartfinaler mod FC København til foråret på højkant.
Men inden da gælder altså FREM.
FREM mødte Skive i denne sæsons første kamp hjemme på Valby Stadion, hvor det blev til en tværstribet sejr på 1-0.
Målet faldt midtvejs i anden halvleg, og det var lidt svært at se, hvem der skulle noteres for scoringen, fordi skuddet fra Malthe Karsberg blev rettet af et par gange på vej til målet. Men det endte med at blive Zamir Aliji, som på denne måde gav FREM en perfekt start på sæsonen.
Sejren skriver sig ind i en god tradition, som FREM har i forhold til kampe mod Skive.

Da FREM rykkede ud af 2. Division i sommeren 2023, lykkedes det at vinde syv kampe ud af 32 – én mod Jammerbugt på banen, tre mod Jammerbugt efter at de gik konkurs og tre mod Skive på banen.
Sejrene mod Skive lød på 2-0, 3-0 og 3-1. Den første kamp sluttede 0-0.
Alt i alt er FREM stødt på Skive 15 gange, og ud af dem har FREM vundet 11 gange. To kampe er endt uafgjort, mens Skive har vundet to gange.
Den samlede målscore lyder på 29-12 i FREMs favør.
Det kan tilføjes, at FREM til dato aldrig har tabt på Hancock Arena. Det er blevet til fem sejre og to uafgjorte kampe.
I skrivende stund er der stadig pladser på supporter-bussen. Den kører kl. 07.30 fra Valby Stadion.
Hvis du skal med, skal du betale 175 kroner på Mobile Pay til 320952. I tekstfeltet skriver du Skive plus dit mobilnummer.
Dommer til kampen mod Skive er Michael Rasmussen, og han fløjter op til kamp kl. 14.00 på Hancock Arena.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfoto: Claus M. Hansen