Hvad er der sket siden sidst?
FREM tog til Thisted, og det lykkedes at få det ene point med hjem. Det point kan vise sig at blive værdifuldt. Men det kan også vise sig at være for lidt.
Første halvleg i Thy endte 0-0, men i anden halvleg kom hjemmeholdet foran efter tre minutters spil takket være et tørt hug fra venstre side af straffesparksfeltet af Emil Seedorff.
Føringen holdt i 18 minutter. Så scorede FREMs Oussama Djafer-Bey sit første mål for FREM, da han på flot vis sendte en hjørnesparksbold fra højre side direkte i kassen.

Det blev kampens sidste mål, og begge de andre kampe i nedrykningsspillet sluttede også uafgjort.
Så er vi vel lige vidt i stillingen?
Både ja og nej.
Der er jo ikke sket forskydninger i stillingen. Men til gengæld er der nu kun enkelt runde tilbage. Og det har faktisk en vis betydning både for stillingen og for de sidste kampe.
Det ene point, HIK fik mod Ishøj, betyder, at HIK nu ikke længere kan rykke ned, fordi de har fire point ned til både FC Helsingør og FREM.
FREM ligger stadig næstsidst med en målscore, der er to mål dårligere end FC Helsingør. Begge hold har to point op til Thisted.
Allerede inden næstsidste runde stod det klart, at Nykøbing FC rykker ned, og at Ishøj IF ikke kan rykke ned.
Det gode for FREM er dog, at holdet stadig har sagerne i egne hænder – eller fødder, om man vil.

Okay, hvordan undgår FREM at rykke ned?
Der er tre muligheder. Og den første klart den mest sandsynlige.
SEJR i sidste runde hjemme mod Ishøj betyder, at FREM klarer frisag, medmindre Thisted samtidig vinder i Nykøbing, og Helsingør vinder ude mod HIK.
Der er dog den mulighed, at FREM vinder med tre mål mere over Ishøj, end Helsingør vinder over HIK. I den situation vil FREM alligevel klare skærene – selv med Thisted-sejr i Nykøbing.
Til gengæld står det fast, at FREM undgår nedrykning med sejr, hvis Thisted kun får uafgjort på Falster. I den situation vil FREM have bedre målforskel end Thisted.
UAFGJORT er kun nok for FREM, hvis FC Helsingør samtidig taber til HIK.

NEDERLAG kan kun bruges, hvis FC Helsingør samtidig taber tre mål større mod HIK, end FREM taber til Ishøj.
Skulle FC Helsingør kun tabe to med mål mere end FREM, klarer nordsjællænderne frisag på flest scorede mål.
Men Ishøj har jo ikke noget at spille for. Bliver det så ikke en nem opgave?
Ikke nødvendigvis.
For det første havde Ishøj jo heller ikke noget at spille for i sidste runde. Men det forhindrede dem da ikke i at spille 1-1 mod HIK.
For det andet har Ishøj været gode her i slutspillet.
De havde sværere end FREM ved at vænne sig til niveauet i 2. Division. Men de kom efter det, og her i nedrykningsslutspillet har Ishøj kun tabt to kampe ud af ni mulige.
De har vundet fire kampe og spillet tre uafgjorte. De har altså taget 15 point. Kun Thisted har fået endnu flere point her i slutspillet (16).
De ni runder har givet syv point til FREM, og det er færrest af alle.
Ishøj har samtidig lavet 19 mål i slutspillet. FREM har til sammenligning nettet syv gange.
Endelig er der det at sige til hele situationen, at HIK jo heller ikke har noget på spil mod FC Helsingør. Og i Nykøbing står der også kun æren på spil for hjemmeholdet mod Thisted.

Hvordan gik det sidst, FREM mødte Ishøj?
Det gik ikke så godt, for her tabte FREM 0-3 efter mål af Mohamed Azaquoun i første halvleg og af Matin Al-Atlassi og Josef Moussa i anden halvleg.
I det hele taget har Ishøj ikke været en god modstander for FREM i denne sæson, for alle de tre tidligere kampe er tabt.
I grundspillet blev det 1-2 hjemme på Valby Stadion i efteråret. I den sidste kamp i grundspillet tabte FREM 0-2 i Ishøj.
Sejr i den kamp ville have sendt FREM i oprykningsspillet, og så ville vi slet ikke have talt om nedrykning her inden sidste runde.
I sidste sæson var FREM til gengæld ubesejrede mod Ishøj. Det blev til to hjemmesejre og to uafgjorte kampe på udebane.
Den samlede målscore lyder nu på 12-9 i Ishøjs favør.
Nu er det sidste runde, og så skal alle kampe vel spilles samtidig?
Det skal de nemlig.

Der skal spilles lørdag kl. 14.00, og til at lede slagets gang på Valby Stadion har DBU udpeget Benjamin Seferovic.
Ude på linjerne passer Jonathan Garcia Nilton og Martin Egtved Munch Jørgensen flagene.
FREM får brug for al den støtte, holdet kan få. Så herfra ønskes god kamp til alle.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfoto: Claus M. Hansen