Det koster Boldklubben FREM en bøde på 3.750 kroner, at nogle af klubben fans, i forbindelse med udekampen mod Holbæk B&I den 15. marts, anvendte pyroteknik under kampen.
Frans Barkler, direktør i Boldklubben FREM ApS, udtaler følgende:
“Kære Fremmere.
Tak for en fantastisk opbakning mod Holbæk sidste fredag. Kæmpe fest og fortjent sejr til FREM.
Derfor er det selvfølgelig beklageligt, når festen kammer over i brug af romerlys på Holbæk Stadion, hvorfor vi har fået en indberetning og en bøde af Fodboldens Disciplinærinstans.
Klubben er bekendt med hvem det er, men gør ikke mere ud af det denne gang, da de implicerede parter allerede har tilkendegivet, at de betaler bøden.
Vi vil dog gerne minde om, at bøderne falder ret konsekvent i de her sager, så det skal ikke ses som carte blanche til at fortsætte med at anvende pyroteknik.
Divisionsforeningens regler giver mulighed for at anvende pyroteknik før eller efter en kamp med forudgående tilladelse og under kontrollerede forhold og det vil vi gerne tage en snak om med de fans, der har interesse.”
Læs den fulde kendelse her: https://www.dbu.dk/media/0otpi5i3/kendelse-bk-frem-118-23-24-15-03-24-dbu.pdf