Kampreferat
FREM vandt sæsonens sidste udekamp i Tønder 2-1 på et smukt frisparksmål af Tonni Adamsen få minutter før tid i et opgør, der var ganske underholdende, selvom regn og torden gjorde, hvad det kunne for at spolere oplevelsen.
Med sejren over FC Sydvest 05 – som klubben i Tønder jo hedder – er FREM sikre på at vinde Kvalifikationsspillet i 2. Division, uanset hvordan det går i sæsonens sidste kamp på hjemmebane.
I forhold til sidste uges kamp hjemme mod Vejgaard (3-2) havde FREM-træner René Henriksen foretaget to ændringer.
Midterforsvareren Kristoffer Dirksen var i karantæne, og det gav plads til Andreas Lundberg fra kampens start. Desuden begyndte Daniel Anusic på positionen som højre back. Og det betød, at Christian Bramsborg var røget på bænken.
Allerede fra kampens første fløjt stod regnen ned i stænger, som den gjorde i lange sekvenser i kampen. Indimellem var regnet ledsaget af tordenbulder, så man kunne blive i tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at gennemføre af kampen af hensyn til spillernes sikkerhed.
Men spillet blev der. Og efter det første kvarter – hvor de to hold følte hinanden lidt an – kom der gang i sagerne.
De første muligheder tilfaldt hjemmeholdets Jonas Gejel Hansen, der på sit forsøg nummer et skød noget ved siden af FREMs mål.
Forsøg nummer to efter små 20 minutters spil var til gengæld af en noget anden kaliber.
Efter et glimrende sideskifte endte bolden hos FC Sydvests Marco Hansen, der lagde bolden ind til Jonas Gejel Hansen, som forholdsvis ugeneret kunne skyde på mål fra kanten af straffesparksfeltet. Det var et velplaceret forsøg tæt på højre stolpe, men FREM-målmand Marco Brylov fik kastet sig med det resultat, at han på glimrende vis reddede bolden til hjørnespark.
Kort efter måtte FREM foretage holdets første udskiftning, fordi Daniel ’Elly’ Pedersen var blevet skadet. Det betød, at Frederik Roepstorff kom på banen, og han skulle få minutter senere komme til at spille en afgørende rolle.
Hamid Khalidan spillede bolden ud i FREMs højre side, hvor Daniel Anusic fra sin back-position var skudt med frem. Han lagde bolden fladt ind i feltet, hvor den ramte Frederik Roepstorff, der ikke fik bolden under kontrol, men skød den hen på hjemmeholdets Mads Blom, hvorefter den tilfældigvis røg i kassen tæt ved højre stolpe. Hjemmeholdets målmand, Kasper Tiedemann, var fanget på det forkerte ben så han kunne ikke nå ned for at forhindre selvmålet (se målet her).
FREM havde indtil da måske nok haft en lille overvægt i spil, men det havde ikke materialiseret sig i nævneværdige chancer, så føringsmålet var noget heldigt. Men scoringen åbnede samtidig kampen.
Tonni Adamsen havde to glimrende skudforsøg. På det første måtte Kasper Tiedemann bruge to forsøg på at sikre sig kuglen, og på det andet – et frispark fra 25 meter – strøg bolden lige over overliggeren.
Samme Tonni Adamsen fik mod slutningen af første halvleg en god kontramulighed, hvor FREM var to mod tre. Han forsøgte at lægge bolden over til en helt fri Frederik Roepstorff, men det lykkedes en tilbageløbende FC Sydvest-spiller at få blokeret afleveringen, hvorefter chancen løb ud i sandet.
Hjemmeholdet var nu ganske godt med i denne del af kampen. De satte FREM under et vist pres, men deres bedste forsøg i slutningen af første halvleg var et kraftfuldt langskud fra Jeppe Hansen, som Marco Brylov fornuftigt nok valgte at bokse ud af farezonen.
Stillingen 1-0 holdt til pausen, og da FC Sydvests rivaler i bunden, Odder, samtidig var foran mod Marienlyst, valgte holdets træner, Hans Henrik Andreasen, at foretage en dobbelt-udskiftning.
Den tidligere Esbjerg- og OB-spiller sendte både Fiton Durguti og Oliver Nielsen på banen fra anden halvlegs start for at skabe større tryk på FREMs mål. Og det kom der.
Allerede efter fire minutters spil satte værternes højre back, Marten van ittersum, sig igennem nede ved mållinjen. Han lagde bolden tilbage til Fiton Durguti, som fra kanten af målfeltet sendte bolden forbi Marco Brylov – og venstre stolpe!
I den følgende periode var det især FC Sydvests højrekantspiller, Marco Hansen, der voldte kvaler for FREMs forsvar med vævre driblinger og et par skud på mål. Og efter godt et kvarters spil var heldet virkelig med udeholdet.
På et højt indlæg steg FC Sydvests Silas Songani til vejrs nede ved mållinjen. Fra næsten nul grader headede han bolden forbi Marco Brylov og på venstre stolpe. På riposten lykkedes det for FREMs Victor Christiansson at få tacklet forsøget fra Marco Hansen til hjørne.
Det hjørnespark satte imidlertid gang i en farlig FREM-kontra, hvor gæsterne løb tre mod en. Bolden endte hos Tonni Adamsen, som skød på mål, men Kasper Tiedemann reddede med en flot fodparade.
Kort efter foretog FREM udskiftning, og det betød comeback til Andreas Horsebøg, der på grund af en skade ellers ikke har spillet siden udekampen i marts mod Brønshøj (1-1).
Seks minutter efter Tonni Adamsens store chance gentog historien sig efter godt opspil i FREMs venstre side. Her var chancen ikke nær så stor til Tonni Adamsen. Men igen måtte Kasper Tiedemann bruge fødderne for at redde sit hold.
Med 12 minutter tilbage af kampen fik hjemmeholdet hjørnespark i højre side, og her var det igen tæt på. Forsvareren Jeppe Schultz var gået med frem og headede på mål fra bageste stolpe. Men Marco Brylov reddede til nyt hjørne.
Det kunne vel næsten ikke blive ved at gå godt for FREM?
Nej. Det efterfølgende hjørnespark slog hjemmeholdet også over til bageste stolpe, og denne gang steg venstrebacken Christian Degn Clausen til vejrs og pandede bolden i målet fra kort afstand (se målet her).
Det var anden kamp i træk, modstanderne udlignede en føring til FREM. Men ligesom tilfældet havde været for Vejgaard Anden Pinsedag, var det heller ikke nok for FC Sydvest til at få point.
To minutter før tid begik hjemmeholdets målscorer, Christian Degn Clausen, frispark lige uden for eget straffesparksfelt. Og det var en sag for Tonni Adamsen.
Han tog tre skridts tilløb, hvorefter han med udsøgt præcision løftede bolden over forsvarsmuren og op i højre målhjørne. Kasper Tiedemann kastede sig, men han havde ikke en chance for at afværge den fremragende scoring (se målet her).
FREM kørte de tre point hjem, og dermed er FC Sydvest under stregen inden sidste runde på lørdag, hvor deres tur går til Slagelse.
Samtidig tager FREM imod Tarup-Paarup, som efter denne rundes resultater er sikre på at rykke ned.
FREM har med dagens sejr vundet syv ud af ti kampe i Kvalifikationsspillet – heraf alle de tre seneste – og der er nu fire point ned til Hillerød på andenpladsen. Derfor kan nordsjællænderne ikke længere overhale FREM, der med andre ord vinder Kvalifikationsspilet.
Matchfakta:
FC Sydvest – FREM 1-2 (0-1)
Mål:
0-1 Mads Blom (selvmål, 25.)
1-1 Christian Degn Clausen (80.)
1-2 Tonni Adamsen (88.)
Advarsler:
FC Sydvest: Anders Thomsen, Jonas Gejel Hansen, Marco Hansen, Kasper Tiedemann
FREM: Frederik Sundstrup
Holdopstillinger:
FC Sydvest: Kasper Tiedemann – Marten van Ittersum, Mads Blom, Jeppe Schultz, Christian Degn Clausen – Marco Hansen, Jeppe Hansen, Jonas Gejel Hansen, Nils Nees Priisholm – Anders Thomsen, Silas Songani
FREM: Marco Brylov – Daniel Anusic, Andreas Lundberg, Frederik Sundstrup, Kenneth Thinter – Mikkel Andersson, Victor Christiansson, Hamid Khalidan, Tonni Adamsen, Daniel ’Elly’ Pedersen, Benjamin Warlo
Udskiftninger:
FREM: Frederik Roepstorff ind for Daniel ’Elly’ Pedersen (20.)
FC Sydvest: Fiton Durguti ind for Nils Nees Priisholm (46.)
FC Sydvest: Oliver Nielsen ind for Anders Thomsen (46.)
FC Sydvest: Jesper Riis ind for Silas Songani (63.)
FREM: Andreas Horsebøg ind for Hamid Khalidan (66.)
FREM: Magnus Davidsen ind for Tonni Adamsen (90.)
For FREM blev Christian Bramsborg, Gorm Hansen, Dominik Kis og Jesper Næsby (målmand) ikke benyttet
Dommer: Martin Outzen
Tilskuere: 367