Boldklubben FREM har lavet en aftale med den 26-årige offensive spiller Emil Wass, der senest har repræsenteret divisionskollegerne Nykøbing FC.
Emil Wass kommer med stor erfaring og over 140 kampe i 2. division for Avarta, AB og Nykøbing FC. Tidligere har Emil spillet ungdomsfodbold i Lyngby og FC Helsingør, og han har desuden tilbragt ét år på akademiet i spanske Celta Vigo.
Martin E. Jensen fra Sportsudvalget i FREM udtaler:
“Vi er meget glade for at have landet en aftale med Emil Wass.
Han har vist stor interesse for klubben og det projekt, vi er i gang med, og vi ser frem til at få ham i aktion. Wass er en erfaren offensiv spiller med et højt teknisk niveau og stor spilintelligens.
Han kan dække både 10’er-rollen og spille som falsk 9’er, og vi forventer, at han bliver en vigtig brik i vores offensiv.
Med sin evne til både at sætte holdkammerater op og selv finde vej til netmaskerne, håber vi, at han kan bidrage med både mål og assists i den kommende sæson.
Derudover er han en arbejdsom spiller med stort løbepensum og en attitude, der passer perfekt ind i vores måde at spille på.”

Emil Wass selv fortæller om skiftet:
“Jeg er rigtig glad for, at mit skifte til Boldklubben FREM nu er på plads.
Det er en traditionsrig klub med store ambitioner og ikke mindst passionerede fans, og jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af det.
Jeg er overbevist om, at FREM er det rette sted til at få det bedste frem i mig som spiller og menneske.
Jeg glæder mig til at komme i gang, arbejde hårdt og bidrage med alt, hvad jeg kan – både på og uden for banen.”
Vi byder Emil varmt velkommen i FREM og glæder os til at se ham i aktion.
