Byd velkommen til Mads Gernsøe, der skifter til Boldklubben FREM fra Fremad Amager.
Mads er 19 år og kan spille på højrekanten eller helt oppe foran. Mads har spillet i AB Tårnby inden han kom til Fremad Amager. Her han har spillet på AC Amager Academy (en talentoverbygning til Fremad Amager og B1908).
Mads fik debut for Fremad Amager i februar 2023 og spillede 13 kampe i 1. Division, mens det er blevet til fem kampe i 2. Division i denne sæson.
Beran Camili fra Sportsudvalget fortæller:
“Mads er en ung spændende angriber, der på trods af sin unge alder allerede har fået kampe i 1. og 2. division hos Fremad Amager.”
“Nu skal Mads lige vænne sig til et nyt miljø og nye holdkammerater og så er vi sikre på, at Mads kan fortsætte sin udvikling til gavn for både ham selv og FREM.”
“Vi glæder os til at se Mads i aktion.”
Vi har stillet Mads et par spørgsmål i forbindelse med skiftet.
Du er Amager-dreng, men skal nu over på den anden side af Sjællandsbroen. Hvad er dine umiddelbare tanker om skiftet til FREM?
FREM og Fremad Amager minder utrolig meget om hinanden begge to traditionsrige klubber, og gode trofaste fans. Jeg glæder mig helt vildt til at være en del af den spændende udvikling FREM er i og glæder mig til at trække FREM-trøjen over hovedet.
Hvad er målet for foråret? Både personligt og på vegne af holdet?
Personligt er det at være med til at bidrage med mål, assister og godt spil til glæde for fansene. På vegne af holdet er det helt klart oprykning som jeg glæder mig mega meget til forhåbentlig at kunne være en del af.
Velkommen til FREM, Mads!