Boldklubben FREM har lavet en aftale med midtbanespilleren Sylvester Seeger-Hansen, der skifter på en fri transfer fra AB.
Hvis du synes at du har hørt navnet Seeger-Hansen før, så er det måske Sylvesters storebror du tænker på. Sebastian Seeger-Hansen spillede nemlig 23 kampe for FREMs førstehold i 2010/11 sæsonen. Sylvester spillede dog også for FREM i ungdomsårene inden han rykkede til HB Køge i 2012.
Året efter blev Sylvester rykket op i HB Køges førsteholdstrup i 1. Division, som han var en del af i tre år inden turen gik videre til Akademisk Boldklub, hvor han har spillet indtil denne sommer. I AB er det blevet til 169 kampe, mange som anfører, fordelt på 1. Division og 2. Division. Samlet set er det blevet til over 100 kampe i 1. Division og over 100 kampe i 2. Division, så det er en særdeles erfaren 28-årig spiller, der kommer til klubben.
– Jeg er utroligt glad for at skrive under med FREM. Det er en klub jeg altid har haft tæt ved hjertet og tilbragt størstedelen af mine ungdomsår i, så det var ikke et svært valg at vende tilbage.
– Derudover var jeg tiltalt af klubbens ambitioner om at få FREM hurtigst muligt tilbage på en højere hylde, og jeg ser frem til at være en del af det projekt, udtaler Sylvester Seeger-Hansen.
– Sylvester er en stærk tilføjelse til vores trup, en spiller som har over 100 1. Divisions-kampe samt over 100 2. Divisions-kampe.
– En spiller som er i sin bedste fodboldalder og som kommer til at løfte vores niveau. Og så er det også en af vores egne som vender hjem, da Sylvester har været ungdomsspiller i klubben, udtaler Sportsudvalget.