FREM vandt tirsdag flot 3-0 over Brønshøj i DBU Pokalen. Og dermed trænger det lidt i baggrunden, at det lørdag blev til 1-2 i det nordlige Aarhus mod Aarhus Fremad.

Den tidligere Hobro-spiller, Anders Holvad, bragte hjemmeholdet foran i første halvleg, da FREM-markeringerne svigtede.

Samme Anders Holvad fordoblede føringen i begyndelsen af anden halvleg. Og selvom Salieu Drammeh fik reduceret små 20 minutter før tid, endte Aarhus Fremad med at smile størst i Smilets By, for de tre point blev i Aarhus.

Det var FREMs første nederlag i samtlige turneringskampe på udebane i hele 2024.

Så meget desto bedre var den sikre sejr i pokalslaget mod Brønshøj. Nu må vi se, hvilken klub FREM skal møde i ottendedelsfinalen om en måned.

Men ellers kan man konstatere, at FREM er dumpet ned i midterfeltet i 2. Division efter fire kampe med blot et enkelt point – efter ti point i de første fire kampe.

Nu venter hjemmekampe mod Thisted og Ishøj, som er to af de hold, der ligger under FREM i tabellen. Og ikke mindst derfor skal der nu gerne point på kontoen igen.

Først gælder det Thisted FC, som er stiftet i 1989. Men moderklubben, Thisted IF, er fra 1904.

Thyboerne fik første gang divisionsstatus i 2005, og de har både spillet i den tredjebedste og den næstbedste række.

I 2017/18 lå de på andenpladsen efter Vejle i 1. division efter efterårets kampe. Men foråret gav ikke en eneste sejr, og så blev der naturligvis ingen oprykning til Superligaen.

Sæsonen efter rykkede Thisted ud af 1. division. Og siden da har den stået på 2. Division.

I sidste sæson sluttede klubben sidst i 2. Division efter grundspillet. Her kneb det især med at få point hjemme på Sparekassen Thy Arena, hvor det kun blev til en enkelt sejr.

Det gik ud over FA 2000 (1-0). Og de tre point skulle siden vise sig at blive ret værdifulde.

Det lykkedes nemlig at få rettet op på hjemmebane statistikken i nedrykningsspillet, hvor det blev til tre sejre og en uafgjort i fem kampe på eget græs.

Efter næstsidste runde stod det klart, at Brabrand var rykket ned. FA 2000 lå næstsidst, og de havde to point op til Thisted og HIK. Her lå Thisted bedst takket være bedre målforskel.

I sidste runde var Thisted på besøg i Skive, der kom foran 20 minutter før tid. Da FA 2000 samtidig førte i Brabrand, og HIK førte mod Fremad Amager, var Thisted altså på dette tidspunkt under nedrykningsstregen.

Men takket være mål af amerikaneren Jean-Julien Foe Nuphaus og danske Jeppe Dalgaard lykkedes det for Thisted at vende kampbilledet. Dermed var de reddet, og så hjalp det ikke for FA 2000, at de også vandt 2-1 over Brabrand.

I den nye sæson kom Thisted egentlig glimrende fra start med syv point i de første tre kampe. Men i de efterfølgende fem kampe er det blot blevet til et enkelt point takket være 1-1 i Gladsaxe mod AB i forrige runde.

Senest måtte holdet ned på hjemmebane mod rækkens førerhold, Fremad Amager.

Thisted kom ellers foran efter en halv times spil på et mål af midtbanespilleren Christian Hørby, som er vendt tilbage til klubben efter at have spillet et år i 1. division for Hobro.

Men samme Christian Hørby blev kort inden pausen udvist efter sit andet gule kort. Og Fremad Amager udnyttede overtalssituationen til at score tre gange. Fløjspilleren Christoffer Boateng scorede alle Fremad Amagers tre mål.

Nederlaget sendte Thisted ned på næstsidste pladsen. Men der er kun spillet en fjerdedel af sæsonen, så der kan nå at ske meget endnu.

Historisk set har FREM haft det svært mod Thisted.

De to klubber har mødt hinanden 13 gange tidligere, og FREM har kun vundet to af de indbyrdes kampe. Det var de to første kampe.

Vi skal således helt tilbage til 2007 for at finde den seneste sejr til FREM over thyboerne.

Dengang vandt FREM 2-0 på mål af Mikael Simonsen og Wassim El-Banna.

De to seneste opgør imellem de to klubber var i 2022/23, hvor FREM som bekendt endte med at rykke ud af 2. Division.

Hjemme på Valby Stadion blev det 1-1, efter at amerikaneren Jared Gilbey havde bragt Thisted foran i anden halvleg. Emil Schou Jørgensen fik imidlertid udlignet ved den lejlighed. Begge mål blev scoret på hovedstød.

Returopgøret vandt Thisted 3-0 efter to mål af Mikkel Agger (det ene på straffe) og et mål af bolivianeren Antonio Bustamante.

Samlet set har Thisted vundet syv kampe mod FREM, mens fire opgør er sluttet remis. Den samlede målscore er 25-15 i Thy-klubbens favør.

Den statisik kunne det være rart at gøre lidt ved. Og det kan ske lørdag kl. 14.00 på Valby Stadion, hvor DBU har udpeget Nicki Nordlund Hansen til at passe fløjten.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com

Foto: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk