Efter to udekampe i træk i Campo Bet 3. Division skal FREM lørdag spille hjemme mod Sundby i et vigtigt københavneropgør.
Hvad er der sket siden sidst?
FREM var i Ishøj, og den kamp endte med et nederlag på 2-3. Det var Ishøjs første sejr i denne sæson, og det var femte kamp i træk i alle turneringer, at FREM indkasserede mindst to mål.
FREM kom ellers tidligt foran på et frisparksmål, som Emil Wass sendte i kassen med et fladt skud.
Der var fjerde sæsonmål for Emil Wass, der bl.a. nettede to gange i den seneste sejr til FREM. Her vandt holdet 5-2 hjemme over Ringsted først på måneden.
Det blev også 2-0 til FREM i første halvleg, da Ali Almosawe scorede efter opspil i højre side.
Det var den tidligere HIK-spillers første scoring for FREM.

Men kort tid efter det mål fik Ishøj scoret til 1-2 ved Magnus Søndergaard på et kontraangreb.
Efter et kvarters spil af anden halvleg udlignede Ertugrul Teksen for Ishøj – ligeledes efter et kontraangreb.
Det så ud til, at 2-2 ville blive kampens resultat, men i tillægstiden scorede Jagvir Singh Sidhu sejrsmålet for Ishøj efter et indlæg fra højre side.
Det var anden kamp i træk og fjerde kamp i alt i denne sæson, at FREM satte point til i de sidste minutter. Det skete også i udekampene mod Holbæk (1-2), mod Helsingør (0-1) og mod Holstebro (2-3).
I al fairness har FREM så også fået et point ved en sen udligning. Det skete i udekampen mod Vanløse (2-2).
Hvornår er det sidst sket, at FREM har tabt efter at have ført med to mål?
Der skal vi ret langt tilbage.
Hidtil sidste gang det skete, var i en kamp mod Haderslev i oktober 1998 (det var klubben, der senere blev til HFK Sønderjylland og senere igen til SønderjyskE).
Dengang i sidste årtusinde sørgede Kim Poulsen og Martin Jeppesen for, at FREM vandt første halvleg 2-0. Men Haderslev vandt kampen 3-2 takket være mål i anden halvleg af Per Hamborg, målmanden Jesper Mortensen på straffe og Henrik Asmussen.
Det er dog sket flere gange siden, at FREM har spillet uafgjort efter at have ført med to mål.
Det skete senest i en udekamp mod Kolding i oktober 2022, hvor FREM kom foran 2-0 på mål af Hocine Derrar og Emil Schou Jørgensen.
Her reducerede Sebastian Denius på straffespark, og Kouassi Yao stod for udligningen.

Derefter er det faktisk sket en enkelt gang mere, at FREM har sat et forspring på to mål over styr.
Det var i hjemmekampen mod Lyseng i november 2023, hvor to tidlige mål af Sylvester Seeger-Hansen og Salieu Drammeh bragte FREM på 2-0.
Ved den lejlighed scorede Lysengs Jonas Berwald og Mads Frandsen. Men her lykkedes det alligevel for FREM at tage alle tre point takket være et mål to minutter før tid af Gustav Overgaard Hansen.
Samme Gustav Overgaard Hansen fik for øvrigt to gule kort og dermed rødt i kampen i Ishøj. Han har derfor karantæne i kampen mod Sundby.
Det var jo ikke så godt. Men hvad betød nederlaget mod Ishøj for stillingen?
Hørsholm/Usserød spillede 1-1 mod Vanløse, og derfor dumpede FREM med nederlaget mod Ishøj ned på niendepladsen – altså pladsen lige over nedrykningsstregen.
Der er nu fem point op til top-6, som går i oprykningsspillet en gang til foråret.
Hvad med Sundby?
Ja, de vandt 2-0 hjemme over Holstebro.
Midtbanespillerne Johan Becker og Nicolai Jacobsen scorede de to mål i anden halvleg. Begge scoringer faldt efter hjørnespark til Sundby.
Dermed er Sundby kun et point efter FREM. Og ikke mindst derfor er lørdagens kamp vigtig.
Sejr til FREM vil give luft til den værste suppedas. Et nederlag vil betyde, at FREM ryger under nedrykningsstregen.
Hvad er Sundby Boldklub for en størrelse?
Klubben har rødder tilbage til mellemkrigstiden, hvor syv unge mænd valgte at stifte Boldklubben af 1922. De blev i første omgang medlem af Dansk Arbejder-Idræt (DAI).
I 1945 tog klubben navneforandring til sit nuværende navn, Sundby Boldklub. Ved samme lejlighed meldte de sig ind i KBU.
Klubben spillede seriefodbold i mange år, men i 2024 lykkedes det at rykke op fra Danmarksserien, og Sundby Boldklub er i dag den næsthøjest placerede klub fra Amager – kun overgået af Fremad Amager i Campo Bet 2. Division.
Sundby blev nummer ni i den første sæson som divisionsklub, mens det blev til en ottendeplads i Campo Bet 3. Division i sidste sæson.
Her var det helt store problem at få point på udebane. Det blev kun til en enkelt sejr på fremmed græs (1-0 i Vejgaard i maj).
De problemer er fortsat i den nye sæson for amagerkanerne.
Holdet har syv point for otte kampe. Alle syv point er hentet hjemme på øen. På udebane har Sundby altså tabt alle deres kampe indtil videre.

Hvad med pokalen?
I Betano Pokalen nåede Sundby i denne sæson ligesom FREM til tredje runde.
Først blev det 4-0 i Slagelse og dernæst 3-2 i Frederikssund. Så kom FC Midtjylland forbi Sundby Idrætspark og vandt 7-0.
Hvordan var det, at det gik for FREM mod Sundby i sidste sæson?
FREM mødte Sundby fire gange. Og det er de eneste fire gange, klubben har været på menukortet.
Den første kamp var sæsonpremieren, hvor FREM vandt 3-2 på hjemmebane.
Mål af Casper Froulund, Marco Vinterberg og Asger Hemmingsen bragte hurtigt FREM foran 3-0. Johan Becker reducerede for udeholdet i første halvleg – Giran Pyne-Cole i anden halvleg.
I returkampen i november kom FREM igen tidligt foran – denne gang ved Nicholas Sejr.
Magnus Krogh Hansen fik udlignet i anden halvleg for Sundby, men fem minutter senere headede Justin Shaibu en ripost i mål, der sikrede FREM en sejr på 2-1.
Dermed overvintrede FREM i top-6, men som vi ved, endte det alligevel med Kvalifikationsspil.
Her stødte FREM igen på Sundby Boldklub, der først fik revanche på Amager ved at vinde 2-1.
Her var Justin Shaibu igen på pletten for FREM, men Mohamed Beimaillah udlignede i første halvleg, og Elias Larsen scorede til slutresultatet 2-1 til Sundby syv minutter før tid.
Sæsonen sluttede som den begyndte for de to klubber, for FREM spillede hjemme mod Sundby i sæsonens sidste kamp.
Den havde i praksis ingen betydning for noget af holdene, og den sluttede uden mål.
Er der kendte spillere hos Sundby?
FREM-fansene vil kunne genkende Rasmus Fink Hansen. Midtbanespilleren spillede i sidste sæson for netop FREM.

Hvem er deres træner?
Det er Thomas Karabulut, som i sin tid også var med til at føre klubben op fra Danmarksserien, Han har i øvrigt tidligere FREM spiller Karim Graini som assistent
Hvem er dommer i kampen?
DBU har denne gang valgt Mads Kildal Christensen til at lede slagets gang. På linjerne får han hjælp af Benjamin Emil Friis – som var dommer i FREM’s kamp mod Vanløse – og Ebbe Baardsen, som to gange tidligere i denne sæson har passet flag i kampe mod FREM.
Hvornår skal kampen spilles?
Det skal den lørdag kl. 14.00.
I divisionssammenhæng er FREM ubesejrede på hjemmebane i denne sæson. Det er værd at håbe på, at den status fortsætter.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfotos: Claus M. Hansen
