Det klassiske københavneropgør

Lørdag d. 3. oktober klokken 13.00 tager B.93 imod FREM på Østerbro Stadion. Kampen er sjette runde i 2. Divisions Pulje 1.

Det er lidt pudsigt, at den 206. udgave af det klassiske københavnske lokalopgør spilles i 2. Divisions vestkreds, men sådan er det denne gang. Turen til Østerbro er klart den korteste udebanetur, vi skal på i år. Det er også en stor fordel for de fremmertilskuere og -fans, som har fået billet til kampen.

Heldigvis lykkedes det for B.93 at kunne byde udebanefans velkommen, og traditionelt har Østerbro Stadion været godt besøgt af fremmere, når vi møder vores ‘evighedsrivaler’. Vi glæder os til at mærke støtten igen – den er guld værd.

Det er et opgør, begge klubber – og enhver fodboldromantiker – glæder sig lidt ekstra til. I de historiske omgivelser på Østerbro Stadion skal begge klubber forsøge at holde fast i toppen af rækken og holde de mange forfølgere bag sig. Det kan kun blive spændende.

Der skal kæmpes med alt, hvad vi har mod B.93 (Foto: Preben Pathuel)

To formstærke hold

B.93 ligger inden rundens kampe nummer to med 12 point, mens FREM deler tredjepladsen med Thisted FC med tre point færre. Rækken føres af Jammerbugt FC, som har taget samtlige 15 mulige point. Allerede fredag mødes netop Jammerbugt og Thisted, og det er altså en vigtig runde med dobbelt topopgør.

B.93 har et ungt og talentfuldt hold, som virkelig har vist sig at være opgaven i 2. Division voksen i denne sæson. Eneste pointtab var mod topholdet Jammerbugt, og seneste runde gav en sejr på 3-2 over Brabrand IF også på hjemmebane. Ved den lejlighed scorede den nytilkomne angriber Oliver Carrara to gange, og han er en af mange profiler, som vi skal holde nøje øje med.

FREM er ubesejret i divisionen indtil videre, og de 5 kampe har kastet 9 point af sig. Senest et enkelt via 0-0 i Dalum. Et uafgjort resultat i lørdagens svære udekamp vil isoleret set ikke være skidt, men holdene under os i tabellen ånder os i nakken, og vi har brug for en sejr for at holde os i den rigtige ende af tabellen.

Til kampen har cheftræner René Henriksen igen råderet over Daniel Anusic, som har overstået sin karantæne, og han vil utvivlsomt være et velkomment gensyn. Hans giftige indlæg og målsøgende spil er et våben, som har været savnet.

Hvordan truppen til kampen ende med at se ud, må vi se på dagen.

I de seneste 4 opgør klubberne imellem er der kun scoret 3 mål i alt. Alle af B.93, som har taget tre 1-0-sejre og en enkelt målløs affære. Før det var det FREM, der havde overhånden i en række målrige opgør (samlet 22 mål i 5 kampe). Så lad os håbe på, at lørdagens kamp bliver en af dem med mange mål i.

Mystikken om guldet i 1928

Siden seneste opgør mellem de to historiske klubber, har der udspillet sig et mindre drama i kulisserne og i de støvede arkiver.

B.93 og FREM har ‘kæmpet’ om intet mindre end det danske mesterskab i fodbold. 92 år efter turneringen sluttede…

I 1928 sluttede tre hold lige på point, da Danmarksturneringen var slut. B.1903, B.93 og FREM. Reglerne dengang sagde, at mesterskabet skulle afgøres i omkampe mellem de hold, der lå á point, og det var derfor op til de tre klubber at aftale, hvornår de kunne mødes og spille om guldet.

Da B.1903 havde 25-års jubilæumsturnering, og B.93 var blevet inviteret med på turné i Norge sammen med KB, kunne klubberne ikke enes om at afvikle kampene. Forslaget om at spille færdig midt i ferien, når 93’erne var kommet hjem fra Norge, blev afvist af FREM, da spillerne havde arbejde og familie at passe på det tidspunkt.

De afgørende kampe blev aldrig til noget, og DBU måtte træffe afgørelse om, at ingen kunne kåres som mester. Alle tre klubber endte dermed som tabere i det spil.

I foråret i år forsøgte B.93 at få omstødt DBUs beslutning med 92 års forsinkelse, således at de selv kunne kåres som mester for 10. gang og få en ekstra guldstjerne på trøjen. En anden løsning, som var i spil, var at gøre alle tre klubber til mestre med tilbagevirkende kraft, og det ville altså have betydet en ekstra stjerne til B.93 samt det 7. mesterskab til FREM og nummer 8 til B.1903.

Resultatet af ‘Kampen om Historiebøgerne’ blev, at DBU fastholdt beslutningen fra 1928, og der er altså stadig ingen mester det år.

Så må vi vinde vores mesterskaber på banen i fremtiden i stedet for i fortiden.

Er der mål i Alexander Holst Christiansen og Paul Ngongo Iversen denne gang? (Foto: Preben Pathuel)

Følg anvisningerne og pas på hinanden

Vi ønsker god kamp til alle, der har fået fat i en af de eftertragtede billetter, og vi opfordrer til, at alle følger de anvisninger, B.93s officials og vagter giver. Og at alle passer godt på sig selv og hinanden.

God kamp!

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk