Vi kan med stor glæde meddele, at en ægte Fremmer nu træder ind som ny partner i klubben. Martin Wiinblad, som er manden bag virksomheden Wiinblad & Klifoth VVS, bliver blandt andet en del af Erhvervsklubben FREM.
Selv udtaler Martin i forbindelse med samarbejdet:
“Vi har valgt at indgå et samarbejde med Boldklubben FREM, da jeg er Fremmer i hjertet. Jeg har spillet hele min barndom og ungdom i FREM og kommer også på Valby Stadion til så mange kampe, jeg kan. Da vores firma ligger i Valby, er det oplagt for os at være synlige på Valby Stadion og sammen med FREM generelt.”
Partneransvarlig i Boldklubben FREM, Simon Kristensen, supplerer:
“Det er en fornøjelse at kunne byde velkommen til en ægte Fremmer. Jeg er selvfølgelig glad for, at Martin kan se, at han som lokal erhvervsdrivende finder det oplagt at blive en del af det lokale fodboldflagskib. Synergierne er rigtig fine, og vi ser frem til samarbejdet.”