Lørdagens træningskamp – den formentlig sidste på hjemmebane – var mod Hillerød; et hold der pt ligger midt i Pulje 2 og et hold, som FREM traditionelt har det svært imod. Det var derfor ikke givet, at det ville blive et let opgør for FREM, som stadigvæk må undvære et par af profilerne.

Hillerød kom bedst fra start og havde i kampens første minutter et par gode muligheder specielt efter indlæg, men generelt stod FREM godt centralt, hvor Emil Schou var altdominerende i luftrummet.

Langsomt overtog FREM spillet kom også nærmere og nærmere Hillerød-målet. André Riel havde først en stor chance, men var desværre offside.

André Riel kom først på måltavlen (Foto: Preben Pathuel).

Samme Riel var kampens første målscorer, da han efter 20 minutters spil slap fri på kanten af offside. Lucas Balck fulgte med og trak lidt af Hillerød-forsvaret fra hinanden, så der var rigeligt plads til at sende bolden i mål.

FREM var altdominerende, og det var faktisk en nydelse at se den arbejdsiver, FREM viste. Det blev 2-0 efter cirka en halv times spil, da Armend Aslani tog en lang løbetur med bold fra egen banehalvdel helt op til kanten af straffesparksfeltet, hvor han fikst sendte bolden i mål med et skruet skud.

Armend Aslani spillede en god kamp og scorede et fremragende solomål til 2-0 (Foto: Preben Pathuel).

Kort før pausen burde André Riel nok have scoret igen, da han slap fri på en dyb stikning, men afslutningen sad lige på målmanden.

FREM skiftede en del spillere i pausen og det gav noget uro. Hillerød havde faktisk tre indlæg foran FREMs mål, som ikke blev ekspederet væk, men FREM havde også sine muligheder i den anden ende. Andreas Smed forsøgte sig med et lob efter at være kommet først på en tværpasning, som målmanden dog fik vippet over mål.

Også Armend Aslani, som spillede en stor kamp, forsøgte sig, men han sendte bolden forbi mål efter en god løbetur med bold. ,

Cheftræner René Henriksen kunne være godt tilfreds med kampen mod Hillerød (Foto: Preben Pathuel).

FREM havde sat den unge Frederik Balslev på banen, og han takkede med et par rigtig gode indlæg. Det første til en næsten fri Andreas Smed, som dog lige skulle have bolden over til det andet ben, og så var der ikke længere så meget plads at afslutte på, og skuddet blev blokeret.

Kort efter havde Andreas Agermose Hansen en mulighed, men desværre sendte han bolden på Hillerøds keeper.

Andreas Smed havde FREMs næste store chance, da Frederik Balslev serverede bolden for fødderne af ham, men ak – chancen var så stor, at FREM-spilleren burde have scoret, men bolden blev sendt forbi mål.

Kampen sluttede med en sikker 3-0 sejr, FREM fik gang i de offensive spillere mod et på dagen måske lidt svagt Hillerød-forsvar.


FREMs opstilling i 1. halvleg

Andreas Larsen

Daniel Anusic, Andreas Lundberg, Emil Schou Jørgensen, Frederik Sundstrup

Armend Aslani, Mikkel Andersson (anf.), Magnus Juul Davidsen, Lucas Balck

André Riel, Andreas Smed


Opstilling 2. halvleg

Andreas Larsen

Matthias Andersen, Andreas Lundberg, Elias Gärtig, Christian Bramsborg

Armend Aslani (58, Alexander Holst Christiansen), Frederik Sundstrup (anf.) Oliver Basse, Andreas A. Hansen,

André Riel (58, Frederik Balslev), Andreas Smed

Andreas Smed blev fortjent valgt til Kampens Spiller af kamppartner Sportigan Slagelse (Foto: Preben Pathuel).

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.