Tredje gang var lykkens gang for FREM, som vandt lørdagens hjemmekamp med 1-0 over FC Sydvest takket være et mål midtvejs i første halvleg af Andreas Smed.

Efter to kampe på stribe, hvor modstanderne scorede mål og dermed fik point til sidst, lykkedes det denne gang for FREM at forsvare en etmålsføring hjem. Og dermed ligger de tværstribede nogenlunde lunt i svinget i forhold til at komme med i næste sæsons 1. division.

FREM førte som bekendt både i den sidste hjemmekamp mod Næsby og i udekampen mod Thisted, men i begge tilfælde fik modstanderne udlignet til sidst til slutresultatet 1-1.

Kampen mod Thisted havde ovenikøbet budt på rødt kort til holdets topscorer, Paul Ngongo Iversen, og gule kort til Andreas Lundberg samt Frederik Sundstrup. Konsekvensen var, at de ikke var spilleberettigede i lørdagens kamp mod FC Sydvest.

Det havde tvunget træner René Henriksen til at blande kortene lidt anderledes.

Emil Bjørn spillede derfor fra start som venstre back, mens Daniel Anusic begyndte i midtbanens højre side. Ret hurtigt i lørdagens kamp byttede han dog plads med Andreas Smed på den anden kant.

Desuden blev der plads til Magnus Juul Davidsen på midtbanen fra start i kampen, som – efter årstiden – blev spillet i småkoldt vejr og med blæst fra øst, der en gang imellem påvirkede opgøret. Begge hold havde lidt problemer med at holde kuglen inde på banen i medvindssiden.

Christian Bramsborg var med i startopstillingen, som var ramt af tre karantæner (Foto: Preben Pathuel)

FC Sydvest spillede frisk til fra start, og det sønderjyske mandskab var ikke langt fra at give FREM en chokstart.

I det tredje minut fik holdet således hjørnespark i venstre side, og her slog de bolden ind til første stolpe, hvor David Easter efter at have fået kontrol over kuglen sendte den i mål fra kort afstand. Dommer Casper Thorsøe jr. annullerede imidlertid den tidligere Svendborg- og FCM-spillers scoring på grund af frispark til FREM i opspillet.

Herefter fulgte en periode, hvor de to hold følte hinanden lidt på tænderne – uden at skabe det helt store. Men efterhånden overtog FREM dirigentstokken på banen.

Først fik André Riel skabt sig selv en skudmulighed, da han smart rundede en modstander med en baglæns dribling i venstre side – tæt på mållinjen. Vinklen var dog ret spids, og det var derfor ingen sag for FC Sydvests målmand, Kasper Tiedemann, at redde forsøget.

Derefter lykkedes det FREM at få kæmpet sig til to frispark tæt på udeholdets straffesparksfelt.

Det første blev begået mod Jacob Pind, og det tog André Riel sig af. Med svaj i bolden fik han den over muren og med retning mod målet. Alligevel tog Kasper Tiedemann sig sikkert af den.

Det gjorde han til gengæld ikke to minutter senere.

Her begik FC Sydvest frispark mod Andreas Smed, og det blev igen en sag for André Riel.

FREM-angriberen placerede sit forsøg i nærheden af højre stolpe, hvor Kasper Tiedemann halvklarede. Andreas Smed var imidlertid hurtigt over riposten og prikkede den forbi Sydvest-keeperen fra kort afstand til føring for hjemmeholdet.

Det var Andreas Smeds tredje mål for FREM siden skiftet fra FC Helsingør ved årsskiftet. Begge de to første mål havde han scoret mod Jammerbugt.

Andreas Smed fejrer sit mål med holdkammeraterne (Foto: Preben Pathuel)

Fire minutter senere i lørdagens kamp forsøgte Emil Bjørn at fordoble føringen, da han afsluttede et godt angreb, som FREM havde bygget op i højre side. Til sidst endte kuglen ovre ved venstrebacken, som med et velplaceret skud tvang Kasper Tiedemann ud i en glimrende redning.

Omkring den halve time var det så gæsternes tur.

Først var heldet lidt med FREM, da FC Sydvest slog et hjørnespark fra højre side, som Andreas Larsen kom skidt ud til. Bolden kunne i stedet svæve tværs over målfeltet, men der var ingen sønderjyder, der kunne nå frem og sparke eller heade læderet i kassen.

Dernæst fik midtbanespilleren Marco Hansen en chance i straffesparksfeltet. Men han var presset i skudøjeblikket, og det lykkedes også for FREM-forsvaret at få tacklet ham med det resultat, at det blot blev til et hjørnespark, som han selv tog sig af – og som i anden omgang til hans store forundring blev til et målspark til FREM.

Til gengæld var det FREM, der sluttede første halvleg bedst af.

Seks minutter før pausen lykkedes det for Magnus Juul Davidsen at tilbageerobre en tabt bold ude i venstre side. Han lagde bolden ind mod midten til Daniel Anusic, der tog et træk ind i straffesparksfeltet, inden han skød på mål – dog klart inden for Kasper Tiedemanns rækkevidde.

Kort før pausen var samme Daniel Anusic på spil i venstre side, da han lige nøjagtig lykkedes med at holde bolden inde nede i hjørnet. Han slog et højt indlæg til modsatte side, hvor André Riel fik headet til kuglen. Han var ikke helt i balance, men ikke desto mindre dumpede bolden ned i målfeltet, hvorefter den ramte den venstre stolpe, inden Sydvest fik afværget faren.

Stor glæde på tribunen (Foto: Preben Pathuel)

Anden halvleg stod der helt generelt FREM på.

Efter syv minutters spil var Emil Bjørn igen på spil, da han fik afsluttet efter et hjørnespark i venstre side. Han måtte dog se sit forsøg gå i sidenettet.

Dernæst sløsede FC Sydvest i opspillet et par gange, og det var FREM tæt på at straffe.

Første gang blev indlægget fra Lucas Balck i højre side dog for højt med det resultat, at Kasper Tiedemann kunne udnytte fordelen af, at han måtte bruge sine hænder. Og anden gang endte situationen med en afslutning fra André Riel, hvor Sydvest-keeperen i to forsøg sikrede sig kontrol over bolden.

Tættest på at fordoble føringen var målscoreren til 1-0, Andreas Smed, nok i virkeligheden efter et lille kvarter, hvor han med et dykkende skud overlistede Kasper Tiedemann. Men bolden dykkede lige nøjagtig lidt for sent. I stedet så det ud som om, den strejfede overkanten af overliggeren.

Derefter fulgte en periode med nogle udskiftninger og et generelt rodet kampbillede. Det mest dramatiske var egentlig, at Jacob Pind på et indlæg fik bolden så knaldhårdt i hovedet, at han måtte til behandling.

Midtbane-dynamoen blev dog klar igen, og i fortsættelsen forsøgte Sydvest at bringe balance i regnskabet.

Der var tilløb til en udligning tre gange– uden at det på noget tidspunkt blev rigtig farligt.

Forsvareren Christian Degn Clausen havde et skud på mål efter en situation, hvor FREM-forsvaret ikke fik sparket ordentligt væk. Men tæt på mål kan man ikke påstå, at hans afslutning var.

Det var skudforsøget fra midtbanespilleren Benjamin Ziajo til gengæld. Han skød på mål fra højre side, men Andreas Larsen kunne uden problemer gribe bolden ved den lejlighed.

Endelig havde angriberen Ardit Murati et forsøg efter et indlæg fra venstre side, hvor han sigtede efter højre side af målet – og ramte sidenettet.

I den anden ende prøvede André Riel et par gange – den ene gang noget mere nærgående end den anden –men tættest på at fordoble føringen var indskiftede Armend Aslani inde i overtiden.

Her spillede han smart sig selv fri til en skudmulighed på et kontraangreb. Lige så smart var det, at han først lavede en skudfinte, men da han bagefter skød på mål, måtte han se Kasper Tiedemann redde forsøget med venstre knæ.

Emil Schou Jørgensen blev valgt til Kampens Spiller af Malerselskabet, som var dagens kamppartner (Foto: Preben Pathuel)

Det ændrede dog ikke på, at FREM tog de tre point, og dermed står der et par ting fast efter fjerdesidste spillerunde.

For det første kan det ikke længere matematisk lade sig gøre, at FREM rykker ned i Danmarksserien. Det har nu på intet tidspunkt været et tema i denne sæson.

På den anden side vandt topholdet Jammerbugt 1-0 over Middelfart og er dermed 12 point foran FREM. Vendelboernes målscore er endda markant bedre, så chancen for at rykke op i Nordic Bet Ligaen er nu helt ude i den grå teori for FREM.

Mere interessant er det, om det lykkes at komme med i den nye, landsdækkende 1. division, som rækkens nummer 2-6 ender i.

B.93 ligger nummer to og må i praksis siges at være sikret minimum en sjetteplads. De spillede denne lørdag 0-0 mod Thisted, der ligger nummer tre – á point med FREM.

Aarhus Fremad ligger på femtepladsen efter en sejr på 4-1 over SfB/Oure, som dermed er sikre på at rykke ned i Danmarksserien.

VSK Aarhus vandt hele 4-0 over Dalum og er nu á point med Middelfart på sjette- og syvendepladsen. De er begge fire point efter FREM.

FREM har et ret hårdt slutprogram med udekampe mod Aarhus Fremad og Brabrand, hjemmekamp mod B.93 og udekamp mod Middelfart.

Men så igen: Holdet kan stadig selv afgøre sagen.

Endelig vinderbillede igen (Foto: Preben Pathuel)

Matchfacts

FREM – FC Sydvest 05 1-0 (1-0)

Mål:

1-0 Andreas Smed (22.)

Advarsler:

FREM: Rasmus Grønne Jensen (35.), Christian Bramsborg (40.)
FC Sydvest 05: Ingen

Holdopstillinger:

FREM: Andreas Larsen – Christian Bramsborg, Rasmus Grønne Jensen, Emil Schou Jørgensen, Emil Bjørn – Daniel Anusic, Jacob Pind, Magnus Juul Davidsen, Andreas Smed – André Riel, Lucas Balck

FC Sydvest 05: Kasper Tiedemann – Joe Guinchard, Christian Degn Clausen, Marten van Ittersum, Lars van Ittersum – Oliver Nielsen, David Easter, Benjamin Ziajo, Marco Hansen – Martin Egelund, Ardit Murati

Udskiftninger:

FC Sydvest 05: Lukas Rotcher ind for Marco Hansen (57.)

FREM: Matthias Andersen ind for Christian Bramsborg (68.)

FREM: Armend Aslani ind for Lucas Balck (78.)

FREM: Andreas Hansen ind for Emil Bjørn (78.)

FREM: Oliver Basse ind for Andreas Smed (84.)

For FREM blev Elias Gärtig, Andreas Balslev og Rasmus Wedege (målmand) ikke benyttet

Dommer: Casper Thorsøe jr.

Tilskuere: 614

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk