Boldklubben FREM Ungdom er inde i en rivende udvikling, hvor en masse nye initiativer ser dagens lys. Det sidste skud på stammen er, at der laves akademi, hvor spillerne har mulighed for at komme tidligt over og få lektiehjælp samt ekstra træning. Navnet bliver FREM Academy.

Klubben har lavet en aftale med Hafnia-Hallen, der gør, at al træning for akademispillerne vil lægges der. Det gør det muligt at gennemføre træningen i alt slags vejr samt at bruge de fede faciliteter, som ligger inde i Hafnia-Hallen.

FREM Academy-ansvarlig Mikkel Frisch siger:

”Det er blevet mere og mere populært at tilkøbe sig ekstra træning i form af camps, privattræning eller ekstra holdtræning. Ved at oprette vores eget akademi får vi mulighed for at få sat dette i system, så vi både kan træne den enkelte spiller ud fra spillerens egen spillerudviklingsplan, som vi laver til vores spillere i Boldklubben FREM Talent, samt at monitorere den mængde træning den enkelte spiller får.”

Udover Akademiet, hvor man betaler en halvårlig pris for at deltage, vil der også udbydes andre forløbstræning for de mindste.

”Udover Akademiet, som vil være for spillere i segmentet U10-U15, tilbyder vi også ekstra forløbstræning for de lidt mindre spillere, som endnu ikke er klar til at være en del af akademiet. Her vil man hver fredag komme ind og blive trænet af vores dygtige licenstrænere, som viser, hvad det vil sige at være en del af Boldklubben FREM Talent. Det vil være bolden og motorikken, der er i fokus, men også at spillerne lærer, hvad det vil sige at være FREM-spiller.”

Martin E. Jensen, Ungdomsansvarlig i Boldklubben FREM, udtaler:

”Med FREM Academy tager vi næste skridt i forhold til udviklingen af vores talenter i FREM, men også lokalt i Valby/Sydhavnen, som har potentiale til meget mere, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang”

Akademiet vil træne mandage, tirsdage og torsdage og ligge inden spillernes almindelige holdtræning, og forløbstræningen vil ligge om fredagen.

Akademiet starter efter planen op i uge 32 og vil koste 2.500 kr. halvårligt med et indmeldelsesgebyr på 1.000 kr., som blandt andet dækker det træningstøj, man får udleveret. Forløbstræningen starter op i uge 33 og vil koste 750 kr. for 5 træningspas med mulighed for tilkøb af træningstøj.”

FREM Academy og forløbstræning kan købes i linket:

Husk også at følge os på Facebook:
https://www.facebook.com/FREM-Academy-106861824901861

Og på Instagram:
https://www.instagram.com/frem_academy/

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.