På en lun og stjernespækket aften var lørdag den 18. juni 2022 store festaften for stjernerne og staben omkring holdet, da Dagens Fremmer koncept dannede rammerne for en hyggelig aften.

Over et glas sprudlende champagnebobler bød Mikkel Seibæk fra BK Frem Support velkommen og ønskede det veloplagte selskab på 28 deltagere et stort TILLYKKE med oprykningen til 2. division, og repeterede ligeledes hvordan Dagens Fremmer på en og samme tid kårer kampens tværstribede med fidusbamsen i klubhuet, og samtidig samler ind til et socialt arrangement for 1. holdet.

På Restaurant Flammen i København bød middagen på en lækker grillbuffet med alt der hører sig til af både vådt og tørt.

Efter dessert og kaffe slentrede selskabet sig ud på en kort fodtur til en nærlæggende bar i indre by, hvor lørdag blev til søndag i takt med at humøret og stemningen steg, og flasker & glas blev tømt.

En kæmpe TAK til alle jer der donerer en 10’er til Dagens Fremmer – det er jeres fortjeneste, at denne aften kunne lade sig gøre!

Vi glæder os til at se jer på lægterne, og håber på jeres fortsatte opbakning til Dagens Fremmer, når vi indtager vores nye liv i 2. division – SAMMEN er VI stærkeste!
Med sportslig hilsen
BK Frem Support
MRR/CMH