Succesrig tid for de rutinerede

Vi synes, at vi vil gøre lidt stads af os selv og gøre hjemmesiden og vore mange medlemmer opmærksom på, at der er andre vinderhold i klubben end de dygtige ungdomshold og vort 1.hold i 2. Division.

Vi er godt nok en smule rustne, og det går ikke så stærkt som i ungdommens dage, men alligevel er det en stor nydelse at være med, og resultatgenet har vi stadig i behold.

Vi har de seneste 2 år dystet med andre agtværdige københavnerklubber om prædikatet ”Bedst i København”. Det er blevet til følgende resultater i +70 rækken:

Efterår 2019: Nummer 2 efter KB

Vinter 2019/20: Nummer 1 foran Skovshoved IF/HIK

Efterår 2020: Nummer 1 foran KB.

Halløj hvor vi kan, og øllerne smager dejligt bagefter. På rådhuset har vi endnu ikke været – nok på grund af covid-19 – men skidt med det, vi tager en sæson mere for klubben og for os.

Bagerst fra venstre: Benny, Brutale, Kassinger, Sælen, Claus og Roman.
Forrest fra venstre: Palle og Denis.
Bagerst fra venstre: Benny, Carlo, Roman, Brutale og Kassinger.
forrest fra venstre: Jan, Claus og Sælen.

Her har I en kort præsentation af talenterne mellem 69 og 78 år, der stadig elsker legen med bold:


Peter Sæhl (1951)

I hele sin ungdom spillede han i Nibe Boldklub. Blev som 16-årig rykket op i seniorafdelingen, hvor han toppede med 3 sæsoner i Jyllandsserien. Spillede i alt 220 kampe på Nibes 1.hold, inden han som 25-årig valgte at blive spillende træner i mindre serieklubber. Kom til København og FREM i 2011 og spiller lige nu fast på +65 og +70.

”Sælen” er sin unge alder til trods holdets ubestridte topscorer. Assist kan han også. Han er ”Benjamin” og holdleder.


Jan Mathiesen (1951)

Spillede nogle år som ungdomsspiller i Brabrand, spillede ikke som senior, men blev Old Boys først i Vestia og nu i FREM.

Ny målmand – skal lige vænne sig til tempoet på stregen.


Benny Schytte (1949)

I “gamle dage” havde FREM  en lagkageturnering for de helt nye spillere – ofte 50-70 håbefulde drenge. Benny var på det hold, der vandt lagkageturneringen i 1959 og scorede det afgørende mål til 3-2.
Spillede i FREM på 1. lilleput, 1. drenge, 1. junior og 1. ynglinge. Var som senior anfører på 2.holdet. Én gang udtaget som 12. mand til førsteholdet, men kom ikke til at spille – surt.
Anførertendenser, men koncentrerer sig nu om spillet – og det er han faktisk ret god til.


John Hansen (1949)

John har spillet i Boldklubben FREM i hele sin ungdomstid. Nåede finalen om Danmarksmesterskabet for ynglinge i 1969, men tabte til AaB. Som senior fik John debut på FREMs 1.hold og opnåede i alt 148 kampe i en periode, hvor holdet spillede i 1. og 2. Division; dengang landets bedste og næstbedste række. Var i 1976 med på det hold, der var et mulehår fra at blive danske mestre. De skulle blot vinde sidste kamp i Næstved, men spillede 0-0 og fik dermed ”bare” sølv.

Med mellemnavnet ”Brutale” er han frygtet blandt modspillerne. Har et vildt skud, men kasser bliver det dog til, og det er vi glade for.


Claus Larsen (1948)

Claus spillede fodbold i Stefan fra han var 10 til 14 år og i Nørrebro Kammeraterne fra 15 til 17 år.
Spillede herefter i Brønshøj, indtil han blev soldat 2 år efter. Kom på 1.holdet, der dengang lå i 2. Division. Spillede sammen med Per Røntved, Erik Nielsen og Ove Andersen.

Fodboldelsker og dribler som få – nogle gange fordi det er sjovt – men med udsøgt teknik mestrer han også tåhylerens kunst.


Carlo Rasmussen (1947)

Var 12 år, da han spillede sin første fodboldkamp for Svebølle. Derefter var Carlo på alle ungdomshold, inden han som ynglingespiller blev rykket op på klubbens 2.hold. Året efter fik han sin første kamp på Svebølles førstehold, som lå i Serie 1. Det blev til 477 kampe på klubbens førstehold, hvilket er klubrekord. De fleste kampe i Serie 1, men 5 år samlet i Sjællandsserien. Sluttede som 37-årig.

Er på pletten, når det gælder. En absolut holdspiller af første karat og med et venstreben, der ikke kun knager, men også brager. 


Palle Fricke (1947)

Palle spillede i Boldklubben FREM fra han var 10 til 12 år og senere som senior i AIK Frederiksholm. Kom tilbage til FREM som Old Boys sammen med Jørgen Grabow, Alfred, Arne, Finn og Poul – alle med en fortid i AIK. Har spillet fast på +70 holdet de sidste 3 år og var holdets ubestridte målmand.

Det hele sluttede brat 21. september 2020, da Palle blev udsat for en påkørsel på sin motorcykel. Fik knust hofte og højre ben og er stadig under genoptræning.

Som målmand uforudsigelig og med en statistik i årets kampe på 21-4. Tryllekunstner både udenfor og på banen. Vi savner ham.


Denis Ljungbeck (1946)

Har ikke spillet i klub som ungdomsspiller, men meldte sig senere i Rødovre, hvor han spillede en kort periode. Da han blev pensionist i 2011 og så en annonce, hvor et nyt projekt for 65-70-årige skulle afdække, hvordan muskelmassen kunne udvikles hos ældre herrer, meldte han sig, og det blev starten på en ny tid med fodbold og indmelding i ØB/FC Prostata. Senere bød FREM sig til, og nu blev det FREM/FC Prostata.

Bolden hopper og danser, og han følger med. Er stadig i lære – fornemmer han lærer for livet – og det har han det helt fint med.


Roman Kraupa (1945)

Roman startede som ungdomsspiller i klubben Tartaran og senere i Lokomotiva begge beliggende i Prag.

Spillede senere på kontrakt for militærklubben Dukla i motorcykelbyen Java – og blev sponsoreret af Ole Olsen. Kom til Danmark i 1969 og kom efter udløbet af karantænetid til FREM, hvor han har spillet siden. I starten på klubbens 3. seniorhold og siden som Old Boys.

”Vola” siger han og tackler, så det synger – årets assistspiller. Ham kan vi ikke undvære.


John Chr. Kassinger (1942)

Boldklubben FREM fra 10 til 18 år. Vandt i perioden 7 ungdomsmesterskaber og Aktuelts Indendørsturnering som drengespiller i 1957. Som senior 30 kampe i Als Frederiksholm, der spillede i Københavnserien. På KBUs talenthold i 1961. Senere 60 kampe på 1.holdet i Ballerup IF,  sluttede i 1966 i Sjællandsserien. Kom tilbage til FREM i 1997, og nu +70 som karrierens foreløbige højdepunkt.

Benene vakler, og rytmen rumler, men efter en stund er de gamle knogler på plads, og det meste næsten som før. Alderspræsident og holdleder.

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk