Kære fremmer

Lige om lidt skriver vi april 2026, bolden ruller i dén grad og hermed også en ny udgave af Fremmernyt. Fremmernyt er et nyhedsbrev om Boldklubben FREM ApS af mig, direktør Amalie Bremer, med et ønske om at løfte på motorhjelmen og bringe alle interesserede fremmere tættere på selskabets og klubbens udvikling.

Vi er i gang
Jeg ved ikke, hvordan det føltes for jer, men for mig var lørdag d. 7. marts en ret magisk dag. En ny begyndelse, en summen og en energi, jeg ikke har oplevet på Valby Stadion i min tid i klubben. Dagen havde alt det, man kan forvente af en premiere med alle de små knaster, der nu kan være. Vi fik sat gang i de nye fadølshaner fra Carlsberg, vores fantastiske grillhold kylede så mange stadionplatter over disken, at vi endte med at løbe tør, og opbakningen til fremmerne inde på banen var til at tage og føle på – hele vejen rundt. For over 1600 mennesker var mødt op i mulden mellem Valby og Sydhavnen for at være sammen. Om FREM. Om fodbold. Om hinanden. Det er det, det handler om, og jeg tror, at det var lige præcis dét, vi alle sammen havde brug for efter en lang vinter.

Der er ingen garantier i fodbold, resultaterne går altid op og ned, de famøse marginaler og alt det der. I går stak vi tre vigtige point i lommen efter en scoring i overtiden af kampen mod Lyseng, og det var selvfølgelig absolut vidunderligt. Men det der gjorde mig glad helt ned i maven var at se hele holdet – alle på bænken, samtlige spillere på banen – fejre målet sammen. For jeg ved, hvor meget den her gruppe arbejder på at give os gode oplevelser. Alle skridt er et skridt fremad, når man arbejder så målrettet som vores spillere og trænere gør hver dag. Også de skridt, der nogle gange føles som et spark i skridtet. Men det kender du helt sikkert også, dig der læser med her.

Og apropos oplevelser, de gode af dem, vil jeg gerne sige tak til de mange fremmere, der fyldte klubhuset til vores sæsonstartsevent. Det var fedt at mærke engagementet fra alle de fremmødte, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, vi afholder den slags. Arrangementet, der havde besøg af anfører Emil Schou, klublegende Per Wind, ny cheftræner Marc Thevis og mig selv, kan i øvrigt høres som podcast. Det hele blev nemlig optaget og styret af fodboldekspert og historiker Simon Ankjærgaard, så hvis du ikke var til stede, kan du stadig få alle guldkornene i dine hørebøffer. Find første del af podcasten her.

Flere kommercielle ben at stå på
En af de vigtigste opgaver i at bygge et sundt og stabilt fundament for Boldklubben FREM ApS har været at sikre flere indtægtskilder og dermed flere og mere indbringende kommercielle ben at stå på. Det gælder blandt andet nye måder at tænke partnerskaber på, kampafvikling og merchandise, og meget af vinteren er gået med det forberedende arbejde til netop det.

Vores helt nye kommercielle koncept, den eksklusive erhvervsgruppe Bodegaen, blev skudt i gang i januar måned. Her proppede vi Sydvest Bodega med gode mennesker, der nu er med til at støtte FREM. Der var intimkoncert med The Minds of 99, introduktion til Sydhavnens vandhuller af fremmer og forfatter bag bogen Stamsteder, Anders Kamp, smørrebrød og flaskebajere i lange baner. Et unikt take på det klassiske erhvervsnetværk og i al ydmyghed allerede en stor succes. Flere partnere er på vej ind i Bodegaen, og det er vigtigt for mig at understrege, at den nye partnergruppe vi opbygger her – udviklet, arrangeret og afholdt i samarbejde med Værdifællesskabet – gør en helt afgørende forskel for klubben og selskabets drift i den nuværende fase.

Derudover har vi offentliggjort et historisk stort samarbejde med Carlsberg, som vi er rigtig stolte af, ligesom også virksomheder som Maté Maté og Kontorfællesskabet Valby Tag er kommet med ombord med større partnerskaber. Inden længe løfter vi sløret for flere nye partnere, der også kommer til at være til stede på Valby Stadion i løbet af sæsonen.

Sidst, men ikke mindst betød forårssæsonen ikke kun på debut til en række nye spillere og et nyt trænerteam, men også til vores spritnye paradetøj, der er lavet i samarbejde med Boom Butik. Tøjet er eksklusivt til førsteholdet for nu, men vi glæder os rigtig meget til senere at kunne løfte sløret for mere i den retning, så alle fremmere kan blive klædt knivskarpt på.

FREM MOD LYSERE TIDER
Sådan stod der på et stort banner bag målet til Nykøbing-kampen. Og ud over at jeg altid er totalt på røven over den tid og energi, der bliver lagt i at støtte holdet og klubben, så betyder ordene mere, end I måske tror. Jeg har nu været direktør i 7 måneder, og det er min helt klare overbevisning, at FREM vitterligt er på vej mod lysere tider. Det kan jeg se med mine egne øjne, når jeg kigger på tribunerne, på træningsbanen og på bankbogen.

Samtidig står det også mere klart for mig nu end nogensinde før, at det kræver noget ekstra at rykke på en af Danmarks ældste fodboldklubber; en klub, der er bundet af så stærke traditioner og værdier som Boldklubben FREM. Vores fælles fundament er det, der giver os ballast, men vores åbenhed overfor udvikling skal være det, der kommer til for alvor at give luft under vingerne.

Så uanset om man som fan og følger af FREM går mest op i spillet på banen, tallene i regnskabet eller begge dele, om man er frivillig, forælder, træner eller ansat, så er det min udgangsbøn her i Fremmernyt, at alle omkring Boldklubben FREM kan finde fælles fodslag i den rejse, klubben er på lige nu. At alle fremmere køber ind på idéen om, at vi selvfølgelig ikke blot skal forny for at forny, men at vi skal forstærke og forbedre det helt unikke grundlag, FREM er bygget på. Hver en sten skal vendes for at se, om vi mon kan gøre det vi plejer en lille smule bedre – og så længe det gøres med et rent hjerte og med målet om at sikre klubbens fremtid for øje, så kan det lykkedes.

ALTID FOR ÆREN – ALDRIG FOR MAGTEN

Amalie Bremer
Direktør i Boldklubben FREM ApS

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. :+45 40 14 94 69

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 17

Torsdag kl. 10 – 16


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk