Boldklubben FREM ApS og Carlsberg Danmark indgår et historisk partnerskab. I dag offentliggøres et nyt og flerårigt partnerskab, der markerer en ny begyndelse på et gammelt samarbejde mellem to københavnske kulturinstitutioner.
Det nye partnerskab mellem Carlsberg og Boldklubben FREM ApS er ambitiøst, langsigtet og vil løfte kampdagsoplevelsen på Valby Stadion for de mange fodboldfans, der besøger Sydhavnen, når FREM spiller.
Carlsberg Danmark har været partner i FREM gennem årtier, men den nye aftale er Carlsbergs største engagement i klubben nogensinde. Samarbejdet er bygget på værdier som sammenhold, lokal forankring, kultur og kvalitet og skal både være med til at styrke klubbens sportslige udvikling samt oplevelsen for fans, frivillige og andre samarbejdspartnere på kampdage.
Se filmen, der hylder FREMs og Carlsbergs fælles historie og markerer begyndelsen på det nye, store partnerskab:
”Vi er utroligt stolte over at indgå det her historiske partnerskab med Carlsberg. Det er en markant blåstempling af vores arbejde og vision for Boldklubben FREM ApS. Carlsberg og FREM har et unikt skæbnefællesskab med dybe rødder i en fælles fortid, og derfor føles det bare helt rigtigt, at vi nu også går ind i fremtiden sammen”, fortæller Amalie Bremer, administrerende direktør i Boldklubben FREM ApS.
Aftalen indebærer blandt andet, at Carlsberg – sammen vores hovedpartner Fælleskassen – igen vil være synlige på Boldklubben FREMs spillertrøjer, når førsteholdet løber på banen. Det ikoniske Carlsberg-logo vil således være trykt over rygnumrene på FREMs trøjer. Derudover er alle anlæg og haner på hele Valby Stadion blevet opgraderede i vinterpausen, så der til FREMs hjemmekampe altid vil være kolde og friske Carlsberg-fadøl til de mange fremmere.
Hos Carlsberg Danmark ser man store perspektiver i partnerskabet: ”Boldklubben FREM har en stærk historie og et engageret lokalmiljø, hvor vi i Carlsberg er glade for at spille en fremtrædende rolle. Vi ser et stort potentiale i at støtte den udvikling, klubben er inde i lige nu og bidrage til sammenholdet omkring en markant klub i dansk fodbold”, siger Jesper Oppermann, regionschef i Carlsberg Danmark.
Den nye aftale mellem Boldklubben FREM og Carlsberg Danmark løber over flere år og skal danne grundlag for en række fælles initiativer, herunder fanaktiviteter, events og sociale projekter, der skal styrke relationen mellem FREM, Carlsberg og lokalsamfundet i Valby, Sydhavnen og Vesterbro. Begge parter ser ligeledes aftalen som et strategisk skridt mod langsigtet vækst og øget synlighed – både på og uden for banen.
