Efter 0-0 i Skive står den lørdag igen på en tur til Jylland, når FREM skal møde Kolding IF, der er stiftet i 1895.

Selve byen er landets syvendestørste, og der er faktisk et stort fodboldmiljø i byen. Men i mange andre byer er sådan, at der er den store klub – og så er der alle de andre! Sådan er det ikke i Kolding.

Ud over Kolding IF er der også Kolding Boldklub, som aldrig helt har accepteret rollen som lillebror.  Således er Kolding Boldklub den eneste af de lokale klubber, der ikke har en samarbejdsaftale med Kolding IF.

Dertil kommer, at byen Kolding i sportskredse nok først og fremmest er kendt for Kolding IFs mandlige håndboldhold.

Louie har karantæne og må sidde uden for – Arkivfoto Preben Pathuel

I 1987 vandt klubben for første gang det danske mesterskab med spillere som storskytten Kim G. Jacobsen, spilfordeleren Hans Peter Munk-Andersen, de små fløjspillere Bjarne Jeppesen (tidligere Fredericia KFUM) og Verner Møller samt målmanden Karsten Holm.

Det blev startskuddet til en gylden æra.

I alt har Kolding IF vundet det danske mesterskab i håndbold for herrer 14 gange, og det er rekord. De seneste to gange var det dog under betegnelsen KIF København, fordi halvdelen af hjemmekampene blev spillet i Storkøbenhavn. I dag er klubben igen selvstændig.

Endelig har Kolding Idræts Forenings fodboldafdeling rivaliseret med den nærliggende Vejle Boldklub, der blandt meget andet har vundet DM-guld fem gange.

Kolding IF dukkede første gang op i divisionen i 1961, og i tresserne og halvfjerdserne var klubben en yo-yo klub imellem den underste af divisionerne og den øverste af serierne (enten Kvalifikationsrækken eller Danmarksserien).

Først fra 1977 lykkedes det at stabilisere sig som divisionsklub. Og derfra gik det faktisk stærkt.

Betalt fodbold kom til Danmark året efter, og trods status som 3. divisionsklub fik Kolding IF tiltrukket stærke spillere, fordi de havde penge. Bl.a. fik de trukket en håndfuld spillere fra Vejle Boldklub til.

I 1981 lykkedes det så for Kolding IF for første og eneste gang at rykke op i den øverste danske fodboldrække, som dengang hed 1. division.

Det blev en niendeplads i den første sæson, hvorefter koldingenserne rykkede ud med et brag året efter.

Sebastian Sørensen stod en fantastisk kamp mod Skive – Arkivfoto Claus M. Hansen

Siden er det blevet til mange år i den næstbedste og den tredjebedste række.

På et tidspunkt forsøgte Kolding IF at slå pjalterne sammen med Kolding Boldklub under navnet Kolding FC.

Selveste Richard Møller Nielsen blev træner i 2003, og senere fik en anden tidligere dansk landstræner, Sepp Piontek, titel af konsulent.

Kolding FC stabiliserede sig i den næstbedste række – men aldrig for alvor med udsigt til oprykning til Superligaen. De sidste par år havde klubben endda hang til at nærme sig bunden af 1. division.

Kolding Boldklubs engagement i Kolding FC var kun halvhjertet, og i stedet slog Kolding IF sig i 2011 sammen med Vejle Boldklub, der et par år forinden var rykket ud af Superligaen. Det skete under navnet Vejle Boldklub Kolding.

Her var oprykning ret tæt på i både 2012 og 2013. Men det blev til lige ved og næsten, hvorefter Kolding IF trak sig ud af samarbejdet. Klubbens fans var ikke meget for at køre til Vejle for at se holdet spille.

Kolding IF spillede på dette tidspunkt i Danmarksserien, men de rykkede op året efter at have sagt stop til Vejle Boldklub Kolding-projektet. Og siden 2014 har de været divisionsklub.

Den største spiller i Kolding Ifs historie må ubetinget være Jan Mølby.

Der skal gang i målscoringen mod Kolding – Arkivfoto Preben Pathuel

Han var med i et halvt år, mens Kolding var i den bedste række. Derefter blev han solgt til Ajax.

Jan Mølby blev hollandsk mester og pokalvinder med Amsterdam-klubben i 1982/83, men i 1984 skiftede han til en af verdens største klubber, Liverpool. Og det var her, han for alvor slog sit navn fast.

I Liverpool dirigerede Jan Mølby fra midtbanen slagets gang med en feltherres overblik og strøede om sig med gyldne afleveringer til spillere som Kenny Dalglish, Ian Rush og John Barnes – når han da ikke selv sendte et drøn mod mål fra distancen.

Jan Mølby var med til at vinde tre engelske mesterskaber og to FA Cup-pokaler.

Det er ikke alle Liverpool-fans, der har Jan Mølby med på deres All Time-hold. Men en hel del af dem har det altså. Og alene det fortæller lidt om, hvor stort et navn han har i klubben.

Jan Mølby bor i Liverpool den dag I dag, og han har siden sin aktive karriere bl.a. været manager for mindre klubber i det engelske divisionssystem. Nu er han ekspert-kommentator på dansk tv.

Hjemme i Kolding lykkedes det for hans barndomsklub at komme op i den næstbedste række i 2019.

Opholdet blev toårigt, men i sidste sæson spillede holdet så igen i 2. Division.

Her blev det til en tiendeplads i grundspillet efter fem sejre, ni uafgjorte og otte nederlag. Mest markant var målscoren på 19-19. Dermed havde Kolding IF rækkens bedste forsvar – men de var samtidig det hold, der havde scoret færrest mål af alle.

Der kom mere gang i målscoringen i nedrykningsslutspillet, hvor koldingenserne vandt seks kampe, spillede to uafgjorte og tabte to. Nedrykning var kun et tema i starten af det slutspil.

I denne sæson har holdet fortsat opturen med fem sejre, to uafgjorte og kun et enkelt nederlag (2-3 mod B 93).

Og så er de altså ene om at have slået oprykningsfavoritterne fra Esbjerg. To gange endda. De vandt med 2-0 i DBU Pokalen og gentog sejrscifrene i 2. Division.

Kigger man på målscoren, siger den 14-4 i Koldings favør, og af de fire baglænsmål har førerholdet B 93 altså scoret de tre.

Så FREM står i hvert fald på papiret over for en defensivt stærk modstander.

Sidste gang FREM mødte Kolding IF var tilbage i 2017/18, og det var også i 2. Division. Her vandt FREM 1-0 på et sent mål af den senere Vejle(!)-spiller, Adam Jakobsen.

Den første kamp nogensinde od Kolding IF var en pokalkamp tilbage i 1967, hvor FREM vandt 4-0 takket være mål af Ole Mørch, Leif Nielsen (markspilleren – ikke målmanden af samme navn – og to af Leif Printzlau.

Faktisk har FREM haft et godt tag på Kolding IF. Men for at få et helt retfærdigt billede af de indbyrdes opgør, må man jo egentlig regne kampene mod Kolding FC med.

Dermed ser regnskabet sådan ud, at de to klubber har vundet ni kampe hver, mens tre kampe er endt uafgjort. FREM har dog et lille forspring på målscoren, for den siger 39-37 i de tværstribedes favør.

I den seneste turneringskamp i denne sæson vandt Kolding IF med 3-0 i Brabrand.

Forhåbentlig tager rigtig mange turen til Kolding- Arkivfoto Preben Pathuel

Udeholdet kom foran på to langskudsmål i anden halvleg af Thomas Mikkelsen og Sebastian Sommer, inden den tidligere OB-, Vendsyssel- og Thisted-spiller, Yao Dieudonne fra Elfenbenskysten, satte trumf på med et mål scoret fra straffesparkspletten.

FREM spillede som nævnt en målløs kamp i Skive, og det var anden gang i træk, FREM tog hjem fra Jylland med det resultat i bagagen. 0-0 var som bekendt også facit efter holdets kamp i Brabrand.

Til gengæld var det ikke så godt, at FREM fik Rasmus Louie Larsen udvist. Venstrekantspilleren er nu ikke med i de næste tre kampe.

Det ene point i Skive betød dog, at FREM rykkede en plads opad i tabellen – til en niendeplads på grund af Brabrands nederlag til Kolding IF.

Til gengæld vandt HIK 2-1 i Roskilde, så nu er det kun p.g.a. målscoren, at FREM holder Hellerup-drengene bag sig.

En sejr i Kolding vil dog nok betyde, at FREM kravler højere op i tabellen. Så det håber vi meget på.

Du kan også komme med og støtte drengene, for der er stadig pladser at få i supporterbussen. Tilmelding sker som altid til busmobilen på 60 71 81 52.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.