FREM U15 AcademyYoungsters har i weekenden været i Polen, hvor de deltog i Number One Cup 2026 i Zabrze. En international turnering med nogle af Europas stærkeste ungdomshold.
Turneringen bød på kampe mod blandt andre Liverpool FC, Újpest FC, KZ Ruch Lviv og et talenthold fra Warszawa, og for FREM-drengene blev det en værdifuld måling af niveauet mod internationale topakademier.
Holdleder Jonas von Freiesleben fortæller, at turen gav præcis det, man håbede på:
“Turneringen er på et højt niveau. Vi tog herned for at se, om vi kunne følge med og det kunne vi. Drengene viste, at de godt kan matche holdene, når intensiteten er der.”
FREM lagde ud med en træningskamp mod det polske liga 1-hold Zagłębie, hvor spillet fungerede godt, men marginalerne manglede foran mål. Et lignende billede gjorde sig gældende i flere kampe i gruppespillet, hvor FREM i perioder dominerede mod både Warszawa og Lviv, men måtte se modstanderne score på få chancer.
Et af weekendens højdepunkter kom mod Liverpool FC’s U14-hold. Her leverede FREM en stærk præstation og pressede englænderne i store dele af kampen. FREM kom endda foran og endte med et flot 1-1 resultat mod den engelske storklub.
Mod ungarske Újpest FC, der stillede med flere ungdomslandsholdsspillere, var FREM også godt med i opgøret, indtil kampen tippede i slutfasen.
Selvom resultaterne ikke altid gik FREMs vej, viste drengene, at de kan være med på højt internationalt niveau.
“Når vi spillede med fuld intensitet, matchede vi dem. Men vi lærte også, hvor meget der kræves for at holde niveauet hele kampen. Det tager drengene med hjem,” siger Jonas von Freiesleben.
Turen bød også på oplevelser uden for banen. Holdet fik blandt andet en rundvisning på Arena Zabrze, hjemmebane for den traditionsrige polske klub Górnik Zabrze.
Erfaringerne fra Polen er allerede pakket med i tasken hjem til Valby. Nu venter et grundigt arbejde med videoanalyse og evaluering, så de internationale input kan omsættes til endnu mere udvikling på træningsbanen.
Weekendens kampe
| Træningskamp | Resultat |
| Zagłębie – FREM U15 | 1-0 |
| Gruppekampe | |
| Talent Warszawa – FREM U15 | 1-0 |
| FREM U15 – Újpest FC | 1-4 |
| KZ Ruch Lviv – FREM U15 | 1-0 |
| FREM U15 – Liverpool FC | 1-1 |
| Placeringsspil (17. – 20. pladsen) semifinale | |
| Carvalho 2013 – FREM U15 | 0-0 (FREM U15 videre på straffe) |
| Placeringsspil (17. – 20. pladsen) finale | |
| Rozwoj Katowice – FREM U15 | 3-0 |
Billeder







