Det begynder at blive svært at bevare pessimismen på FREMs vegne.

På et mål af Isak Tånnander midt i anden halvleg lykkedes det lørdag for de blå og røde at tage den anden sejr på stribe – denne gang med 1-0 over Young Boys FD fra Silkeborg.

Sejren var samtidig den fjerde i de seneste fem kampe, og med de seneste tre point konsoliderede FREM sin position i 3. Division på den andenplads, som i sidste ende vil betyde oprykning til 2. Division.

Det er dog først til juni, og da kalenderen siger november, så varer det længe. Men det kan ikke nægtes, at udgangspunktet efter lørdagens sejr er fornuftigt.

FREM kom til opgøret mod Young Boys efter en sejr på 2-1 over VSK Aarhus i en kamp, der repræsenterede FREMs første sejr i Jylland siden sommeren 2019, hvor det blev 2-1 i Tønder over FC Sydvest.

Til kampen mod Young Boys måtte træner René Henriksen se bort fra backen Mohammed Youssef, der skulle afsone karantæne.

Christian Helev var til gengæld tilbage fra straffeboksen, men det udløste nu ikke nogen startplads til angriberen. René Henriksen valgte de samme 11 til kampen mod Young Boys, som havde begyndt kampen i det aarhusianske.

Der blev arbejdet hårdt i de bagerste række godt anført af Kristoffer Dirksen – Foto Preben Pathuel

Da FREM var på besøg i Silkeborg tidligere på sæsonen (2-2), var holdet i nogen grad blevet løbet over ende i første halvleg, og det var fra start i denne lørdags kamp tydeligt, at René Henriksen for alt i verden ville undgå noget lignende.

FREM satte sig på spillet fra start af, men man kan sige, at det i første halvleg generelt kneb med at få det spillemæssige overtag omsat til chancer.

Faktisk tilfaldt den første store chance de brunklædte gæster efter ti minutters spil, hvor den driblestærke Rasmus Lysdal Christensen fik brudt igennem i gæsternes venstre side. Han kunne – og burde måske – have skudt selv, men han valgte at lægge bolden på tværs til Mikkel Eriksen. Det havde Rasmus Grønne Jensen dog luret, og han kom imellem og fik sendt bolden ud til indkast.

FREM fortsatte ufortrødent, men efter et kvarters spil var det igen gæsterne, som var tæt på.

Denne gang var det angriberen Stefan Stojilkovic, som havde søgt ud i venstre side. Han kom i bund, og han fik lagt bolden af til Nikolaj Sauer, som skød på mål fra kanten af straffesparksfeltet. Men Rasmus Wedege var på sin plads og kunne gribe ham ud.

Young Boys havde til tider godt fat i FREM – Foto Preben Pathuel

FREM erobrede initiativet tilbage, og de tværstribede fik sat Young Boys under pres – ikke mindst ved at skabe mange frispark og hjørnespark, som gæsterne måtte forsvare sig imod.

Efter en lille halv time var det netop efter et af disse hjørnespark, at FREM blev temmelig nærgående. Efter at Young Boys-forsvaret havde afvist bolden, endte den for fødderne af Matthias Andersen, der fra kanten af feltet fyrede af imellem venner og fjender. Det var ikke langt fra, men bolden blev rettet af med det resultat, at den susede lige over mål til nyt hjørnespark.

Her endte det med et skudforsøg fra Jacob Pind, som gæsterne fik blokeret. Og samme skæbne overgik Oliver Møller-Jensen tre minutter senere, da FREM med en kortere hjørnesparks-variant forsøgte at spille ping-pong igennem Young Boys-forvaret.

Udeholdets målmand, Asger Errboe Svendsen, var dog kort efter nær blevet taget på sengen, da Christian Bramsborg fik brudt igennem i højre side og sendte et højt indlæg på tværs af målet. Keeperen var lovligt langt ude af sit mål ved den lejlighed, men med hjælp fra backen Tobias Wittus Olesen fik han reddet situationen.

Fem minutter senere var Christian Bramsborg igen på spil.

Trængsel foran Young Boys målet – Foto Preben Pathuel

Denne gang slog han et fladt indlæg ind mod Oliver Andersen, men angriberen var så hårdt presset, at det ikke var så svært for Asger Errboe Svendsen at regne ud, hvor afslutningen kom.

Vi var her nået 38 minutter ind i kampen, og selvom det ikke var Young Boys-målmandens første aktion, så var det vel egentlig første gang i opgøret, at han blev tvunget ud i en redning.

Det skulle også vise sig at blive den eneste i første halvleg.

I den anden ende havde Henrik Brodersen et hovedstødsforsøg, hvor han ikke var i balance, og derfor voldte bolden ikke problemer for Rasmus Wedege.

Men to minutter før tid måtte FREM-keeperen præstere en flot redning.

Det skete efter et godt løb i FREMs venstre side af Oliver Møller-Jensen, som Young Boys fik standset. Efter FREM-spillernes og -fansenes mening skete det bestemt ikke med lovlige midler, men dommer Jonathan Garcia Nilton valgte at lade spillet fortsætte.

Det resulterede i et modangreb, hvor bolden til sidst endte hos Rasmus Lysdal Christensen i modsatte hjørne af banen. Han skød på mål mod målets fjerneste hjørne, men Rasmus Wedege fik strakt sig grebet bolden, og han forhindrede på den måde FREM i at komme bagud kort før pausen.

I anden halvleg lagde samme Rasmus Lysdal Christensen for med at forsøge sig med et solo-gennembrud i venstre side, men i sidste ende strandede det ved mållinjen, da Rasmus Wedege kunne gribe ind.

I stedet blev FREM nærgående.

Oliver Andersen fik efter få minutters spil en rigtig god skudmulighed fra kanten af feltet, hvorfra han sigtede mod venstre side af målet. Asger Errboe Svendsen fik imidlertid kastet sig og reddet på flot vis ved denne lejlighed.

Fem minutter senere lykkedes det den som altid meget løbevillige Frederik V. Kristensen at skabe et gennembrud i højre side. Herfra forsøgte han at finde Oliver Andersen, men denne gang manglede han nogle centimeter i at kunne nå frem til bolden.

Derefter kom opgøret ind i en fase, hvor selve kampbilledet blev meget rodet. Begge hold sled med at skabe gennembrud. Det blev mest til frem og tilbage, og det er – som bekendt – lige langt.

Faktisk sad man og spekulerede på, om FREM for første gang i denne sæson skulle gå fra banen med 0-0, da der midtvejs i halvlegen alligevel skete noget afgørende.

Matthias Andersen stod for oplægget til kampens enlige mål – Foto Preben Pathuel

Her løb Matthias Andersen frem på venstrekanten og fik slået et fremragende indlæg til højre side af målfeltet, hvor Isak Tånnander befandt sig. Han havde ganske vist en opdækker på, men det lykkedes alligevel for FREM-spilelren at komme til afslutning. Og fra den afstand svigter han sjældent. Det gjorde han heller ikke her. Han prikkede bolden forbi Asger Errboe Svendsen til 1-0 til stor jubel for hovedparten af de 710 tilskuere.

Det var Isak Tånnanders divisionsmål nummer 11 i denne sæson.

Isak Tånnander lykønskes efter sit mål som var det 11 i sæsonen hvilket giver ham en 3. plads på toposcorerlisten – Foto Preben Pathuel

Young Boys forsøgte at komme igen, men det var ikke helt nemt for dem. Det blev måske også besværliggjort lidt af, at regnen i de sidste 20 minutter kampen væltede ned over Valby Stadion. Indtil da havde vejret blot været almindelig november-gråt og små-blæsende.

FREM så ud til at have kampen under kontrol, og seks minutter før tid kunne det såmænd være blevet 2-0.

Her lykkedes det med gode kombinationer mellem Jakob Skovgaard Larsen og Isak Tånnander at få skabt et gennembrud i højre side. Det endte med et indlæg fra målscoreren ind mod den indskiftede Christian Helev, som imidlertid lige nøjagtig ikke kunne nå frem til bolden.

Da Young Boys havde problemer med at spille sig igennem FREMs forsvar, forsøgte de sig i den afsluttende fase i stedet med nogle høje bolde. Men dem tog FREM-forsvaret eller Rasmus Wedege sig af, og man kan egentlig ikke påstå, at udeholdet for alvor var tæt på en udligning.

Det var fjerde gang i denne sæson i 3. Division, at FREM holdt nullet – og anden gang på hjemmebane. Første gang var i slutningen af august mod Karlslunde (5-0).

Det lykkedes FREM og Rasmus Wedege at holde buret rent – Foto Preben Pathuel

Mod Young Boys kørte FREM sejren på 1-0 hjem, og da Vanløse samtidig yderst overraskende tabte til bundholdet Herlev, er der nu tre point og en langt bedre målscore ned til naboerne, som stadig ligger nummer tre.

Der er samtidig otte point ned og fire hold imellem FREM og den streg, der deler holdene efter de 22 kampe i grundspillet. Her mangler der syv runder, og man må nok sige, at tingene skal begynde at udvikle sig meget skævt, hvis FREM ikke i det mindste skal komme med i oprykningsspillet.

Næste modstander for FREM er Karlslunde på udebane. Den kamp afvikles lørdag klokken 13.00.

Dagens vinderfoto – lad det bare blive en vane – Foto Preben Pathuel

Matchfacts

FREM – Young Boys FD 1-0 (0-0)

Mål
1-0 Isak Tånnander (69.)

Advarsler

FREM: Matthias Andersen (40.), Christian Helev (79.)
Young Boys FD: Sune Balle (36.). Desuden advarsel til træner Thomas Loft (90. + 3.)

Holdopstillinger

FREM: Rasmus Wedege – Christian Bramsborg, Rasmus Grønne Jensen, Kristoffer Dirksen, Matthias Andersen – Jakob Skovgaard Larsen – Isak Tånnander, Frederik V. Kristensen, Jacob Pind, Oliver Møller-Jensen – Oliver Andersen

Young Boys FD: Asger Errboe Svendsen – Tobias Wittus Olesen, Alexander Klein, Sune Balle, Christoffer Petersen – Henrik Brodersen – Mikkel Eriksen, Henrik Hykkelbjerg Jensen, Nikolaj Sauer, Rasmus Lysdal Christensen – Stefan Stojilkovic

Udskiftninger

Young Boys FD: Peter Nemec ind for Stefan Stojilkovic (63.)

FREM: Christian Helev ind for Oliver Møller-Jensen (66.)

Young Boys FD: Jonas Graversen ind for Mikkel Eriksen (73.)

Young Boys FD: John Philip Ndjate ind for Sune Balle (73.)

FREM: Emil Schou Jørgensen ind for Oliver Andersen (80.)

Young Boys FD: Marc Gangia Mikkelsen ind for Tobias Wittus Olesen (80.)

Young Boys FD: Joakim Grosen ind for Christoffer Petersen (80.)

FREM: Rasmus Fugl iud for Isak Tånnander (86.)

For FREM blev Philip Herslov, Andreas Winther Mortensen, Nikolaj Mejlby Pedersen samt Vitus Sindahl (målmand) ikke benyttet

Dommer. Jonathan Garcia Nilton

Tilskuere: 710

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden kan sætte
Vi vil kæmpe vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd


Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk