Kampoptakt
Boldklubben FREM – Boldklubben Marienlyst
Lørdag den 16. marts kl. 14.00
Valby Idrætspark, Kunstgræsbane 6 (Indgang via Stadion)
FREM startede forårssæsonen med et nederlag. Lørdag venter forårets første hjemmekamp, når Marienlyst gæster Sydhavnen. Bemærk, at kampen afvikles på kunstgræsbanen bag stadion, og adgang foregår gennem den normale stadionindgang.
Forårets første kamp endte med et 0-1 nederlag ude mod HIK på et mål, der blev scoret efter 7 minutter. FREM spillede en fin anden halvleg og med lidt held og lidt mere skarphed, kunne de godt have nappet det ene point.
På lørdag venter forårets første hjemmekamp. Vinteren har været hård ved græstæppet på Valby Stadion, og kampen bliver derfor spillet på kunstgræsbanen, der ligger lige bag ved stadiontribunen. Der vil være adgang til den indhegnede bane via den normale indgang til stadion.
FREM blev nedlagt af HIK i seneste kamp – nu er det tid til oprejsning (Foto: Preben Pathuel).
På trods af weekendens nederlag ligger FREM stadig på sjettepladsen med 23 point – lige over stregen. Pladsen over stregen bliver dog kun holdt på grund af en bedre målscore end de tre hold, der ligger under FREM, som også har 23 point. Sejre til blandt andet Hillerød og AB, der ligger over FREM, betød, at FREM i øjeblikket er nødt til at kigge mere nedad end opad i tabellen. Vinder FREM lørdag, kan de ikke overhale nogle af de hold, der ligger over FREM, mens et nederlag højst sandsynligt vil betyde, at FREM mister pladsen i top-seks. En sejr lørdag er derfor utrolig vigtig, hvis FREMmerne skal holde trit med de andre tophold.
Lørdagens modstander, Marienlyst, ligger på divisionens sidsteplads med 4 point og en målscore på 11-36. Marienlyst har tabt tre på stribe i 2. Division, og de har ikke vundet i 15 kampe i streg. I weekenden tabte de 2-1 til AB på hjemmebane. Marienlyst har dog fået alle deres fire point på udebane i denne sæson. Marienlysts eneste sejr blev vundet på Slagelse Stadion i sæsonens anden runde. Holdets farligste mænd er Anders Fønss og Mads Jørgensen. De har scoret fire mål hver og står tilsammen for otte ud af Marienlysts samlede 11 scoringer.
Da FREM mødte Marienlyst på Fyn i efteråret blev det til en 1-0 sejr til de rød-blå. Abdoulie ’AB’ Njai scorede for FREM. Sejren var FREMs første over Marienlyst, der har vundet to ud af klubbernes fem møder. De øvrige to er endt uafgjort.
Trænerteamet lover mål og point (Foto: Preben Pathuel).
Lasse: Vi går efter sejren – og masser af mål.
Lasse Holmgaard ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at få bolden i kassen mod HIK.
“Vi fik en rigtig dårlig start mod HIK i de første 20-25 minutter. Derfra spiller vi os ind i kampen og slutter godt af. Jeg synes, det er synd og ærgerligt for gutterne, at de ikke kan få banket den ind til 1-1, det havde de fortjent.”
Hvad han forventer af kampen på lørdag, lægger Lasse ikke skjul på:
“Vi skal drysse tre point ud over dem! Vi skal jagte tre point, og vi skal gøre alt i hele verden for at få scoret mål. Det har vi rigtig meget fokus på, det hungrer vi efter. Både at få en sejr og også at få scoret så mange mål som overhovedet muligt.”
Victor Christiansson og holdkammeraterne har brug for al den støtte, de kan få (Foto: Preben Pathuel).
Skal FREM have tre point, som både du og spillerne kan lune sig på, så kræver det alle mand på dæk på lørdag. Så duk op på kunstgræsbanen og vis gæsterne, at selvom vores hus er lukket, så brøler vi lige så højt i baghaven.
God kamp!