Mikkel Anderssons egne ord

Det er nu over 1,5 år siden, at jeg blev knæskadet i hjemmekampen 10. april 2021 mod SFB Oure, hvor en modstander vælter og falder ned over mit ben. Dette resulterede i et vrid i mit højre knæ, som viste sig at være værre end forventet. Efter en MR-scanning allerede om tirsdagen stod det klart, at mit forreste korsbånd var helt overrevet samt en revne i den ene menisk og et delvist overrevet ledbånd.

Grundet skadens omfang var det ikke muligt at lave det hele ved en enkelt operation, men jeg blev sat op til to operationer. Den første i maj måned, hvor revnen i menisken skulle udbedres efterfulgt af en korsbåndsoperation i juli måned 2021.

Der er aldrig noget godt tidspunkt for en skade af sådan en karakter, men i lige præcis april 2021 var jeg på barsel med min lille pige og skulle efterfølgende starte nyt job 1. maj – så timingen var ikke rigtig god.

Men netop det, at jeg har haft min familie har samtidigt også gjort, at jeg har kunne bruge mere tid på dem, end jeg normalt har kunne gøre ift. de mange skemalagte træninger og kampe, og det har været med til at kunne holde humøret oppe i en ellers svær tid. På trods af, at de sidste 3 uger på barsel blev en smule anderledes, end jeg lige havde forestillet mig.

I første omgang skred genoptræningsforløbet rigtigt fint fremad, og jeg skulle have min første solotræning med min fysioterapeut d. 1. december 2021. Men her ville min krop det anderledes, og i november begyndte min krop at frastøde den skrue, der var blevet brugt i forbindelse med korsbåndsoperationen.

Dette betød, at skruen arbejdede sig udad, og til sidst kom der et åbent sår, hvor der så efterfølgende gik stafylokokker i såret. Herefter fulgte 2 måneder på penicillin, da skruen tidligst kunne fjernes 6 måneder efter korsbåndsoperation.

Dette medførte for det første et kæmpe setback ift. genoptræningen, da jeg dårligt kunne træne de 2 måneder. Derudover var det noget af en mental mavepuster at skulle starte næsten forfra endnu engang med genoptræningen efter en tredje operation i januar 2022, hvor jeg fik fjernet skruen, der var brugt i forbindelse med den oprindelige korsbåndsoperation.

Efter operationen kunne jeg for første gang i marts 2022 trække i fodboldstøvlerne til en solotræning, men igen her ville min krop det anderledes og reagerede ikke godt på fodboldtræning, og jeg måtte efterfølgende endnu engang tage et skridt tilbage i mit genoptræningsforløb og måtte til sidst have en blokade i knæet for at komme videre igen.

Herefter fulgte en lang række af solofodboldtræninger, inden jeg efter sommerferien kunne starte op sammen med holdet igen, selvom det i starten var på skåneprogram.

I dag er min status det, at jeg træner fuldt med til træningerne med 1. holdet. Indtil videre er blevet til fire kampe for 2. holdet, hvor det senest blev til ca. 65 minutter i 2-0 sejren over Husum. Så den næste personlige målsætning er at få minutter på banen for 1. holdet!

Som i mange lange skadesforløb er der mange små succeser, men også rigtig mange nedture, som er super hårdt mentalt at kapere, da man bare gerne hurtigt vil tilbage på banen igen.

Min største drivkraft og det, der har holdt mig til ilden, er, at jeg simpelthen ikke ville slutte af med en skade. Derudover har jeg med min genoptræning haft det for øje, at jeg, efter fodbolden på divisionsniveau er slut, stadig gerne vil kunne leve et aktivt liv.

Igennem hele forløbet har jeg fået en hel suveræn opbakning fra både klubben, holdet og ikke mindst fans og andre omkring klubben. Men alt dette havde ikke kunne lade sig gøre for mig personligt uden den støtte, jeg har fået fra min kæreste Cecilie.

Cheftræner René udtaler

Jeg sad på trænerbænken og så skaden ske, hvor der er en spiller, der falder ned over Mikkels knæ med hele sin vægt.

Mikkel er en spiller, som absolut ikke bliver liggende i græsset, fordi det gør lidt ondt, og dér var jeg med det samme klar over, at det var en alvorlig skade han pådrog sig.

Da vi fik besked om skadens omfang med Mikkels knæ, var det også alvorlig totalskade i knæet og desværre med et langt forløb for at komme tilbage.

Der var mange der sagde at det var nok slut med divisionsfodbold for Mikkel, men var jeg ikke et sekund i tvivl! Det var ikke slut for Mikkel, men mere et spørgsmål om hvornår, han ville få comeback på FREMs 1 hold.

Jeg har set Mikkel komme alvorligt til skade før, hvor mange nok ville stoppe med spille fodbold. Men ikke Mikkel, han er en kriger med et stort hjerte, så for mig er det kun et spørgsmål om tid, hvornår han er tilbage på 1. holdet.

Mikkel har knoklet benhårdt for at kunne komme tilbage, og det har været mange timer alene i træningslokalet og løb omkring banen, hvor han er blevet mødt med mere modgang end medgang.

Der er hele tiden blevet sat små mål i kampen for at komme helt tilbage. Når målet blev rykket, kunne man se på Mikkel, at det gjorde lidt ondt. Men også en gnist i hans øjne, at slutmålet stadig var der for enden af tunnelen, selvom lyset var rykket.

Der skal ikke være tvivl om, at det har været en lang og hård kamp, men det endelige mål er meget tæt på nu..

Udarbejdet i samarbejde med Mikkel Andersson og René Henriksen

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.