Første Fyn-tur i sæsonen
Lørdag spilles 5. runde i 2. Division, og vores ubesejrede hold drager til Odense for at fortsætte pointstimen mod Dalum IF. Kampen starter klokken 14.00.
I denne sæson får vi set meget til Fyn; både når vi skal over øen og videre til Jylland, og også når vi ikke skal længere. Som tingene har maget sig, er turen til Odense en af de kortere udebaneture, og BK Frem Support arrangerer bustur.
God stime og god statistik
Efter to gode hjemmekampe og to gode sejre skal vi nu også se, om vi kan hente 3 point på udebane. Sidst vi var på udebanetur, måtte vi nøjes med et enkelt point, men sejrsstimen skal holdes.
Dalum er et hold, vi normalt har et godt tag på med 4 sejre og 2 uafgjorte i de hidtidige 7 møder. Det eneste nederlag mod de rød-hvide kom i den seneste kamp i Kvalifikationsspillet i foråret 2019, hvor Dalum vandt 3-1 efter at have været foran 2-0 efter 6 minutter. Denne gang skal vi være noget mere klar fra start.
Pudsigt nok er resultaterne kommet i stimer: De første to kampe for 20 år siden endte uafgjort, herefter fulgte fire FREM-sejre i træk – afbrudt af en årrække, hvor Dalum var en del af FC Fyn – og senest altså en sejr til fynboerne. Hvordan denne stime ser ud efter weekenden bliver spændende at se.
Vidt forskellig optakt
Mens vi selv kommer ind til kampen med selvtilliden i top efter to sikre sejre, kommer Dalum med et klart nederlag i bagagen.
Sidste weekend rejste Dalum den lange vej op til holdet i toppen af Danmark og i toppen af tabellen, Jammerbugt FC, og turen hjem til Fyn var om muligt endnu længere. 4-1 vandt vendelboerne, og Dalum måtte endda se sin talentfulde angriber Frederik Humlegaard blive skadet. Om Humlegaard når at komme sig nok til at spille lørdag, er endnu uvist, men sikkert og vist er det, at Dalum er ude efter oprejsning.
I tabellen ligger Dalum i det tætte midterfelt med 5 point på ottendepladsen.
For vores eget vedkommende fik vi endnu et skud selvtillid med en sejr på 3-1 over Holstebro, og vi skød os op på andenpladsen i rækken. Den placering blev dog vekslet til tredjepladsen dagen efter, da B.93 tog en sejr med hjem fra Thisted. Placeringen er selvfølgelig ikke afgørende lige nu, men alle point er vigtige, og det kræver point – formentlig tre – at fastholde tredjepladsen weekenden over.
Med eller uden fans?
Som det blev meldt ud i lørdags, er det arrangørklubberne, der vurderer og afgør, om de finder det muligt og forsvarligt at have udebanefans til den enkelte kamp. Vi beder om, at alle respekterer det, som bliver besluttet, og vi beklager samtidig over for vores mange trofaste fans, at meldingerne nogle gange skifter med kort varsel, og forholdene for kampafvikling ændres hurtigt.
Dalum har valgt at byde velkommen til de medrejsende fans fra os, og det er vi glade for. Opbakningen betyder rigtig meget – også selvom der er begrænsninger, klubberne ikke altid selv kan kontrollere.
Til den kommende runde, hvor vi igen spiller ude, er det B.93, som står for det praktiske, og vi skal nok melde ud, når der er nyt om den kamp.
God tur til truppen og de medrejsende – og god kamp til alle!