Efter en udesejr mod Odder på 1-0 måtte FREM ned at bide i kunstgræsset, da det lørdag blev til 0-3 ude mod Holbæk efter 0-2 ved pausen.
FREM var aldrig for alvor tæt på sejren i Holbæk, som generelt spillede bedst, og som nu har meldt sig ind i topkampen i CampoBet 3. Division. FREM skal derimod kigge sig lidt over skulderen.
I forhold til kampen i Odder havde FREM’s træner, Daniel ’Elly’ Pedersen ændret på en enkelt plads i startopstillingen.
Det var Casper Froulund, der spillede fra start i stedet for Marco Vinterberg.
I kampen i Holbæk var der sensommer-solskin det meste af tiden – og en forholdsvis strid blæst, som Holbæk havde i ryggen i første halvleg.
Hjemmeholdet havde lagt fra land med to hjemmesejre og to nederlag på udebane i turneringen. Og de viste fra start, at de meget gerne ville gøre det til tre hjemmesejre på stribe.
Nordvestsjællænderne har hurtige folk oppe foran, og når FREM’s forsvar og målmand i kampens start forsøgte at bygge grundigt op, satte Holbæk-offensiven dem under ganske hårdt pres.
Det gav tre chancer i kampens første kvarter.
Morten Voldby Olsen med tilnavnet ’Muddi’ slap først igennem på et kontraangreb, hvor han hårdt presset sendte bolde over mål.
Dernæst var det Karim el-Haddouchi, som på en ganske stor chance sendte bolden i sidenettet på en ripost.
Og til sidst var det igen ’Muddi’, som faktisk kom forbi FREM’s målmand, Tobias Søderstrøm, men som måtte se sit skud mod det tomme mål blokeret.
Efter det indledende stormløb fulgte en fase, hvor FREM kom bedre med i spillet. Men man må også sige, at det ikke for alvor blev farligt. Og Holbæk var bestemt ikke presset i bund.
Men Marc Winkel havde midtvejs i halvlegen FREM’s første egentlig målforsøg, da han fra sin højre side sendte bolden i sidenettet.
Også Christopher Remmer forsøgte sig langt udefra, men selvom forsøget var kvalificeret, endte det en anelse forbi venstre stolpe.
Otte minutter før pausen kom FREM’s bedste mulighed i første halvleg.
I kampen mod Odder havde Marco Kruse scoret direkte på hjørne. Og i Holbæk var historien lige ved at gentage sig, da FREM for første gang fik denne mulighed.
Holbæks målmand, Sebastian Olsen, fik dog fingerspidserne på, og han fik derfor sendt bolden til nyt hjørne, som Marco Kruse igen tog sig af.
Igen endte det med et nyt hjørne, men tredje gang kom der ingen mulighed, fordi dommer Midtjan Hadzidulbic fløjtede for frispark til Holbæk.
FREM kunne på den baggrund godt have håbet på at gå til pausen med 0-0, som ville have været et fornuftigt udgangspunkt for de sidste 45 minutter.
Men sådan skulle det ikke gå.
Fem minutter før pausefløjtet lykkedes det for Holbæk at få sat FREM under pres og erobret bolden i deres højre side og spillet FREM tynde, hvorefter Mark Garly Pedersen kunne sende bolden forbi Tobias Søderstrøm til 1-0.
Knap var FREM kommet sig over denne dukkert, førend det blev 2-0.
Denne gang havde FREM fået et frispark i venstre side, men efter flere afleveringer på tværs og bagud, endte det med, at Holbæk fik erobret bolden i modsatte side, hvorefter ’Muddi’ spillede bolden hen til en fri Alexander Knaack, der løftede bolde over Tobias Søderstrøm til tomålsføring.
Det var Alexander Knaacks tredje mål i denne sæson. Og det er ikke så svært at forstå, for han var pågående og ikke så let at håndtere for FREM’s forsvar.
FREM havde en chance for at få reduceret til 1-2 kort før pausen, men her sendte Asger Hemmingsen et forsøg over mål.
En scoring her kunne ellers have løftet pause-stemningen og givet en tro på, at det måske kunne lade sig gøre at komme igen i anden halvleg.
Træner ’Elly’ reagerede på pause-stillingen ved at lave to indskiftninger.
Ud gled Asger Hemmingsen og Marc Winkel, og det gav i stedet chancen til Daniel Warmbach og Philip Oslev.
Men udgangspunktet var svært. Holbæk havde deres føring, og FREM havde problemer med for alvor at udfordre hjemmeholdet.
Efter fire minutters spil var Holbæks målscorer til 1-0, Mark Garly Pedersen, igen på spil, men Tobias Søderstrøm fik uden de store problemer nappet forsøget.
FREM havde tre minutter senere et forsøg, der kunne være blevet farligt, da Marco Kruse langt udefra forsøgte at overliste Sebastian Olsen, som dog løb tilbage og fik grebet bolden på selve mållinjen.
I stedet kunne Holbæk meget vel være kommet på 3-0 efter små 20 minutters spil af anden halvleg.
Her lykkedes det for Karim el-Haddouchi at bryde igennem i Holbæks venstre side. Han lagde bolden på tværs til en helt fri Ahmed Hassan Ahmed som imidlertid sendte det store tilbud ved siden af mål.
Men samme Ahmed Hassan Ahmed skulle få minutter senere tage revanche.
Her fik Holbæk et frispark tæt på straffesparksfeltet i højre side. Ahmed Hassan Ahmad tog tilløb og kanonerede bolden op i højre målhjørne – helt uden chance for Tobias Søderstrøm.
Det var også Ahmed Hassan Ahmads tredje mål i sæsonen – og Holbæks scoring nummer 14 i fem kampe. Det er flest af alle hold i rækken.
Få minutter inden målet var Justin Shaibu blevet skadet. Det så umiddelbart ikke så godt ud med FREM-angriberen, men tiden må vise, hvornår han kan komme i aktion igen.
Med et kvarter tilbage af kampen fik Gustav Overgaard Hansen en chance for at bringe noget spænding tilbage i opgøret, da han headede direkte på mål efter et hjørnespark. Men der manglede lige lidt præcision til at kunne true Sebastian Olsen og Holbæk i den situation.
Philip Oslev havde også en mulighed, da uret nærmede sig de 90 minutter, men han fik lidt for meget luft under bolden på sit forsøg.
I stedet kunne det i dommerens tillægstid godt være blevet 4-0, da indskiftede Yousef Mokdad kom alene med Tobias Søderstrøm, der imidlertid fik blokeret både første og andet forsøg fra Holbæk-spilleren med et par gode parader.
Det forblev 3-0, og dermed er FREM stadig nummer syv i Campo Bet 3. Division. Men med til historien hører, at Vejgaard og Odder nu har deres indbyrdes kamp til gode, fordi lørdagens opgør blev afbrudt og udsat efter første halvleg, hvor stillingen var 1-1.
Næste modstander for FREM er Brønshøj på hjemmebane lørdag 6. september kl. 14.00.
Matchfacts
Holbæk – FREM 3-0 (2-0)
Mål:
Holdopstillinger
1-0 Mark Garly Pedersen (40.)
2-0 Alexander Knaack (42.)
3-0 Ahmed Hassan Ahmad (67.)
Holbæk: Sebastian Olsen – Hüseyin Tümtürk, Mikkel Vestergaard Jensen, Malte Sjørslev, Nicki Bentsen – Adam Ejler Hansen, Mark Garly Pedersen, Karim el-Haddouchi – Ahmed Hassan Ahmad, Morten Voldby Olsen – Alexander Knaack
FREM: Tobias Søderstrøm – Christopher Remmer, Gustav Overgaard Hansen, Marco Kruse – Marc Winkel, Jonathan Canto, Casper Froulund, Malthe Karsberg – Asger Hemmingsen, Emil Wass – Justin Shaibu
Udskiftninger
FREM: Philip Oslev ind for Marc Winkel (46.)
FREM: Daniel Warmbach ind for Asger Hemmingsen (46.)
FREM: Marco Vinterberg ind for Justin Shaibu (65.)
FREM: Nicolas Brøndum ind for Emil Wass (65.)
FREM: Mikkel Eslund in for Jonathan Canto (65.)
Holbæk: Hassan Elsayed ind for Alexander Knaack (66.)
Holbæk: Johan Haslund ind for Morten Voldby Olsen (66.)
Holbæk: Ertugrul Teksen ind for Ahmed Hassan Ahmad (75.)
Holbæk: Youcef Mokdad ind for Karim el-Haddouchi (75.)
Holbæk: August Andersen ind for Adam Ejler Hansen (75.)
Advarsler
Holbæk: Hassan Elsayed (75.)
FREM: Gustav Overgaard Hansen (87.), Marco Kruse (89.)
Dommer: Midjan Hadzidulbic
Tilskuere: 337
Tekst: Niels O. Hansen
Foto: Claus M. Hansen













