Boldklubben FREM kan med stor glæde præsentere en ny spiller i truppen: 19-årige Nicolas Brøndum.
Han kommer fra en ungdomskarriere i KB og Værebro IF og har siden spillet i bl.a. BK Union og FA2000, hvorefter han i 2022 skiftede til Vanløse U17.
I sommers rykkede Vanløse ham op på førsteholdet i Danmarksserien, og nu er det altså FREM, der får glæde af hans talent.
Nicolas er i øvrigt søn af den tidligere førsteholdsspiller Christian Brøndum, og han har allerede ved første træning i FREM-regi imponeret med sin fysik, hurtighed og gode teknik.
Sportsudvalget i FREM udtaler:
“I Nicolas får en vi spiller, der dække ind på flere af de offensive pladser. Vi tror på, at vi kan videreudvikle ham til at blive et stort aktiv for holdet. Han har allerede vist lovende takter, som vi glæder os til at bygge videre på.”

Nicolas Brøndum ser selv frem til udfordringen i FREM:
“Jeg er utrolig glad for skiftet til FREM, som er en gammel og traditionsrig klub. Jeg glæder mig over at være blevet en del af førsteholdstruppen som nyudklækket seniorspiller, for det er en fantastisk trup med gode holdkammerater og dygtige, idérige trænere, der har den rette indstilling til unge spillere.
Jeg er sikker på, at det her er det helt rette sted for mig at udvikle mig, og jeg synes, at holdets spillestil passer rigtig godt til mig og min måde at spille offensivt på.
Jeg har følt mig rigtig godt taget imod af både drengene og trænerne og føler mig meget velkommen på holdet. Træningen er fed, intens og powerfuld, og jeg ser frem til at udvikle mig endnu mere i klubben under de optimale rammer, jeg ved, at BK Frem kan give mig.
Desuden glæder jeg mig til at være med til at sikre og indfri både holdets og klubbens sportslige forventninger samt bidrage til at opfylde visionen om at være med i toppen af 2. division.”
Loyale og trofaste fans
“Endvidere er FREM jo også kendt for sine loyale og trofaste fans der er der i tykt og tyndt for klubben – det er bare fascinerende at se så mange fremmere, der støtter holdet.
Så jeg ser meget frem til at trække i den rød/blå spillertrøje og spille på Valby Stadion med opbakning fra de mange loyale og trofaste fans – og jeg er derfor glad og stolt over nu at kunne kalde mig selv fremmer.”
Klubben byder Nicolas hjerteligt velkommen og ser frem til at følge hans udvikling i den tværstribede trøje.